“Der er fuld fart på bilmarkedet.”
Elbilerne satte sig tungt på det danske bilmarked i tredje kvartal. 43.342 af de 50.751 nye personbiler, der blev indregistreret fra juli til september, var elbiler.
Dermed steg elbilernes andel til 85,4 procent mod 70,2 procent i samme kvartal sidste år.
Samlet set steg personbilsalget 14 procent sammenlignet med tredje kvartal 2025.
Fremgangen fortsatte i september, hvor 20.026 nye personbiler kom ud på vejene – 13,2 procent flere end i samme måned sidste år, viser tal fra bilstatistik.dk.
Elbilerne stod for 17.785 af nyregistreringerne og tog dermed 88,8 procent af månedens bilmarked, hvilket er ny rekord.
September bringer årets samlede bilsalg op på 151.768 nye personbiler, hvilket er 13,2 procent over niveauet efter de første ni måneder af 2025.
“Der er fuld fart på bilmarkedet, og elbilen er blevet danskernes foretrukne valg. Det har stor betydning for den grønne omstilling af bilparken, som bidrager markant til, at Danmark når sine klimamål,” siger Mads Rørvig, der er direktør i Mobility Denmark, og fortsætter:
“Derfor er det også påfaldende, at den regering, der kalder sig den grønneste nogensinde, vælger at lade afgiften på elbiler stige fra nytår. Det er svært at forstå, hvorfor danskernes opbakning til elbilen skal mødes med en større afgiftsregning.”
Populære elbiler står til at blive dyrere fra nytår
Efter de gældende regler stiger registreringsafgiften på elbiler den 1. januar 2027, hvis politikerne ikke griber ind.
Grænsen for, hvornår elbiler pålægges registreringsafgift, står til at falde fra cirka 419.000 kroner til cirka 366.000 kroner.
Det kan gøre flere populære elbiler titusindvis af kroner dyrere fra nytår.
For familier, der overvejer at skifte til elbil, kan afgiftsstigningen dermed gøre det sværere at få bilkøbet til at passe ind i budgettet.
Samtidig arbejder en ekspertgruppe med fremtidens bilbeskatning. Mobility Denmark opfordrer derfor regeringen til at fastholde de nuværende afgiftsvilkår ved årsskiftet og arbejde for en permanent afskaffelse af registreringsafgiften på elbiler.
“Det er bagvendt at hæve registreringsafgiften, netop som vi står foran en større diskussion om, hvordan bilbeskatningen skal indrettes fremover. Regeringen bør holde afgiften i ro ved årsskiftet og bruge de kommende forhandlinger til at skabe en langsigtet model. Mobility Denmarks udgangspunkt er, at vi skal væk fra en stor afgift på selve bilkøbet og i højere grad beskatte bilen løbende efter dens tekniske egenskaber,” siger Mads Rørvig.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk.
Herunder ses top 10 modeller i tredje kvartal 2026. På top 10-listen har Tesla, Skoda, Volkswagen og Toyota hele to modeller repræsenteret.
