Region Sjælland går med i stort innovationsprojekt om velfærdsteknologi

17/10/2012 14:10

Administrator

Region Sjællands styrkede indsats på sundhedsområdet begynder nu at tage form. Region Sjælland er netop gået med i ENGAGED, et nyt videndelingsprojekt finansieret af EU.Af Kimberly Fray I årene fremover kommer der flere ældre og færre unge til at tage sig af dem, der har behov for hjælp.

Derfor er Region Sjælland og 14 europæiske partnere gået med i EU-projektet ENGAGED, der skal hjælpe med at sprede velfærdsteknologi, som kan bruges på sygehuse og i kommunerne. Projektet har fået 7,3 millioner kroner fra EU-programmet CIP ICT-PSP.

”Vores region er nødt til at dygtiggøre os og lave smarte behandlinger uden at udbygge sygehusvæsenet for meget og uden brug af flere midler,” forklarer Kirsten Rask, regionsmedlem for Socialdemokraterne – der til daglig arbejder som sygeplejerske på Slagelse Sygehus.

Projektet har en tidshorisont på to år og er fuldt ud finansieret af EU. I praksis vil projektet blive udført ved hjælp af fem arbejdspakker, hvor hver partner har særlige arbejdsopgaver, de skal varetage.
Region Sjælland skal afholde en workshop for de andre partnere om forebyggelse og være med til at skabe en fælles portal, hvor personale i sundhedssystemet og borgerne nemt og overskueligt kan få adgang til de bedste telemedicinske løsninger i Europa. Det kan være ny elektronik, der gør det nemmere at få adgang til læge – og lignende ny velfærdsteknologi. Af de 7,3 millioner kroner går 309.000 direkte til Region Sjælland. Det dækker tidsforbrug og rejseudgifter.
 

Region Sjællands særlige fokus er forebyggelse
Region Sjælland har som særlig prioritet i disse år at undgå, at ældre bliver genindlagt efter at være blevet udskrevet fra hospitalet. Det koster mange penge for sundhedssystemet og skaber gener for de ældre, der bliver syge igen efter at have været raskmeldte.
Det er et led i en overordnet plan om at øge de ældres livskvalitet, så de kan klare sig bedre på jobbet, i samfundet og nyde alderdommen.
”Vi skal ikke blot lægge år til alder, men fokusere på at lægge raske år til alder,” forklarer Kirsten Rask.
 

Gør udkant til centrum
Kirsten Rask mener, at ENGAGED- projektet er positivt, fordi det falder godt sammen med Region Sjællands interesser. Hun understreger, at det er nødvendigt at vidensdele og udvikle it-værktøjer for at højne niveauet. Men projektet skal også knytte Sjælland tættere på omverdenen.

”Region Sjælland skal være en central del af Europa. Vi skal øge borgernes selvforståelse og selvværd. Det er vigtigt, at borgerne bliver involveret i deres egen behandling, og at de der kan og vil, tager mere ansvar for egen sundhed og for eget liv,” mener Kirsten Rask og henviser til 2010-undersøgelsen af borgernes sundhedsprofil.

Undersøgelsen, der blev udført blandt borgere i hele Danmark for to år siden, viste blandt andet, at mange borgere, især i de sydlige og vestlige dele af Region Sjælland, har en livsstilssygdom som følge af for meget rygning, alkohol, overvægt og manglende fysisk udfoldelse.

Forventninger til ENGAGED
Et andet fokus, der er interessant- mener Kirsten Rask- er den positive effekt ENGAGED- projektet kan have på regionens medarbejdere.
”At arbejde internationalt giver medarbejderne en større forståelse for EU og vil styrke og oparbejde interessen for hvad, vi kan bruge hinanden til. Det handler om, at udføre dette projekt i samarbejde med medarbejderne og gør dette projekt så borgernært som muligt,” fortæller hun.
Projektet forventes at blive lanceret ved udgangen af 2012 og vare frem til slutningen af 2014.

Mest Læste

Annonce