Danskere bruger EU-formandskabet

29/01/2012 17:45

Kalundborg Kommune

Danske Bruxelles-kontorer sætter fokus på danske interesser og spidskompetencer med EU-formandskabet som springbræt. Danmarks EU-formandskab er en sjælden mulighed for at gøre ekstra reklame for danske forskere, regioner, byer og virksomheder.

Det mener en række danske kontorer i Bruxelles, der derfor er gået sammen om at arrangere tre debatmøder. De skal sætte fokus på danske styrker og interesser inden for forskning, sundheds-teknologi og grøn vækst.

Ekstra fokus
”Vi oplever et ekstra fokus på grund af formandskabet. Det giver os et godt springbræt til at forklare, hvad Danmark kan bidrage med i Europa,” forklarer Birgitte Wederking, kontorchef hos CreoDK, som er repræsentation for Region Hovedstaden, Københavns Universitet og DTU.

De danske repræsentationer hjælper til dagligt hver især deres danske bagland – kommuner, regioner, virksomheder, universiteter og andre organisationer – med at deltage i EU-projekter og vare-tage deres interesser overfor EU-systemet. Men for første gang er de gået sammen i en netværks-organisation – kaldet Dacob - for at blive mere synlige i Bruxelles.

”Hvis vi går sammen om at fortælle om vores fælles mål og interesser, står vi langt stærkere,” siger Birgitte Wederking.

De tre arrangementer er debatmøder, hvor vigtige beslutningstagere fra blandt andet EU-Parlamentet og EU-Kommissionen er inviteret til at diskutere samfundsudfordringer og løsninger. Møderne, som er arrangeret i samarbejde med Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles, skal desuden sætte spot på danske kompetencer og udbygge Danmarks internationale netværk og alliancer.

Flere EU-projekter
”Jo stærkere profil Danmark har, jo nemmere er det i sidste ende for vores organisationer, forskere og virksomheder i Danmark at komme med i EU-projekter og partnerskaber, der løser problemer og skabe ny viden,” siger Charlotte Pedersen, der repræsenterer Aalborg Universitet i Bruxelles.

Navnet på møderækken, ”Presidency Dialogues”, skal udstråle, at Danmark er et land i dialog – og at de tre emner afspejler debatter, som også foregår på formandskabsmøder i Danmark.

Det første møde handler om forskning. Forskningssamarbejde er en stor del af EU’s kommende forskningsrammeprogram, Horizon 2020, der står til at få i omegnen af 600 milliarder kroner i 2014-2020. Derfor skal det første arrangement sætte fokus på, hvordan EU-landene for fremtiden kan skabe samarbejde mellem forskere, myndigheder og virksomheder.

Det andet arrangement handler om nye og bedre teknologiske løsninger inden for sundhedssektoren. Det tredje arrangement fokuserer på grøn vækst.
”Vi har stærke traditioner og erfaringer, som vi kan bygge videre på sammen med vores europæiske
Danish Local, Regional and Research Co-Op Brussels
kolleger. Men de skal jo kende os, og vi er et lille land. Derfor er fremstødet vigtigt,” siger Charlotte Pedersen.

Arrangøren af Presidency Dialogues er Dacob, en samarbejdsorganisation for regions- og forskningskontorer i Bruxelles: Medlemmerne tæller Central Denmark EU Office, South Denmark European Office, North Denmark EU Office, Capital Region Denmark EU Office (creoDK), Zealand Denmark EU Office samt Aalborg Universitet. Derudover er Kalundborg Kommunes EU-kontor medarrangør. Det hele foregår under EU-formandskabets paraply.

Fakta om Presidency Dialogues
- Arrangementerne har den overordnede titel: ”Presidency Dialogues”. Læs mere på Dacob.eu.
- Arrangementerne er kun for inviterede og foregår på EU-repræsentationen. Beslutningstagere fra EU-Parlamentet, EU-Kommissionen samt andre organisationer og repræsentationer i Bruxelles er inviteret.

- Den 29. februar handler debatmødet om forskningsprogrammet Horizon 2020. Temaet er offentligt-private-samarbejder.
- Den 15. maj handler det om eHealth – altså sundhedsteknologi.
- Den 31. maj handler det om Cleantech – altså grøn vækst.
- Møderne er arrangeret af samarbejdsorganisationen Dacob, der har Zealand Denmark EU Office, North Denmark EU Office, South Denmark EU Office, CreoDK (Region Hovedstaden, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet), Central Denmark EU Office samt Aalborg Universitet som medlemmer. Derudover er Kalundborg EU-Office med til at arrangere et af arrangementerne. Danmarks EU-repræsentation er medarrangør.

Mest Læste

Annonce