Innovationsarbejdet i den offentlige sektor er blevet en del af hverdagen og er rykket tættere på driften.
Men det betyder, at innovationskraften samtidig risikerer at blive udsultet, fordi driften ofte er så presset, at fokus alene er på at få hverdagen til at hænge sammen.
Sådan lyder det fra 24 offentlige topledere i en ny analyse, som Udviklingsbureauet BETA har lavet for COI.
Skaber et forfærdeligt miljø
I analysen 'Radikale løsninger søges – analyse af offentlige toplederes innovationsdagsorden' peger de offentlige topledere på, at der ofte kun bliver rum til små forbedringer af det eksisterende – ikke til de nye, radikale løsninger, der er brug for:
"En drift, der er presset i bund, skaber et forfærdeligt miljø for innovation. Det er der behov for at få kigget på," siger Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole, som er en af de topledere, der har deltaget i analysen.
Toplederne understreger, at de ser store opgave som bl.a. klimadagsordenen som en bunden innovationsopgave, som netop kalder på radikale løsninger. Men samtidig efterlyser toplederne værktøjer og viden til at kunne løfte ansvaret:
Hvordan leder vi grøn omstilling?
"Hvordan kan vi som topledelse lede den grønne omstilling? Vi er gode til bæredygtig ledelse, men vi er ikke ret gode til ledelse af bæredygtighed. Vi kan ikke åbne avisen uden, at der er nye krav til kommunen. Vi skal købe elbiler, vi skal bruge mindre plastik, vi skal sortere bedre. Men hvordan leder vi den proces?" spørger Niels Nybye Ågesen, kommunaldirektør i Vejle Kommune og formand for Kommunaldirektørforeningen (KOMDIR).
Centerleder i COI Pia Gjellerup glæder sig over at se bekræftet, at innovationsdagsordenen er modnet stærkt hos de offentlige topledere, der i dag har integreret innovation i driften i deres organisationer. Men den nye analyse er både frydefuld og smertelig at læse, pointerer hun:
Topledelsen skal tage fat
"Trusler og muligheder rykker sig hele tiden – tænk bare på klimaforandringerne og coronakrisen, hvor hele samfund skal gennem enorme omvæltninger. Her er der i den grad brug for, at topledelsen selv er meget tæt på innovationsopgaven. Det er ikke de dagligdags innovationer, der kan løse disse enorme opgaver. De kræver også mere radikale innovationer. Radikal innovation kræver en tydeligt tilstedeværende topledelse – uden en dedikeret topledelse sker det ikke," siger Pia Gjellerup.
Og det ved toplederne også godt, vurderer Pia Gjellerup:
"De skarpeste folk på broen ved udmærket, at de lige om lidt får ansvar for at føre en grøn omstilling ud i livet i et enormt højt tempo, hvis de politiske mål skal nås. Men mange topledere aner endnu kun suget fra dybden af de kløfter, de skal vove at springe over for at nå de radikale løsninger på den anden side."
SMERTENSBØRN OG LYSPUNKTER I INNOVATIONSARBEJDET
Analysen fremhæver seks vigtige pointer, som er centrale for offentlige organisationer at forholde sig til. Tre negative og tre positive:
#1 Innovationsarbejdet taber flyvehøjde i en presset drift
#2 Styringslogikken hæmmer innovationsarbejdet
#3 Spredningen af gode løsninger halter stadig
#4 Klimadagsordenen er en bunden innovationsopgave
#5 Teknologi og digitalisering fremmer innovation
#6 De store udfordringer skal løses med innovation i samarbejde