Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Er dit job følelsesmæssigt hårdt? Så har du sandsynligvis flere sygedage, hvis du tilhører denne gruppe danskere

Arbejdsliv

21/05/2024 14:59

J. Bøgen

Data fra mere end 300.000 danskere er blevet brugt til studiet.

Det kan være hårdt at tage den svære snak med alvorligt syge patienter eller med pårørende, der skal tage svære beslutninger.

Ansatte i sundhedsvæsenet er blandt de arbejdstagere, der oftest oplever høje følelsesmæssige krav i deres arbejde.

Oplevelsen af at skulle forholde sig til andres problemer på arbejdet kan have betydning for, hvor ofte især yngre kvinder melder sig syge. Det viser resultater fra et studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

I studiet har forskere undersøgt sammenhænge mellem en række psykosociale arbejdsmiljøfaktorer og sygefravær blandt mere end 300.000 unge i alderen 15 til 30 år.

Unge kvindelige medarbejdere i stillinger med høje følelsesmæssige krav har ifølge undersøgelsen 1,44 gange flere sygefraværsperioder sammenlignet med dem, der er ansat i stillinger med lave følelsesmæssige krav. Det kan fx være medarbejdere, der ofte bliver følelsesmæssigt berørt af deres arbejde eller ofte skal tage stilling til fx patienter, klienter og elevers problemer i løbet af arbejdsdagen.

Resultaterne svarer til, at for hver 100 tilfælde af sygefravær blandt kvinder med lave følelsesmæssige krav, vil der forventes 144 tilfælde af sygefravær blandt kvinder med høje følelsesmæssige krav.

"Yngre arbejdstagere har oftere kortvarigt sygefravær end ældre. Vores undersøgelse har haft til formål at undersøge hvilke arbejdsmiljøfaktorer, der potentielt kan forklare sygefravær hos netop denne gruppe af unge arbejdstagere," siger ph.d.-studerende Jeppe Karl Sørensen, der er en af forskerne bag studiet.

Det er ikke kun følelsesmæssig involvering i løbet af arbejdsdagen, der kan føre til flere sygedage blandt unge kvinder. Også fysisk vold, som man udsættes for i forbindelse med sit arbejde, samt lav indflydelse på arbejdsopgaverne hænger ifølge studiet sammen med mere sygefravær.

Lav indflydelse i arbejdet og sygefravær

Blandt de yngre mandlige ansatte finder forskerne bag undersøgelsen ikke en klar sammenhæng mellem følelsesmæssige krav i arbejdet og sygefravær. Dog ses branchespecifikke forskelle. Bl.a. ses en sammenhæng mellem følelsesmæssige krav i arbejdet og sygefravær blandt unge mænd, der er ansat i sundhedsvæsenet.

Samtidig viser undersøgelsen, at yngre mænd i jobs med lav grad af indflydelse har flere sygefraværsperioder.

I alt har de 1,34 flere sygefraværsperioder end dem, der var ansat i jobs med høj indflydelse. Til sammenligning var forholdet 1,27 blandt kvinder.

Unikt studie af unge arbejdstagere

Tidligere studier har også fundet, at bl.a. høje følelsesmæssige krav og lav indflydelse hænger sammen med øget sygefravær. Studiet adskiller sig dog fra tidligere forskning om sygefravær ved at fokusere på yngre arbejdstagere fra deres første indtræden på arbejdsmarkedet.

Studiet har dermed været med til at bekræfte, at det psykosociale arbejdsmiljø også har en stor betydning for sygefravær blandt de yngste medarbejdere i starten af deres arbejdsliv.

Mest Læste

Annonce