Allerød-model i spil: Kommuner vil have ansvar for inddrivelse tilbage fra Skat

Politik

26/09/2015 22:30

Nick Allentoft

Situationen kan blive alvorlig for os, siger kommunal økonomidirektør om Skats problemer med at inddrive gæld. Telefonerne er rødglødende i Allerød efter lukning af EFI. Kommunerne vil kopiere Allerøds pantefoged-model.
Siden 8. september har skattevæsnets system til at kradse gæld ind, EFI, været lukket ned på grund af it-problemer, og det kan mærkes rundt omkring i kommunerne, der ikke får de penge fra skyldnere, som de havde regnet med. 

I Næstved Kommune er den helt gal ifølge Berlingske. Her har Skat kun formået at inddrive 16.625 kroner, siden EFI blev sat ud af drift. 

I samme periode sidste år kom der til sammenligning 366.000 kroner i kommunekassen i Næstved fra skyldnere. Det er 23 gange så meget som de seneste uger.    - Det er mildest talt en forskel, der er til at tage at føle på. Det er jo penge i vores kasse. Og hvis vi ikke får gang i inddrivelsen igen inden længe, så bliver situationen altså alvorlig for os, siger Steen Andersen, økonomidirektør i Næstved Kommune, til Berlingske.    Kommunen vil ifølge økonomichefen ved udgangen af i år mangle omkring fem millioner kroner, hvis problemet fortsætter.   I Helsingør er problemet det samme. I den forgange uge kom der 21.000 kroner ind fra skatteskyldnere mod 482.000 kroner i ugen op til, at EFI blev lukket ned.    Skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremlagde fredag en handlingsplan for en genopretning af Skat og fortalte i den anledning, at EFI-systemet er så ubrugeligt, at det bør skrottes.    Ministeren antydede også, at loven om inddrivelse af skat kan blive lavet om, så kommunerne igen får ansvaret for at få skyldnere til at betale. Den opgave blev i 2006 overdraget til Skat.   - Vi fjernede jo opgaven fra dem for mange år siden, fordi vi vurderede, at de ikke selv kunne stå for det. Men vi har ikke løst opgaven. Det vil kræve en lovændring, men det vil jeg være åben overfor, sagde Karsten Lauritzen.    Det får kommunerne til at kigge til Allerød, hvor man har indført en model, der virker.   Kommuner vil lave en "Allerød" for at inddrive gæld Mens Skat lancerer kriseplaner, der skal rette op på problemerne med det omstridte system til at inddrive gæld, EFI, tager kommunerne nu selv affære for at få inddrevet gæld fra borgerne.   Flere kommuner overvejer derfor nu en Allerød-løsning. Det skriver DR P4 København. Allerød Kommune har pantefogeder, der inddriver så meget gæld som muligt, inden sagerne sendes videre til Skat. Derfor er kommunen ikke så hårdt ramt som andre kommuner, der i disse dage oplever stilstand i inddrivelsesprocessen.   Tidligere borgmester Erik Lund (K) var med til at etablere systemet i Allerød. Han oplever nu en voldsom interesse fra andre kommuner.   - Jeg snakker med nogle stort set hver dag. Og det er også medarbejdere, der ringer til mig og blandt andet spørger "hvad er det, I gør" og "hvad har det betydet for Allerød", siger Erik Lund til DR P4 København.   En af de kommuner, der frygter, at pengene siver ud af kommunekassen, mens Skat retter op på sit It-system, er Helsingør i Nordsjælland.   - Det er jo en skandale, at kommunerne ikke har fået inddrevet de penge, fordi Skats system ikke fungerer. Derfor har vi i Helsingør Kommune overvejet at gøre som Allerød og få nogle pantefogder, der kan hjælpe Skat med at inddrive pengene, siger Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), til DR P4 København.   Også i Greve Kommune i den sydlige del af hovedstadsområdet vil man tage sagen i egen hånd. At vente på Skat er ikke en mulighed, fordi gælden risikerer at blive forældet, lyder det fra borgmesteren.   - Vi mangler de penge. Vi kigger på de løsninger og muligheder, som andre kommuner finder inspiration i. Og noget af det Allerød gør i øjeblikket, kigger vi til. Det er spændende at se, hvad de får ud af det. Og vi overvejer selvfølgelig at gå samme vej, hvis det kan betale sig, siger Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, til DR P4 København.   I Allerød Kommune er man glad for den øgede opmærksomhed. Her var pantefogedløsningen et aktivt valg, da Skat overtog inddrivelse af borgergæld.   - Vi er gode til at inddrive gæld, fordi vi går i gang tidligt og er tæt på vores borgere. Hvis der skulle være nogen, som vil se, hvad det er, vi gør, er de selvfølgelige velkommen til at komme forbi os, siger Jørgen Johansen (K), borgmester i Allerød, til DR P4 København.   Gældsopgave skulle aldrig være hos Skat Alle fageksperter frarådede ifølge tidligere Allerød borgmester, Erik Lund, at flytte opgaven til skattevæsnet. Men det hjalp ikke noget.   - Selvom jeg og alle fageksperter frarådede at flytte den her opgave fra kommunerne, så besluttede man det alligevel. Man kan bruge it til rigtig meget. Men det at gå ud og hive penge op ad folks lomme, det kan man ikke få en robot til, siger Erik Lund, der er byrådsmedlem i Allerød.   Han har været formand for Pantefogedforeningen i Danmark og siddet som inkassochef i Københavns Kommune samt været medlem af direktionen i Skat København, hvor han blandt andet havde ansvar for inddrivelse. Dengang opgaven blev flyttet til Skat, var Erik Lund blandt andet viceborgmester i Allerød. Her var han med til at beslutte, at man beholdt medarbejdere, så kommunen stadig selv kunne løfte opgaven med at indkræve gæld.   Nu er Skats it-system til at inddrive gæld, EFI, blevet lukket, efter at der er blevet konstateret omfattende fejl i Men i Allerød er situationen anderledes. Her har kommunen haft "kæmpe succes" med at kræve gæld ind.   - Det har betydet, at vi kræver pengene langsommere ind. Det kan godt være, at vi tidligere, når man havde pantefogederne og repressalierne, kunne forlange 2000 kroner af en mand. Og hvis han ikke betalte, kunne man foretage udlæg eller lønholdelse. Nu er man nødt til at sige "okay", hvis en mand siger, at han kun vil betale 500 kroner. For alternativet er at sende det over til skat og ikke få nogen penge, siger han.   Lige nu har Allerød et udestående på 13 millioner kroner, som kommunen selv kræver ind. Det vil ifølge Erik Lund svare til omkring 26 pædagoger, hvis kommunen ikke fik inddrevet gælden.  

Mest Læste

Annonce