Don't tell it, show it, siger en god journalistisk huskesætning. Det var præcis, hvad der skete 1. maj 2013. En masse mennesker havde valgt at udtrykke utilfredshed og ødelægge politikernes mulighed for at udtrykke sig. Politikerne på talerstolene gav op i stedet for at udtrykke sig. Og i løbet af dagen sluttede politikere fra både højre og venstre op om en fordømmelse af de mennesker, der viste deres utilfredshed. Det var måske utilsigtet, men det fremstår arrogant overfor stemningen, og med deres reaktioner viste politikerne, hvad de står for.
Dermed blev dagen en demonstration af, hvor stor kløften er mellem politikerne, og den befolkning, der vælger dem. Politikere fra talerstolene i hele Danmark valgte at give op frem for at gribe stemningen og muligheden for at tale med folket. Store grupper blandt tilhørerne gav markant udtryk for, at de ikke ville høre på de forberedte og indstuderede taler. Men ingen politikere valgte fra talerstolen at lægge manuskriptet væk, og tale fra deres politiske hjerte.
I løbet af dagen kunne man se den ene venstrepolitiker – og mange andre – efter hinanden, der tog afstand fra stemningen og fordømte opførslen. Det er rigtigt, at fordømme tendens til vold, overfald eller overgreb, men de politiske reaktioner tenderede koordinerede forsøg på at score lette populistiske point. Hvor var den politiker, der greb muligheden for at tale ind i stemningen? Hvor var den politiker, der anerkendte de frustrationer, som stemningen var – og er – udtryk for?
De politiske reaktioner gav i stedet indtryk af en samlet familie, et stærkt netværk, der i enig arrogance valgte at slå folkets udtryk ned med verbale tæsk.
Ok, Johanne fra EL valgte at tale lige lukt imod folkets opførsel, men brugte derefter sin forberedte tale til at piske til endnu flere frustrationer, endnu mere oprør. Metoden er efterhånden kendt og effektiv, for EL formår at stå på et oppositions-parlamentatisk modsætningsgrundlag for at balancere på - og fastholde - sin popularitet.
Reaktionerne står i skærende kontrast til den seneste tids debat om eksempelvis den nye offentlighedslov, som de traditionelle forligspartier tavst stemmer igennem Folketinget mens protesterne dømmer demokratisk fallit. Her har kun justitsministeren og kun han som en anden informationsminister fra Irak taget tæskene mens hans politiske kolleger tavst lader som ingenting. Hvor er den politiske ordfører, der egenhændigt har forsvaret offentlighedsloven på eksempelvis sin Facebook profil?
Kontrasten mellem politikernes evne til at stå sammen og fordømme, når folket udtrykker sin stemning, og politikernes tavshed, når kritisk lovgivning og brutale reformer gennemføres, er slående. Tænk eksempelvis på den stærkt kritiserede nye offentlighedslov, som tavst føres igennem Folketinget, mens kritikerne råber højt om, hvordan den fundamentalt ændrer demokratiets puls.
Den 1. maj 2013 kunne have været et vendepunkt for nogle politikere. De kunne have talt med folket, til stemningen, men pakkede i stedet sammen og gav op. Efterfølgende holdt de sammen på tværs af partierne og fordømte den stemning, de på mange måder selv har et ansvar for.
