Screendump fra Bisidderhjælpens hjemmeside - Direktør Pia Larsen længst til venstre. De fleste af medarbejderne på billedet arbejder der ikke længere

Afsløring: Snyd i stort privat socialrådgiverfirma

Social

08/03/2019 13:12

Mette O Pedersen

Både udsatte borgere og ansatte socialrådgivere fortæller om snyd i et af landets største private rådgiverfirmaer.

Den private socialrådgiver Bisidderhjælpen ApS har afdelinger fem steder i Danmark, og har gennem de seneste år haft stor vækst. Men nu flygter medarbejderne, og flere kunder fortæller om snyd med regningerne og svigt i deres sager.

“Det er uetisk at tage så mange penge fra mennesker, som er faldet og befinder sig i krise. Det var jo ikke en opsparing, jeg brugte på det. Det var mine overlevelsespenge"
Tidligere kunde, København, der indtil nu har fået regninger for 11.500 kr fra Bisidderhjælpen

"Jeg var jo syg og i forvejen hårdt presset. Jeg orkede simpelthen ikke kæmpe med dem også"
Tidligere kunde, Nordjylland, har indtil nu betalt 5000 kr til Bisidderhjælpen

Private socialrådgivere er en branche, der har været i vækst de senere år som følge af velfærdsstatens mange reformer og kommunernes mange fejl i sagsbehandlingen. Tusinder af borgere søger til private rådgivere for at få hjælp med deres sager om alt fra tvangsfjernelse af børn over sager med ressourceforløb til sager om førtidspension.

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

Et gråt marked
Allerede for fem år siden afslørede DenOffentlige, hvordan en privat socialrådgiver systematisk lokkede hundreder af udsatte mennesker til at betale for hjælp i sager, der aldrig blev sagsbehandlet. Nu er den gal igen. DenOffentlige er i besiddelse af ansættelseskontrakter, kopier af mails og fakturaer, der afslører hvordan virksomheden Bisidderhjælpen ApS agerer på det grå marked for privat rådgivning. Dokumenter og flere kilder tegner billedet af en virksomhed, der udnytter både socialrådgivere og udsatte borgere.

  • En familie brugte 37.000 kroner på hjælp til deres søn, der lider af alvorlig epilepsi. Da regningen kommer, er der udført under 20 timers arbejde. Resten er transportudgifter.
  • En kvinde nåede at betale over 5.000 kr. inden hendes sag kom igang
  • En kvinde, der ville have hjælp til sin datters sag, mistede 1200 kr, inden sagen gik i gang
  • En kvinde, der led af alvorlig angst og depression, fik en regning på 11.000 kr., blandt andet 250 kr. for registrering af en julehilsen, kvinden havde sendt til sin rådgiver

Markedet for privat rådgivning af udsatte borgere er fyldt med gråzoner og mulighed for at tjene penge både for socialrådgivere, der har fået nok af at arbejde i det offentlige, og kreative iværksættere, der ser en mulighed for at skabe forretning. Bisidderhjælpen blev stiftet første gang omkring 2014 som iværksætterselskab, gik konkurs i 2017 og startede op igen som ApS måneden efter. Virksomheden er en af de største private socialrådgiverfirmaer på markedet.

Nyhedsbrev 2

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Virksomheden har brugt aggressiv markedsføring på sociale medier, hvor den har tilbudt hurtig og effektiv eksperthjælp til mennesker, der er kommet i klemme i systemet. Virksomheden har også tilbudt kviklån til kunderne gennem banken Sparxpres. Gennem målrettet markedsføring og et umiddelbart klart koncept har Bisidderhjælpen ApS rekrutteret kunder i massevis, gennem årene måske flere tusinde. Kunderne henvender sig for at få hjælp til deres sag i kommunen. Typisk føler de, at deres sag er kørt fast, eller de føler sig dårligt behandlet i systemet. Kunderne er mennesker, der i forvejen er under gevaldigt pres.

Udnytter de svageste
Det er relativt simpelt at lave målrettet markedsføring mod udsatte borgere, fordi de er organiseret i sociale bevægelser og netværk som Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og mange flere. Forskellige opgørelser peger på, at over 100.000 borgere er organiseret i de sociale bevægelser.

Linda Villadsen, der er medstifter af Næstehjælperne, er chokeret over Bisidderhjælpens forretningsmetoder, men hun er ikke overrasket.

“Selvfølgelig kan man tage en frivillig bisidder med eller god ven med, men behovet for bisiddere og partsrepræsentanter er større, end de frivillige organisationer kan levere. Og de mere komplicerede sager kræver ekspertise. Det er desværre det, der følger med desperation og fattigdom. I kølvandet skabes der altid et gråt marked. Man er prisgivet som kunde”, siger Linda Villadsen.

Næstehjælperne har selv organiseret et netværk af frivillige bisiddere til udsatte borgere, fordi mange i forvejen har en meget presset økonomi. Det samme har Jobcentrets Ofre, hvor medlemmer også laver videoer, der giver gode råd til borgere, så de kan håndtere deres sager med det offentlige.

“I Jobcentrets Ofre har vi fået mange henvendelser fra folk, der har dårlige oplevelser med private socialrådgivere. De private rådgivere burde kunne det samme som en advokat, men i mange tilfælde er pengene spildt. Hvordan kan det være, de ikke skal være autoriserede ligesom advokater?” spørger Kim Madsen, der er formand for Jobcentrets Ofre.

Sagen om Bisidderhjælpen Aps

Behovet for ordentlig rådgivning og hjælp er de senere år vokset betydeligt. Først og fremmest som følge af mange beskæftigelsesreformer, der har klemt mange borgere med behov for hjælp, men også som følge af det bureaukrati, der er fulgt med. Tal og undersøgelser fra Ankestyrelsen har flere gange afsløret høje fejlprocenter i kommunernes sagsbehandling, hvor det er normalt med fejl i omkring en trediedel af alle sager men der også er stikprøver fra Ankestyrelsen, der har afsløret fejl i over halvdelen af bestemte sagsområder.

Formanden for landets social- og arbejdsmarkedschefer, Helle Linnet, siger om brugen af private socialrådgivere:
"Kommunerne kan sagtens se det fordelagtige i at borgerne har bisidder med, da 4 ører lytter bedre end 2. Vi har heller ikke noget i mod, at vi bliver fagligt udfordret, da vi altid kan blive bedre. Men som udgangspunkt skal de private aktører overholde lovgivningen lige som os, og det kan være problematisk hvis udsatte og sårbare borgere bliver stillet i udsigt, at de kan betale sig til at få en anden afgørelse end den vi i kommunerne, på baggrund af en helhedsorienteret sagsbehandling, har taget. Vi har set eksempler på, at borgere har måtte betale ganske store summer uden at de er nået nærmere den afgørelse, de selv har ønsket." 

Vi skrev tidligere, at "DenOffentlige har forelagt kritikken for Bisidderhjælpen, der endnu ikke er vendt tilbage med en reaktion".  Det kan misforståes. Vi har interviewet stifter af Bisidderhjælpen, Pia Stamer Larsen, og skrevet en artikel, som hun har fået til gennemsyn.  

Hvad er din erfaring med privat socialrådgivning? Send en mail til Mette

Drukspil - Sjove spil som sandt eller falsk, Træmand, Pyramide drukspil.

Mest Læste

Annonce