Desværre er oplægget meget symptomatisk også præget af en frustration og mangel på svar, netop fra dem, der burde være blandt de første til at vide, hvad politisk lederskab egentlig er. Samtidig er det slående, at når det kommer til oplæggets anbefalinger, så står der stort set intet om dem der skal ledes politisk. Det vil sige borgerne, lokalsamfundet og forvaltningen. Men oplægget er nødvendigt pga. afstanden mellem top og bund.
Lokalpolitikernes forståelige frustration bunder i den kyniske erkendelse, at det er blevet småt med kommunalt selvstyre og lokaldemokrati. Kommunen er blevet til en produktionsenhed i et større nationalt velfærdsservicesystem og eksisterer kun formelt som en selvstyrende politisk enhed med egen forfatning og egne politiske institutioner.
Måske kan det følgende inspirerer politikere såvel som borgere og forvaltning til fornyelse af et begreb om politisk lederskab.
Anbefalinger til godt politisk lederskab
Arven fra Machiavelli
Oplægget opridser glimrende, hvor væsentlige og dybtgående udfordringer lokalpolitikerne står overfor, og hvorfor der er behov for et styrket politisk lederskab. Udfordringerne tårner sig nemlig op i form af demografi, skolereform, klimaforandringer, urbanisering, mv.
Interessant nok minder den form for orientering en hel del om den italienske renæssance-aristokrat Machiavellis filosofi om det politiske lederskab. Hans budskab kan sammenfattes i følgende råd:
- Prioritér lokalpolitisk vitalitet fremfor konsensus
- Hav en klar idé om at, hvad der skal forandres i lyset af den usikkerhed, der venter forude
- Søg det, som du mener, er det fælles gode, på trods af hvad andre mener.
- Opbyg dine evner til at kommunikere og skabe netværk, både bredt i kommunen, i forvaltningen og blandt relevante aktører hinsides kommunegrænsen.
- Led etisk, ikke fordi det er moralsk, men fordi det nytter
- Skab mange, varige og hyppige forbindelser langt ude i kommunen og den politiske verden
Vitalitet fremfor konsensus
Machiavelli forsøgte at beskrive politisk lederskab som en professionel praksis, hvor institutionel tilpasning (innovazione) er nødvendig for at modgå institutionel degenerering (rinnovazione), der tilflyder organisationen udefra i kraft af usikre omstændigheder (fortuna). Evnen til at skabe kollektiv tilpasning, og læring under usikre og komplekse omstændigheder bliver dermed en kernekompetence.
Målet med politisk ledelse er ikke Machiavellis optik at bevare en harmonisk lokalpolitisk sameksistens. En generel, bred og ikke mindst varig konsensus er ikke mulig. Målet er snarere, at bevare kommunens vitalitet. Det vil sige dens livsduelighed og evne til at klare sig på trods af fortuna.
Dyder
Spørgsmålet om ledernes kernekompetencer kan vi oversætte til udtrykket civile dyder, eller til det som Machiavelli kaldte virtù (civile dyder). Det vil sige, det sæt af personlige karakteristika eller evner, som en leder må besidde under usikre og omskiftlige vilkår for at fastholde sin magt og opnå glorværdighed. Virtu er det, der sætter lederen i stand til at handle.
Etisk handlen
Dyd handler også om etik og moral. Etikken, mente Machiavelli dog, må angå målet (det fælles gode, der forsøges realiseret) fremfor midlerne der anvendes. Dermed kan ledere sagtens bedrive magtspil og fortsat tjene det fælles gode. Med andre ord: Ledere kan (og bør) vælge at forfølge det fælles gode. Det er bare ikke givent, at de gør det.
Den udlægning er årsagen til, at Machiavelli ikke har det bedste ry. Ledere der er opdraget i en tradition, hvor samtaledemokrati er alfa og omega vil derfor ofte afvise hans påstand om, at endemålet bør frakobles midlerne. Man skal dog her huske på, at Machiavelli ikke opgav troen på nytten af samtale som dyd. Derfor kan samtale være et godt første skridt mod demokrati. Ikke fordi det er moralsk forsvarligt, men fordi det betinget af omstændighederne virker.
Hvor er magten i en kommune?
Ledere skal dernæst besidde styrke (vir). De skal med andre ord være magtfulde. Og hvad er magt så, når man er beslutningstager i en politisk enhed, der i høj grad er tømt for indflydelse? Hvis magt alene handlede om de direkte, hierarkiske magtrelationer, ja, så kunne de 16 lokalpolitikere og deres kolleger godt give op og gå hjem. Selvfølgelig er den direkte, hierarkiske magt fra Folketing og Finansministerium et uomgængeligt vilkår. Men magt er også meget andet.
Machiavelli forstod, at magt og indflydelse er forbundet med evnen til at skabe mange, omskiftelige og hyppige forbindelser mellem forskellige aktører. Politiske ledere må, derfor forsøge at sprede deres idéer og mangfoldiggøre deres dyder gennem koalitioner af aktører, velvidende at dyderne og idéerne kan forandre sig i kraft af koalitionen.
Ingen politiske ledere kan skabe noget på egen hånd. Ingen leder får alle ideerne selv, eller kan opbygge dydighed på egen hånd. Kommunalpolitikere må med andre ord ikke sidde og putte sig i byrådssalen. Det er nok dér, der sker mindst. Lederskab dør, hvis de isolerer sig på rådhusene. De skal ud i byen, inspirere og inspireres, tage ejerskab til ideer, i stedet for blot opportunistisk at holde borgere, forvaltere og idéer på distancen.
