Auken åbner affaldsmarkedet

Bæredygtighed

18/11/2013 12:36

Freja Eriksen

Det skal være muligt for private virksomheder at tage affald fra deres produkter tilbage. Miljøminister Ida Auken foreslår regler, der kan føre til mere genanvendelse, miljørigtige produkter og et større privat affaldsmarked. Nespresso er klar til at indsamle brugte kaffekapsler.

Det skal være muligt for private virksomheder at tage affald fra deres produkter tilbage. Miljøminister Ida Auken foreslår regler, der kan føre til mere genanvendelse, miljørigtige produkter og et større privat affaldsmarked. Nespresso er klar til at indsamle brugte kaffekapsler.

Hvert år drikker danskerne store mænger Nespresso. Hver kop efterlader en brugt aluminiumskapsel. Nespresso vil gerne indsamle og genanvende kapslerne, men i dag må virksomheder ikke konkurrere med kommunale indsamlingsordninger for borgernes affald.

Det skal der laves om på, mener miljøminister Ida Auken, der nu vil ændre lovgivningen.

- Vi gør det nemmere for virksomheder at gå foran ved at genanvende. Med de nye regler kan virksomhederne selv indsamle affaldet fra deres produkter, hvis de gør det lige så godt eller bedre end kommunerne. Når for eksempel gamle kaffekapsler kan blive til nye, sparer man udgifter til nye råvarer, og jeg håber, at det kan motivere mange virksomheder til at udvikle produkter, der nemt kan genanvendes, siger Ida Auken.

Lader virksomheder tage ansvar

Nespresso har allerede indsamlingsordninger i 25 andre lande, og country manager Niels Bille glæder sig over en ændring af den danske lovgivning.

- Lovgivningen skal sikre forsvarlig miljøbehandling af affaldet, men for os har den gjort det modsatte - nemlig forhindret os i at genanvende alle de brugte Nespresso-kapsler. Vi bruger aluminiumskapsler, fordi de bedst beskytter kaffens kvalitet og friskhed, men også fordi aluminium kan smeltes om og bruges igen i det uendelige. Jeg er derfor glad for, at miljøministeren går op i at genanvende og nu tager initiativ til at ændre reglerne, så private initiativer kan blomstre fra virksomheder, der gerne vil tage ansvar for miljøet, siger Niels Bille, Country Manager hos Nespresso.

Ved at genanvende aluminium kan man spare op til 95 % af den energi, det kræver at udvinde og forarbejde nye råmaterialer. Ændringen af affaldsbekendtgørelsen sendes i høring i dag, og de nye regler ventes at træde i kraft kort efter nytår.

Læs forslaget til ændret affaldsbekendtgørelse her

Læs mere om Nespressos bæredygtighedsprogram her

Mest Læste

Annonce