Bedre dialog mellem erhvervslivet og kommunen

Infrastruktur

03/09/2014 11:35

Nick Allentoft

DIs nye erhvervsklimaundersøgelse viser fremgang for Tønder Kommune på nogle områder og tilbagegang på andre. Samlet falder kommunen lidt på ranglisten

Samlet set går Tønder Kommune lidt tilbage i Dansk Industris nye erhvervsklimaundersøgelse. Men på flere væsentlige områder er der fremgang.

Fremgangen er særlig markant på området information og dialog. Her er Tønder Kommune rykket op fra en 46. plads til en 27. plads og ligger dermed i den bedste ende af skalaen. Den udvikling er borgmester Laurids Rudebeck godt tilfreds med.

- Vi har netop valgt at sætte ekstra fokus på dialog mellem erhvervsvirksomhederne og kommunen, fordi dialog er forudsætningen for, at vi kan blive bedre til at hjælpe og understøtte hinanden til gavn for erhvervsudviklingen i vores område. Derfor er det selvfølgelig glædeligt at se, at indsatsen giver synlige resultater, siger Laurids Rudebeck.

Indsatsen for at styrke og udbygge dialogen med erhvervslivet omfatter bl.a. en ny besøgsservice, hvor både politikere og embedsmænd tager rundt til lokale virksomheder og får en snak om, hvordan samarbejdet kan udbygges, og hvilke forventninger og ønsker virksomhederne har til den kommunale service.

Borgmesteren glæder sig også over, at der på området kommunal sagsbehandling er fremgang.

- Vi er rykket frem til nr. 82. Det er selvfølgelig fint, men der er plads til forbedring, så her er helt sikkert noget, vi skal arbejde med.

Udover dialog og sagsbehandling kan Tønder Kommune også notere fremgang på områderne skatter, afgifter og gebyrer, brug af private leverandører og kommunens image.

       Læs også om Tønders initiativ fra 2013: Hansen og Jensen tager på besøg

Til gengæld går det den modsatte vej på områder som rammevilkår, infrastruktur og transport, arbejdskraft, fysisk planlægning, velfærdsservice og erhvervsvenlighed. Samlet er Tønder Kommunen derfor gået tilbage til en plads som nr. 56 ud af de 96 kommuner, der indgår i undersøgelsen. Sidste år var Tønder nr. 40.

- Vi vil selvfølgelig hellere have fremgang end tilbagegang, og derfor har vi en opgave med at vurdere og analysere de områder, hvor vi går tilbage, så vi kan arbejde målrettet på at blive bedre. Det er et arbejde, vi vil udføre i dialog med virksomhederne, bl.a. i forbindelse med vores besøgsrunde og på en planlagt workshop den 30. september. Desuden vil vi fortsætte dialogen og den faste møderække med de syddanske folketingsmedlemmer, siger Laurids Rudebeck.

Han fremhæver også, at hele Kommunalbestyrelsen netop nu er samlet til budgetseminar, hvor erhvervsudvikling er et højt prioriteret tema.

DIs erhvervsklimaundersøgelse er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt virksomheder i 96 kommuner. Virksomhederne kan angive, hvor tilfredse de er med kommunens indsats på en række erhvervsrelevante områder. Undersøgelsen er gennemført hvert år siden 2010.

Læs mere om undersøgelsen på DIs hjemmeside

 

Mest Læste

Annonce