Analyse: Stort potentiale for flere praktikpladser i virksomhederne

Ny rapport viser, at der er potentiale til praktikplads til alle elever, som i dag står i praktikpladskøen eller er i skolepraktik. Der er store forskelle på, hvor gode erhvervsskolerne er til at få elever i praktik hos en virksomhed.

Danske virksomheder burde kunne oprette omkring 33.700 ekstra praktikpladser, hvis man ser på, hvordan de nuværende praktikpladser er fordelt og sammenholder det med en række faktorer som størrelse, økonomi, antal faglærte ansatte og branche med videre. Praktikpladspotentialet er dermed samlet meget højere end antallet af elever, der mangler en praktikplads i en virksomhed. Det fremgår af en ny analyse af potentialet for flere praktikpladser i virksomheder, som Deloitte har foretaget for Undervisningsministeriet, DA og LO som led i udmøntningen af vækstpakken 2014. Rapporten afdækker også, hvilke skoler der er gode til at få deres elever i praktik.

Læs reaktioner på rapporten her

Det er ikke alle virksomheder, der er potentielle praktikpladsvirksomheder. Det største praktikpladspotentiale findes blandt de knap 75.000 virksomheder, der i dag ikke har elever. Her er potentialet sammenlagt skønnet til cirka 27.700 praktikpladser. En stor del af disse pladser er hos virksomheder, der ikke altid kan forventes at have en elev på fuld tid. I stedet kunne disse virksomheder for eksempel forventes at have skiftevise perioder med og uden elever eller benytte sig af kortere aftaler. De virksomheder, som i dag har elever, ser ud til på baggrund af Deloittes beregninger at kunne tage cirka 6.000 flere elever. Det svarer til, at disse virksomheder i gennemsnit kunne ansætte 2,4 flere elever.

Det er særligt inden for branchen Handel og transport, at der er et stort praktikpladspotentiale. Her skønnes det, at virksomhederne kunne ansætte godt 13.000 flere elever eller cirka 40 procent af det samlede potentiale. Potentialet er også stort inden for brancherne Industri med videre og Offentlig administration. I de to brancher skønnes det, at virksomhederne kunne ansætte henholdsvis knap 4.400 og knap 4.000 flere elever.


Der er store regionale forskelle på praktikpladspotentialet. Særligt i Region Hovedstaden skønnes der at være et forholdsvis stort potentiale sammenlignet med de øvrige regioner. I Region Hovedstaden skønnes potentialet til knap 12.100 pladser mod knap 7.700 pladser i region Syddanmark, hvor der skønnes at være det næststørste potentiale.

”Nu, hvor den danske økonomi er på vej ud af krisen, bør virksomhederne tage flere elever i praktik, så vi har dygtige faglærte i fremtiden. For at udnytte praktikpladspotentialet er det vigtigt, at vi handler nu sammen med arbejdsmarkedets parter, som har et klart medansvar for, at der er praktikpladser nok. Derfor inviterer jeg snarest arbejdsmarkedets parter til drøftelser af praktikpladssituationen,” siger undervisningsminister Christine Antorini.

Undervisningsministeriet vil desuden inden længe gennemføre en analyse, som skal afdække skolernes praktikpladsopsøgende arbejde nærmere og undersøge, hvilke praktikpladsindsatser der virker. 

Rapporten viser nemlig, at der er store forskelle på, hvor mange elever der kommer i praktik fra de forskellige skoler. På nogle institutioner kommer over 90 procent af eleverne i praktik hos en virksomhed, mens det på andre skoler er helt ned til kun en femtedel af eleverne, som kommer i praktik.

Nogle skoler får væsentligt flere elever i praktik end skolernes rammevilkår tilsiger. Skolernes rammevilkår defineres ud fra en række karakteristika ved eleverne og arbejdsmarkedet i skolernes nærområde. Den siger dog ikke noget om, hvilke konkrete aktiviteter skolerne gennemfører, der kan have indflydelse på, hvor mange elever der får en praktikplads hos en virksomhed. 
 

Fakta om praktikpladsinitiativerne i vækstpakken 2014

Regeringen, DA og LO blev i efteråret 2014 enig om fem konkrete initiativer, som blandt andet har til formål at styrke det praktikpladsskabende arbejde på erhvervsskolerne. 

Initiativerne omhandler praktikpladssøgende elever, styrkelse af praktikpladskonsulenternes arbejde, målrettet informationsindsats, startpakke og hotline samt administrativ hjælp til helt små virksomheder.

Læs mere om vækstpakken.

Emneord: Praktikpladser, Ungdomsuddannelser, Erhvervsuddannelser, Elever, Flere praktikpladser, Erhvervspraktik
Uddannelses- og Forskningsministeriet på DenOffentlige.dk Undervisningsministeriet
Aktivitet: Artikler: 89 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også