Hovedinitiativer på finanslovforslaget 2012

24/08/2011 13:26

Nick Allentoft

Klik på billedet for at hente hele forslaget Herunder elementer som fremhævet af Finansministeriet:

Udfordringen på 47 mia. kr. er håndteret.

Aftaler om reformpakken 2020 er indarbejdet på forslaget til finanslov for 2012. Det betyder sammen med Aftale om genopretning af dansk økonomi, at den samlede udfordring på 47 mia. kr. frem mod 2020 er håndteret med aftaler om konkrete initiativer.

Plads til mere offentlig service bl.a. på sundhedsområdet.

Med Aftaler om reformpakken 2020 er der skabt plads til et løft i det offentlige forbrug på 4 mia. kr. om året i perioden 2014-2020. Der er bl.a. aftalt et løft på sundhedsområdet på 1½-2 mia. kr. årligt, så presset fra befolkningsudviklingen kan håndteres.

BoligJobordning.

Der er med aftalen BoligJobplan – Fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet indført en midlertidig forsøgsordning med fradrag for serviceydelser i hjemmet – både ude og inde. Der gives fradrag for fx rengøring, vinduespudsning, børnepasning, udskiftning af tag og vinduer, isolering mv.

Danmark som Vækstnation.

Der er med aftalen Danmark som vækstnation igangsat nye og videreført og styrket eksisterende vækstinitiativer, der bidrager til at gøre Danmark til en vækstnation bl.a. gennem mere eksport til vækstmarkeder, flere investeringer og færre administrative byrder. Der er samlet afsat 260 mio.kr. i 2012.

Højt niveau for forskningsudgifter.

De offentlige udgifter til forskning er på finanslovforslaget 4,5 mia. kr. højere end i 2006 svarende til en stigning på 30 pct. Udgifterne har siden 2009 udgjort mere en 1 pct. af BNP. Der er ufordelte reserver til forskning på knap 1,4 mia. kr. i 2012.

1,4 mia. kr. til flere i uddannelse.

Det rekordstore optag i år medfører, at der budgetteres med en stigning i udgifterne til ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser på godt 1 mia. kr. i 2012. Der er herudover afsat en reserve på 400 mio. kr. til yderligere meraktivitet.

1,4 mia. kr. mere til SU.

Optaget på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser betyder også en stigning i udgifterne til SU. Der er afsat 1,4 mia. kr. mere i 2012 end i 2011.

Folkeskolen tilføres 270 mio. kr. ekstra.

Med folkeskoleudspillet Faglighed og frihed tilføres folkeskolen 153 mio. kr. ekstra i 2012. Der er afsat 120 mio. kr. ekstra i 2012 til styrkelse af it-anvendelse i folkeskolen.

Udbygning af sundhedsvæsenet med 1½ mia. kr. i 2012.

Med Aftale om regionernes økonomi for 2012 er der afsat 1½ mia. kr. til bl.a. et løft til sygehusene i 2012, som understøtter en aktivitetsvækst på 3 pct.

Fællesoffentlig digitaliseringsstrategi.

Regeringen, kommuner og regioner har aftalt en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi ”Den digitale vej til fremtidens velfærd”. Der er afsat 302 mio. kr. i 2012 til strategiens indsatsområder.

Fonden for Velfærdsteknologi.

I 2012 afsættes 280 mio. kr. til Fonden for Velfærdsteknologi, heraf er 177 mio. kr. reserveret til øget anvendelse af it i folkeskolen samt digitaliseringsstrategien. 1 mia. kr. i satspuljen. Der lægges med satspuljen for 2012 op til en styrket indsats inden for fem strategiske indsatsområder. Det gælder ældre, de vanskeligst stillede, bedre psykiatri, bedre integration på arbejdsmarkedet og i uddannelserne samt til udsatte børn og unge, der ikke må svigtes.

260 mio. kr. til forebyggelse og hindring af nedslidning.

Der lægges med finanslovforslaget op til støtte fra Forebyggelsesfonden til nye initiativer målrettet blandt andet nedslidende rutiner og arbejdsgange, genoptræning og rehabilitering mv.
 

Mest Læste

Annonce