Fare for tab af hvert femte danske industrijob

09/04/2013 10:25

Dansk Industri

64.000 danske arbejdspladser er i fare for at forsvinde inden 2020, vurderer et anerkendt amerikansk konsulenthus. Derfor er Danmark nødt til at fortsætte den reformkurs, som regeringen hidtil har haft gang i, mener DI.

Folketingets partier bør snarest finde sammen om en politik, der genskaber danske og udenlandske virksomheders tillid til det danske erhvervsklima. For de hidtidige reformer til trods vil 64.000 job i fremstillingsindustrien gå tabt inden 2020 ifølge en ny rapport fra konsulenthuset Boston Consulting Group. Og det svarer til, at hver femte dansk arbejdsplads flytter til udlandet.

Fortsæt reformarbejdet
- Vi kan på ingen måde tillade os at hvile på laurbærrene. Det gælder om at fortsætte arbejdet med at forbedre den danske konkurrenceevne. De reformer, som regeringen allerede har lanceret, vil helt klar hjælpe. Men de kan aldrig stå alene. Der er brug for hele tiden at fortsætte reformarbejdet, der blandt andet skal mindske danske virksomheders omkostninger, forklarer underdirektør i DI, Kent Damsgaard.

I 1965 var der 615.000 industrijob i Danmark. I dag er tallet cirka 300.000, og tallet fortsætter med at falde, skriver Børsen. Med udsigten til et massivt jobtab frem mod 2020 vil beskæftigelsen i industrien fortsætte i det spor, der har hersket de sidste 30 år, hvor der hvert år er gået flere tusinde job tabt.

Dansk konkurrenceevne er svækket
For den danske konkurrenceevne er forringet kraftigt siden 2000, hvor løn og produktivitet bærer en stor del af skylden. Fra 2000 og frem til 2008 steg industriens lønomkostninger per produceret enhed med godt 25 procent mere end i udlandet. Tallet er et udtryk for kombinationen af lønstigninger, produktivitet og valutakurser.

- De mangeårige forringelser af konkurrenceevnen er den væsentligste årsag til, at vi fortsat ikke har fået genskabt de mange tabte private arbejdspladser oven på finanskrisen. Det bliver derfor fortsat et langt sejt træk at hive os ud af krisen, konstaterer Kent Damsgaard.

Produktivitetspanel og konkurrenceevnepakke
DI har just torsdag holdt møde i DI’s produktivitetspanel, hvor en række forslag til at øge produktiviteten i danske virksomheder blev gennemgået.

Og først på året fremlagde DI fremlagt en konkurrenceevnepakke, der med en række forslag har fokus på at genskabe den danske konkurrenceevne. Forslagene kan give omkring 15.000 nye private arbejdspladser, forbedre den danske konkurrencedygtighed med godt en procent og er DI’s indspil til regeringens reformprogram.

Mest Læste

Annonce