Aviser: Protestvalg giver EU-partier slemme tømmermænd

Politik

26/05/2014 10:27

Suleman Haider

Morten Messerschmidts succes ved EU-parlamentsvalget giver stof til eftertanke, lyder det i flere aviser.

Én mand pryder forsiderne på de fleste danske aviser mandag: Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der sikrede sit parti fire mandater ved EU-valget søndag. 

De mange stemmer til Dansk Folkeparti - og lignende valgresultater for andre EU-skeptiske partier rundt om i Europa - bør give stof til eftertanke, mener flere af avisernes lederskribenter. 

- Skeptikerne marcherer frem i det omfang, de overhovedet marcherer hen for at stemme, konstaterer Ekstra Bladet. 

Her lyder det også, at strategien om at advare mod at stemme på Messerschmidt har slået grueligt fejl.

- Stemmerne i Messerschmidts kække stråhat er formentlig samtidig udtryk for, at han opfattes som stort set den eneste kanal for den voksende tvivl og skepsis over for EU's værdi som lokomotiv for vækst og fredelig sameksistens. Og ikke mindst eksporten af børnechecks og hustrubidrag til diverse polske familier, lyder det. 

Jyllands-Postens politiske redaktør, Christine Cordsen, påpeger, at DF igen har ramt et politisk tema med stærk appel til mange vælgere, "der i kølvandet på den økonomiske krise bekymrer sig for globaliseringens konsekvenser for deres dagligdag". 

Berlingske mener, at søndagens EU-valg var et "tankevækkende protestvalg".

- Det kan og bør ikke gå upåagtet hen hos Kommissionen og i regeringerne, at befolkningerne mange steder i EU-landene protesterer mod, at EU blander sig for meget og i alt muligt, og at det tilsyneladende ikke er lykkedes at forklare vælgerne, hvorfor det er nødvendigt, skriver avisen. 

I BT skriver kommentator Søs Marie Serup, at valget viser, at de gamle store partier er ude af trit med befolkningen.

- Hvis EU-valget skal tolkes som et midtvejsvalg, så tabte begge store partier - til et parti, der synes på sikker kurs til at blive større end både S og V, siger hun.

Læs også: Halvdelen af vælgerne er i tvivl om krydset til EU-parlamentsvalg 

Politiken mener, at Morten Messerschmidt har bygget sin kampagne op på en illusion om, at Danmark kan bevare fordelene i EU uden at gå helt og fuldt ind i samarbejdet. Hans succes må efterlade EU-partier med "dundrende tømmermænd".

- Men det samlede billede forbliver det samme. EU står trods alle forsøg på at tegne det modsatte billede solidt forankret blandt europæere, skriver Politiken med henvisning til, at de fleste vælgere fortsat sætter kryds ved EU-venlige partier.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce