Det stigende antal ældre er en udfordring, som står højt på dagsordenen for ældreplejen. Som aflastning for den offentlige sektor har det været fremme på forskellig måde at øge det civile samfunds ansvar.
Andre lande har gennemført ændringer, så en større del af omsorgs- og plejebehovet bliver dækket af borgerne selv eller deres nærtstående. De har for eksempel øget borgernes medfinansiering eller indført skrappere adgangskriterier til hjælp og pleje. Vores nabolande har således høstet nogle erfaringer, som det kan være værd at skele til.
Sværere at få offentlig hjælp
I Holland er ældres mulighed for at erstatte gratis uformel hjælp med professionel hjælp finansieret af den offentlige plejeforsikring blevet strammet. Oprindeligt blev hjælpen udmålt i forhold til den enkeltes funktionsniveau i daglige aktiviteter. Alle ældre kunne søge om plejeydelse fra den offentlige plejeforsikring, uanset om de havde adgang til uformel hjælp eller ej. I praksis blev der imidlertid i stigende grad taget hensyn til, hvilken uformel hjælp ansøgerne havde, når man skulle vurdere deres behov for offentlig hjælp. Denne praksis blev formaliseret i 2003, så sagsbehandlerne nu skal tage hensyn til adgangen til uformel hjælp, når de vurderer, om en ansøger er berettiget til hjælp via den offentlige plejeforsikring.
Mere brugerbetaling
I Sverige gennemførte man i 1992 en reform, hvor ansvaret for ældreplejen fuldt ud blev lagt ud til kommunerne. Det faldt sammen med en økonomisk krise i 1990’erne, hvor kommunerne fik svigtende skatteindtægter. Derfor øgede de brugerbetalingen og strammede behovsvurderingen. Kommunerne indførte en strengere bedømmelse af behov, og de udvidede fortolkningen af, hvad der kan forventes af hjælp fra familie og andre nærtstående. Det betød, at der blev ydet mindre hjemmehjælp til ældre med et givent funktionsniveau i daglige aktiviteter, og at en større andel af hjælpen blev ydet til enlige.
Der var en markant nedgang i andel ældre, som modtog hjemmepleje: fra 13 procent i 1990 til 8,5 procent i 2004. I dag får langt flere ældre svenskere end tidligere endvidere dækket deres behov for hjælp via offentlig hjemmehjælp og uformel hjælp i fællesskab.
Ældre betaler mere selv
I Holland er medfinansieringen af plejeydelser indkomstafhængig, og for at imødegå underfinansiering af plejeforsikringen blev medfinansieringen for de mellemste og højeste indkomstgrupper hævet omkring årtusindskiftet. Samtidig var der en generel forøgelse af bidragsbetalingen til plejeforsikringen.
I Tyskland har medfinansiering fra borgerne til at få formel professionel hjælp også været stigende det seneste par årtier. Det har bidraget til at dæmpe væksten i den offentlige plejeforsikrings udgifter, men det har samtidig ført til en stigning i udbetalingen af indkomstafhængig social bistand til at supplere plejeydelsen. Som nævnt øgede kommunerne i Sverige i 1990’erne også egenbetalingen for hjemmehjælp. I 2002 lagde regeringen dog et loft over egenbetalingen og over takster i plejebolig.
Hvor går grænsen?
En stramning af adgangskriterierne til hjælp og pleje, som det er sket i Holland og Sverige, eller øget medfinansiering, som i for eksempel Holland, Sverige og Tyskland, lægger en større del af plejeforpligtelsen på den ældre selv eller på deres pårørende.
I Sverige har stramningerne konkret betydet, at en øget andel af hjælpen og plejen til ældre ydes af deres familie. Nogle mener, at forbedret og fortsat samarbejde mellem formelle ydelser og uformel omsorg fra familie og venner er nøglen til finansiel bæredygtighed. Synspunktet er, at intet land vil være i stand til at yde alt eller det meste af den nødvendige pleje gennem professionelle ydelser.
Man kan imidlertid spørge, hvor grænsen går for, hvornår plejeopgaven er bæredygtig for de ældre selv og deres familie?
Medfinansiering kan skabe ulighed
Finansiel bæredygtighed handler både om bæredygtighed for de offentlige finanser og for ældres og deres familiers private økonomi. Det, som ikke synes at være bæredygtigt i fremtiden som en offentlig ydelse, kan dræne middelindkomstgruppernes ressourcer, hvis de tilsvarende udgifter skal bæres af private. Der er altså væsentlige fordelingsmæssige spørgsmål knyttet til størrelsen af en medfinansiering af plejeydelser.
Det kan man se i Sverige, hvor en stramning af bevilget hjælp og øget brugerbetaling har givet sig forskellig udslag i forskellige sociale klasser.
Ældre med en høj uddannelse eller høj indkomst har haft en tendens til at erstatte kommunal hjemmepleje med hjælp købt af private firmaer. Mens dem med mindre uddannelse eller lav indkomst oftere modtager hjælp fra familien. Især kvinder med en lav pension har fravalgt kommunale ydelser af økonomiske grunde.
Kvinderne påtager sig ansvaret
Erfaringerne fra Sverige i 1990’erne viser, at det har været muligt at gennemføre en politik, hvor flere opgaver overlades til uformel hjælp og pleje. Men de øgede forpligtelser for familien til at yde hjælp og pleje til ældre berører typisk kvinder omkring pensionsalderen. Det skal ses i forhold til at fastholde kvinder længere tid på arbejdsmarkedet. Hvilke opgaver kan man pålægge familien, uden at kvinderne går på deltid eller trækker sig helt tilbage?
I hvilken udstrækning er det hensigtsmæssigt for samfundet, at arbejdskraft i den formelle (private eller offentlige) sektor erstattes af frivillig arbejdskraft, ved at kvinderne forlader arbejdsmarkedet? Det er således et spørgsmål, hvor grænsen for bæredygtighed går i forskellige sociale grupper, og om vi ønsker, at det skal få konsekvenser for ældre kvinders erhvervsdeltagelse.
