Fragmenter af en praktikant lærerstuderendes dagbog

Det kan være noget af en omvendelse at komme i praktik for første gang som lærerstuderende i den danske folkeskole, og er man søgende af natur, venter der stærke og spirituelle øjeblikke indenfor skolens mure.

Præludium: Miraklernes forkontor

”Tag nu endelig ikke fejl, de er ikke som børn er flest, de er ikke almindelige, vores børn! Kom ind, jeg er nød til at vise jer min blæreseddel!”

Skolelederen er i gang med at byde os velkommen på sin skole, nord for København. Han vinker os hen til sig, mens han peger på et A4-ark på opslagstavlen i kontoret, der hænger hvor Kristus i tidligere tider kunne have hængt på korset som træskærerarbejde. I stedet for Guds søn betragter vi nu et karakterblad fra en niende klasses afgangseksamen i matematik.

Det vrimler med navne og tal. Navnene er forskellige, men det er de samme tal der går igen. Lutter hellige ti- og tolvtaller åbenbarer sig i nærmest overjordisk, skøn forening. Kun et enkelt syvtal har sneget sig ind i talvrimlen som en undtagelse fra reglen. Standpunktskaraktererne og prøvekarakternene er nemlig høje her i postdistrikt 2900.

”Vi ligger rigtig godt i forhold til de andre skoler omkring os, og på landsplan er vi markant bedre”, messer skolelederen som tændt af en hellig ild, mens han forkynder det glædelige karakterbudskab.

Man ser ham i ånden spise den seneste PISA-undersøgelse til morgenmad for derefter at gå armgang i et 360-graders lærereftersyn. Han kunne med god ret pryde sin dør med sådan et skilt, jeg fik til min konfirmation, hvorpå der stod: ”Her tror vi ikke på mirakler - her får vi dem til at ske!”

Englegård

Underet er sket!

Hver morgen, når jeg møder på skolen, når jeg knap nok at komme inden for døren, før jeg hører en barnestemme råbe: ”Hej Jens”! Så er det en af mine elever, der har set mig ankomme, og jeg mødes af et smil og et par forventningsfulde barneøjne. ”Hvad skal vi lære i dag?”, lyder det oprigtigt interesseret, og jeg bliver nød til at knibe mig i armen for lige at konstatere at jeg er levende og ikke opsteget til paradis.

Når der dernæst lyder uskyldsrene barnestemmer og himmelsk musik for mine ører, behøver jeg ej heller frygte, at jeg er hedenfaren. Her lader man nemlig de små komme til sig med morgensang, hvor man priser fællesskabet i ord og toner. Et fællesskab, der på papiret beskrives med ord som tryghed, venskab, respekt og tolerance, men det synes som om, at de nedskrevne idealer for fællesskabet har løftet sig fra papiret og på guddommelig vis har foldet sig ud i virkeligheden – i klasseværelserne.

Her rækker man hånden op, hvis man vil sige noget og venter med at give sit besyv med, til det bliver ens tur. Som små basunengle sidder eleverne i klassen med fingeren parat, når der bliver undervist. ”Tag mig, tag mig”, lyder det fra de ivrige med armene oppe, og hvis man stiller et spørgsmål ud i klassen, kan man være sikker på at blæserne gjalder fra mindst et par håndfulde af gardisterne fra denne herrens bevingede hærskare.

Man priser sig lykkelige over, at de fleste her tilsyneladende har overskud, og noget positivt at bidrage med til fællesskabet. Et fællesskab man er bevidst om, og som man værner om.

Skulle det ske at der er lavet graffiti på skolens ejendom over weekenden, ”ja, så er det ikke ”vores børn”, der har syndet, men ”dem inde fra København””, påminder skolelederen os om.

For han kender sine børn – sine englebørn.

De er ikke almindelige.

Ave Maria

Maria er en lærerengel og klasselærer for den klasse jeg underviser. Jeg har døbt hende Maria efter Jomfru Maria.

Maria har et elskeligt lærervæsen. Endnu har jeg ikke oplevet hende skælde nogle af de små engle ud. Vist har hun hævet stemmen og talt i bestemte vendinger til dem - det er så sikkert som amen i Hellerup kirke - men det man fascineres af, er hendes givende natur. Hun har virkelig hjertet på rette sted, og gøder de små spirer med kærtegn, kys og kram.

Lysets engel går med glans, og i Marias følge bruser lyksalige stunder og stærke øjeblikke.

Jeg har set hende favne børnene i kærlighed, og set dem skutte sig inde under hendes vinger som små kluntede fugleunger. Jeg har oplevet hende tage Josef i sine arme, en dreng fra klassen, og hørt hende sige ud i klassen: ”Jeg skal have Josef med hjem i aften, så han kan desværre ikke lege med nogen i dag”, og Josef har fået røde trompetenglekinder og har trykket sig ind til hende, genert og stolt af at have fået hendes opmærksomhed.

Et særligt ømt øjeblik indtraf i et spisefrikvarter, da en pige fra klassen havde problemer med at synke sin livsvigtige medicin. Maria sad og holdt om hende, mens hun strøg den lilles vinger, talte med beroligende stemme, og gjorde alt hvad der var i hendes jordiske magt for at lindre denne lille ulykkelige sjæls infame kvalme.

Den hjerteskærende scene trak tråde til Peterskirken og Michelangelos skulptur ”La Pietà”, ”Barmhjertigheden”, hvor Jomfru Maria sidder med sin døde søn i skødet - og materialiseredes i en åbenbaring:

Med ét stod det lysende klart, at ganske som Michelangelo mestrede flere kunstarter, deriblandt maleriet, tegningen, skulpturen, arkitekturen og poesien, således skal Maria mestre et utal af discipliner, når hun udfører sin lærergerning. Hun skal virke som rådgiver og forbillede for eleverne, som lærer, som pædagog, som didaktiker, som kollega, som repræsentant for skolen, som præst, sjælesørger, omsorgsgiver, psykolog, leder, konfliktmægler, kunstner og sygeplejer.

Jeg vil aldrig glemme synet af den barmhjertige Maria med den lille vingeskudte engel, og takker af hele mit hjerte Maria og forsynet for at have givet mig indsigt og fremvist mig et så smukt stykke lærerarbejde, og dermed givet mig en rollemodel, og noget at leve op til i mit fremtidige lærervirke.

Herrens miskundhed er stor, men udfordringerne mange. Maria viste vejen.

Ave Maria.

Lysglimt fra en lærerstuderendes praktik

Gentoftes skoler har det med at kaste slagskygge på Gladsaxes. Men på dage, hvor solen og de højere magter er stemte for det, bades folkeskolen i Gladsaxe i gyldent lys og sølvskærs flimmer. Da flygter alle mørkets skygger sorte, og lys og varme omfavner skolesystemet i West Side Gentofte.

Læs flere erfaringer fra Jens Michael uddannelsestid

Mohammed in memoriam

Vi er til historie med femte klasse. Vi lærer om Margrete 1., og om hvordan danske regenters magt med tiden er blevet indskrænket.

Kunne man fx tænke sig at man under Margrete 1. måtte kritisere hende? Nej vel? Men hvad med i dag, må man sige hvad som helst til Dronning Margrethe?

En finger skyder i vejret som et lyn, og svaret kommer prompte fra en lille dreng på bagerste række: ”Ja, det må man godt, for vi har ytringsfrihed her i Danmark”.

”Ja, vi har nemlig demokrati”, når en anden lige at tilføje, uden at have fået ordet.

Halleluja!

Vikar af guds nåde

Der er hjemkundskab på skoleskemaet, men læreren er syg, så der er tilkaldt vikar. Vi møder hende forinden timen. Hun har været lærer hele sit liv, og nærmer sig pensionen.

Vi fortæller at vi har haft klassen tidligere i hjemkundskab, hvor vi lavede fransk porresuppe med hjemmebagt brød og pandekager, og spiste sammen som var det en anden nadver.

Hun siger i en sidebemærkning, at hun ikke ville have noget imod hvis et par af eleverne var sygemeldte, de kan være noget så anstrengende.

Måske har hun båret sit kors for længe?

Syndefald

Klokken har lige ringet ind, og en elleveårig dreng sidder på skødet af en anden elleveårig dreng, bagerst i klasselokalet. De må lige have spillet fodbold, for de er rødmossede, eller også har de været oppe at slås.

Den der sidder nederst, begynder med sine hænder at føle den øverste i skridtet. Ikke bare for et øjeblik, men mere udførligt. Hans hænder går på opdagelse henover buksestoffet, og udforsker minutiøst de unævnelige dele på drengen der sidder øverst, uden at det får ham til at reagere. Han bliver bare siddende og lader sig beføle. Begge lader de som ingenting.

Tilgiv dem Herre, de ved ikke hvad de gør!

Skamskudt samtale

Engelsk i syvende. Der diskuteres på engelsk. Emnet er velgørenhed.

Men hvorfor overhovedet hjælpe, hvorfor tænke på andre end sig selv?

Debatten blusser, indtil en dreng erklærer at man slet ikke skal hjælpe, fordi det gør folk dovne. Det er deres egen skyld hvis de er fattige, de kan bare få sig et job.

Ingen siger noget – men alle ser på ham.

Der går en engel gennem klasselokalet.

Den har sænkede skuldre.

Sendebud fra Seminariet

”Så må der jo være noget vi gør rigtigt!”

Vi har besøg af vores lærer fra seminariet der tager rundt og tilser de lærerstuderende på deres praktikskoler. Han er begejstret og tændt af Helligånden denne morgen, for han har netop fået nyheden om, at det danske gymnasium er i verdensklasse. En rapport fra OECD har netop fastslået at de danske gymnasieuddannelser, i forhold til de andre OECD-lande, er uden sidestykke når det gælder om at give den største samfundsnytte.

”Det kommer jo et sted fra, man kunne jo godt tænke sig, at det er folkeskolen der gør forarbejdet”, fortsætter han fyldt med saft, kraft og gejst, og sætter ufortrødent tænderne i en snegl med en klat uskyldig hvid glasur på toppen.

”Jamen, vi har også kun oplevet folkeskolen som velfungerende og for det meste fyldt med englebørn der er motiverede og gør hvad man siger”, ryger det spontant ud af mig.

”I kunne meget vel have fået en helt anden oplevelse”, kommer det meget bestemt fra min lærer”, nu med glasur i mundvigen. ”Jeg var tidligere i Tåstrup, og der er 60 procent tosprogede, det giver nogle andre udfordringer”.

Han prikker til mig med den bemærkning, og det føles som om der går hul på noget inden i mig. Herre Jemini. Her på skolen plejer man at sige, at de eneste elever der er tosprogede, er børn af ambassadefolk.

Men her er børnene jo heller ikke ”almindelige”.

Den hellige grav

Hvis man i sin lærerpraktik har haft oplevelsen af at have været gæst i et paradis af en skole, på en af de smukkeste solbeskinnede dage, med morgensang, små karakterstærke og lærevillige engleelever med mælkeskæg og rødmossede kinder, og en lærerinde der i godhjertethed læner sig op ad Mother Theresa og den hellige Frans af Assisi, er det let at forføres til at tro, at folkeskolens hellige grav er velforvaret.

Ved et enkelt opslag i en avis, eller tryk på et elektronisk modtageapparat, kan man dog let konstatere, at det ikke forholder sig sådan.

I særdeleshed lærerne og læreruddannelserne, har de seneste mange år måttet lægge ryg til hård kritik, mens politikerne, i forsøget på at få folkeskolen til at følge med samfundsudviklingen, har løbet fra Herodes til Pilatus indenfor lovgivning på uddannelsesområdet og har forestået mere end fyrretyve lovændringer af folkeskoleloven på kun to dekader.

Hvad det har betydet for den enkelte lærer og elev, kan man kun gisne om.

Det er under forhold som disse, at det er vigtigt at ihukomme, at Gud straffer dem han elsker mest.

Postludium: Livets lektie

Vi har netop sagt farvel til vores praktikklasse med flødeboller og vi har fået blomster og chokolade og fine håndtegnede kort med lykkeønskninger. Det var så det, en måned sammen og nu skal vore veje skilles.

Da vi skal til at gå ud af klasselokalet, kommer en lille pige op til mig ved katedret med åbne arme. Hun knuger mig ind til sig.

Den sværeste lektie i vort jordiske liv er at lære at sige farvel.
 

Emneord: Folkeskole, Lærer, Meritlærer, Læreruddannelse, Gentofte, Gladsaxe, Dagbog, Børn, Unge, Uddannelse, Karakterer, Skoleledelse, Skoleleder
Livet som lærer på DenOffentlige.dk Jens Michael Nielsen er meritlæreruddannet fra Professionshøjskolen Metropol. Han er journalist med mange års erfaring fra Danmarks Radio, og så besidder Jens Michael en formidlingsevne som er ud...
Aktivitet: Artikler: 5 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 09.03.11 Mette Faber
    Kære Jens! Tak for denne

    Kære Jens!

    Tak for denne utrolig dejlige, rørende og tankevækkende refleksion.

    Det er skønt at læse om den anden side af skolens verden.
    Den anden side som går langt væk fra rapporter, statistikker og forkromede ekspertudtalelser om folkeskolen i generelle vendinger, men i stedet viser nærheden som er så væsentlig: At se den enkelte elev og læreren i nogle af de mange vigtige øjeblikke. Respekten for at vi gør hvad vi kan, der hvor vi er, men også et blik på, at vi ikke alle har samme muligheder.

    Tak for den dejlige ånd du har skrevet i og tak fordi du har taget dig tiden til at gøre det.

    Gode hilsner
    Mette

  • 08.03.11 Nick Allentoft
    Velkommen

    Kære Jens Michael,
    Et bragende velkommen på bloggen til dig. Din tekst er skøn læsning, tankevækkende beskrivelser og srkæmmende observationer. Glæder mig til at følge dine oplevelser fremover.
    mvh Nick

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også