Energiklagenævnet grøn-stempler lavere kalkulationsrente

Infrastruktur

17/05/2013 15:02

Torben Øllegaard Sørensen

Energiklagenævnet bremser verdens største solvarmeanlæg. Men Dansk Fjernvarme glæder sig over, at Energiklagenævnet slår fast, at den såkaldte kalkulationsrente på 5 procent kun er vejledende. Der må gerne anvendes en lavere rente til samfundsøkonomiske beregninger. Dermed kan Gram Fjernvarmes projekt med verdens største solvarmeanlæg med et kæmpe damlager til at gemme sommersol til vinterens kulde blive epokegørende for grøn, dansk fjernvarme.

Gram Fjernvarmes planer om at udvide sit solvarmeanlæg fra 10.000 til 44.000 kvadratmeter og at bygge et kæmpe energilager i form af en 110.000 kubikmeter stor dam kan vise sig at være banebrydende for grøn energi.

Energiklagenævnet har ganske vist sendt projektet tilbage til en fornyet behandling hos Haderslev Kommune, men det sker med budskabet om, at man gerne må anvende en mere grøn og klimavenlig kalkulationsrente end Finansministeriets vejledende 5 procent. 5 procent favoriserer sorte og fossile energiløsninger frem for grønne projekter som solvarmeanlæg og lignende.

”Det er glædeligt, at det nu er slået fast, at den vejledende kalkulationsrente netop er vejledende og ikke lovfæstet. Det vil utvivlsomt fremme grøn energi som solvarme,” siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Sagen fra Gram er ellers endt i Energiklagenævnet efter klage fra DONG Gas Distribution, som mener, at man skal anvende netop 5 procent, som beregningsgrundlag for, hvor værdifuldt et sådan projekt er for samfundet. DONG er gas-leverandør til Gram Fjernvarme. Havde finansministeren, som tidligere lovet, sænket kalkulationsrenten til ca. 3 procent, så havde der ikke været en klagesag. Så havde Gram Fjernvarmes grønne planer ikke været bremset.

”Kalkulationsrenten i Danmark er ude af trit med både det virkelige renteniveau og i særdeleshed med det niveau man har i andre lande omkring os. Derfor har den været en hindring for mange projekter hos fjernvarmeværker. Har projekterne ikke kunnet udvise positiv samfundsøkonomi, så har det fået naturgasselskaber til at gøre indsigelser og sende klager,” siger Kim Mortensen.

Dette er med Energiklagenævnets afgørelse stoppet. Er der en god grund til at ruge en anden rentesats, så kan man gøre det. Det er der ved de relativt investeringstunge grønne energiprojekter, som normalt er kendetegnet ved at være billige i drift. Solens stråler koster således ikke, det gør kun investeringen i solpaneler.

Energiklagenævnet har sendt Gram-projektet tilbage til fornyet behandling ved Haderslev Kommune med henvisning til, at der er brugt fire dage forældede projektgodkendelsesforudsætninger.

”Netop projekter som Grams ambitiøse solvarmeanlæg med varmelager er i den sidste ende guld værd for Danmark. Dels reducerer det udledningen af CO2 markant, dels giver det billig, grøn fjernvarme til forbrugerne, og dels skaber det grundlaget for vækst hos danske virksomheder, for det er danske virksomheder som er førende på dette felt,” siger Kim Mortensen.

Inden 2035 skal al el og opvarmning være baseret på 100 procent vedvarende energi, og allerede i 2020 skal halvdelen af forbruget af fossile brændsler som kul, olie og naturgas være skåret væk i el og opvarmning. Derfor er det nødvendigt at investere i grønne teknologier for danske fjernvarmeværker. Lovgivningen området er dog endnu ikke opdateret til at fremme grøn udvikling på alle punkter.

Fakta:
Projektet i Gram er at udbygge det nuværende solvarmeanlæg fra 10.000 m2 til 44.000 m2 og at bygge et damlager på 110.000 m3 til at gemme sommersol til vinterens kulde. Projektet vil fortrænge over 135.000 ton CO2 om året, fordi man vil skulle markant mindre naturgas.

Der skal for at kunne udvinde varmen fra damlageret etableres en absorptionsvarmepumpe med et hedtvandskedel til flis til at booste temperaturen fra varmelageret over i varmepumpen.

Solvarmeanlægget vil blive verdens største.

Kalkulationsrenten er en beregningsteknisk rentesats, som Finansministeriet fastsætter. Den er for øjeblikket 5 procent. Den er ikke en almindelig bankrente, men bliver brugt til at beregne den samfundsøkonomiske rentabilitet af store anlægsarbejder, f. eks. vej- og broprojekter, fjernvarmeudbygning eller vindmølleparker.

Finansministeren har bebudet en sænkning inden sommerferien af kalkulationsrenten fra de nuværende 5 pct. Dansk Fjernvarme foreslår 3 procent.

Danmark, som bryster sig af høje ambitioner for grøn omstilling, har en højere rentesats end de lande, vi sammenligner os med. I Sverige og Norge er diskonteringsrenten 3,5-4 pct. I Tyskland er den 3 pct., og både Storbritannien og Frankrig har vedtaget en aftrapning af renten over tid, hhv. fra 3,5 til 1 pct. og fra 4 til 2 pct.

Danmark er internationalt førende indenfor fjernvarme. Fjernvarmeindustrien forventer således at tredoble eksporten af bl.a. solvarme-projekter inden 2020 til 15 mia. kr. og dermed skabe 4000 nye arbejdspladser.
Danske fjernvarmeværker investerer i 2013 5 mia. kr. i grønne energiløsninger. Det skaber 6000 job.

Mest Læste

Annonce