Det skal være enkelt at være frivillig i Rudersdal

Ledelse

27/05/2013 12:46

Rudersdal Kommune

Arbejdet med Frivillighedspolitikken samt rammer og vilkår for frivilligheden i Rudersdal Kommune er langt fremme.

’Det skal være enkelt at være frivillig i Rudersdal’. Det er en af de fire værdier, der er omdrejningspunktet i Frivillighedspolitikken som Kommunalbestyrelsen netop har godkendt.

Frivillighedspolitikken og de 4 værdier
Rudersdal har sat fokus på frivillighed og aktivt medborgerskab med den frivillighedspolitik, som er udformet i et samspil mellem kommunens mange frivillige aktører, borgere, foreninger, organisationer, politikere og kommunale fagområder. Frivillighedspolitikkens overordnede mål er at skabe så gode og optimale rammer som muligt for den samlede frivillige indsats i Rudersdal Kommune og det skabes bl.a. ved en forankring i følgende værdier:

• Det er enkelt at være frivillig i Rudersdal Kommune.
• Det aktive medborgerskab og det frivillige initiativ understøttes.
• Frivillige indsatser involverer og giver ind¬flydelse.
• Frivillighed anerkendes som et væsentligt fundament i Rudersdal Kommune.

- ´Vi har fået vedtaget nogle rigtig spændende og fremadrettede værdier for frivilligheden og det frivillige arbejde i Rudersdal Kommune. Det skal blive spændende at følge det frivillige arbejde i årene fremover, og jeg er sikker på, at vi med vedtagelsen af den nye politik og de tilhørende værdier, har fået skabt en platform som frivilligheden fortsat vil udvikle sig i Rudersdal Kommune. Det skal være enkelt at være frivillig i Rudersdal, og det har virkelig været en fornøjelse at følge det store engagement som de frivillige har lagt for dagen i udarbejdelsen af værdierne.’ - udtaler formanden for Folkeoplysningsudvalget Thomas Lesly Rasmussen (V).
 

Borgerinvolvering i centrum
Politikken og dens værdier er blevet til i tæt dialog med dem det hele handler om – borgerne og de frivillige i Rudersdal. Processen har lagt vægt på nye trends og tendenser inden for frivillighed og medinddragelse for at gøre Frivillighedspolitikken til en ramme om og et hjælpende redskab for lokale ildsjæle, borgere og virksomheder, frivillige organisationer og foreninger, kommunale politikere og medarbejdere.

Fremtiden for Frivillighedspolitikken
Med godkendelse af værdierne for Frivillighedspolitikken er der nu sat fokus på implementering af politikken, ligesom der også er igangsat en proces med evaluering af de eksisterende rammer og vilkår for frivillighed i Rudersdal Kommune.

–’Det har været vigtigt i processen omkring arbejdet med rammer og vilkår for frivilligheden at forventningsafstemme mellem de frivillige og kommunen i forhold til den kommunale opgaveløsning og den frivillige indsats. Vi er derfor også meget glade for den tætte dialog og det engagement, der har været i processen. Samarbejdet mellem de frivillige og kommunen kommer til at styrke frivilligheden i Rudersdal’ - udtaler formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Jens Bruhn (A).
Arbejdet med rammer og vilkår for Frivillighedspolitikken sker med afsæt i følgende frivillighedstemaer:
• Folkeoplysning
• Frivilligt socialt arbejde
• Øvrige kulturelle aktiviteter
• Individuel og netværksbaseret frivillighed

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget Birgitte Schjerning Povlsen (C) er glad for, at Frivillighedspolitikken samt rammer og vilkår har fokus på den brede frivillighed: – ’ De fire frivillighedstemaer viser, at det er den brede frivillighed i Rudersdal, der er sat på programmet, og arbejdet med rammer og vilkår fremhæver, at det er et meget nuanceret frivillighedsbegreb, der beskrives i kommunes ’Frivillighedspolitik’. De frivillige sociale foreninger og organisationer er en vigtig del af det aktive medborgerskab, som vægtes højt i Ruderdal Kommune. Det er vigtigt at anerkende og understøtte frivillighed i alle sine aspekter, og det er en del af det arbejde vi er i gang med netop nu. ’

Forskellige arbejdsgrupper arbejder med de ovennævnte temaer i samarbejde med borgere og frivillige, der er i berøring med frivillighedstemaerne.
 

Mest Læste

Annonce