Amins far og mor kom til Danmark som palæstinensiske flygtninge i midt 80'erne. De var krigs traumatiseret. De fødte Amin i et asylcenter i Danmark. Amins mor var psykisk syg med diagnosen PSTD, og faren drak tæt. De magtede ikke opgaven at være forældre. Da Amin var 10 år blev han fjernet fra hjemmet efter adskillige tiltag. Han boede efterfølgende på flere opholdshjem og institutioner, indtil han som 18-årig blev involveret i hardcore kriminalitet via bandemiljøet i København. Et par år efter blev han far, men barnet døde lige før det fyldte ét år. Samme år udvandrede hans forældre, der var blevet skilt. Hans mor udvandrede til et ukendt land - og faderen til et andet land med et par mindre søskende.
Tildeling af for dyr bolig
Amin er nu helt alene tilbage i Danmark uden familie eller andet netværk. Han ender med at blive dybt kriminel, og bliver med hjælp fra kommunen tilkendt et særligt exitforløb, der får ham ud af banderne, men ikke ud af kriminalitet. Amin ender derfor igen med at få en dom for røveri og kommer i fængsel. Amin har en 9.klasse og 15 forskellige aktiveringsforløb bag sig. Han har aldrig været i arbejde.
Da han bliver prøveløsladt, får han kort tid efter tildelt en lejlighed i et af de mest hårde områder af København - en spytklat fra de værste bander. Lejligheden koster 5000 kr. mdr., og Amin modtager kontanthjælp - ungetakst - med en udbetaling på 5000 kr. Han får dertil 500 i boligsikring. Når han har betalt husleje, el og telefon, er der ingen penge tilbage at leve for. Derfor ender det med, at Amin ikke får noget at spise og taber sig 10 kilo. Han er i forvejen en lille spinkel fyr, da han har været fejlernæret igennem hele opvæksten.
Tilsidst bliver Amin så sulten - og fortæller, at han ikke længere kan leve af de gamle bananer, som han får gratis af grønthandleren på hjørnet. Derfor ender det med, at han ikke betaler sin husleje.
Da han fortæller dette, forsøger jeg straks at ansøge om en enkeltydelse. Der går 6 uger, før han får et afslag med begrundelsen, at det er en tilbagevendende problemstilling, og derfor ikke er et enkeltstående tilfælde, som loven forskriver det skal være. Huslejen er jo for høj de næste mange måneder, så det er et tilbagevendende problem, der kan forudsiges.
Der går nu en måned mere, og Amin har igen ikke betalt sin husleje. Han står for at blive sat ud af sin bolig med fogeden, hvis lejen ikke falder til den første. I samarbejde med en sagsbehandler fra Jobcentret, ansøges der igen om en enkeltydelse med henvisning til, at kommunen har anvist ham en alt for dyr bolig, som han ikke selv havde forudset - og at han derfor står helt uden forsørgelse. Sagsbehandleren fra jobcentret siger helt tydeligt: Men du skal ikke tro, at han får det, for de er benhårde i ”Backoffice” (det administrative kontor, der står for bevillig af enkeltydeler) - og de vurderer udelukkende ud fra to faktorer, nemlig rådighedsbeløbet, der i Købehavns kommune pt. er på 3000 kr., eller om det er tale om en ”uforudset udgift”.
Amins situation er derfor uafklaret. Han har nærmest opgivet. Håbløsheden lyser ud af hans øjne - roligt og afklaret siger han: Jamen, så er der bare en vej tilbage. Når Amin siger det, er jeg udemærket klar over, hvad han mener. Og det skal der vist ikke meget faglig kundskab til at forstå. For i fængslet er der varme, mad og arbejde. Tiden står stille, og problemerne udenfor murene forskydes, indtil næste gang han igen står på gaden. Men næste gang vælger Amin ikke at gå op på kommunen for at få hjælp - han søger andre veje.
Slut med socialfaglige skøn
Tidligere lå opgaven for bevillinger af enkeltydelser jf. 81 i AL i socialrådgivernes hænder, hvor den enkelte havde bevilligskompetencen. Det var dem, der modtog ansøgningen, fortog et socialtfagligt skøn, udfra de metoder, som der forsat undervises i på Socialrådgiveruddannelsen – nemlig et helhedssyn. Ved helhedssyn forstås, at man som socialrådgiver ser på den samlende masse af problemer og tilsidst ligger dem sammen. Lidt ligesom et regne stykke. Hvis den samlede sum af sociale problemer er høj, er indikationen for en bevillig opfyldt. Sådan forgår det ikke længere. I dag er vurderingerne af enkeltydelser helt blottet for socialfaglige skøn, dette fordi man vil sikre en ensretning i sagsbehandlingen og bevillingerne. For det kan jo ikke nytte noget, at den ene socialrådgiver skønner, at Amin kan få en enkeltydelse, når den anden skønner, at han ikke kan. Problemet ved dette er bare, at man nu har lavet en metode, hvor alle, der søger en enkeltydelse ikke længere møder et menneske, der får kendskab til den enkeltes sociale problemer, men at alle sager bliver tastet ind i en maskine og udregnet ud fra et budget og et rådighedsbeløb. De ting, der godtages på et budget, er meget meget indskrænket. Fx kan der ikke indregnes mobiltelefon med taletid, men kun fastnet telefon - eller gæld, udover til det offentlige som fx kreditkort og bankgæld.
Slut med menneskelig kontakt
Den menneskelige kontakt og den individuelle vurdering, der før i tiden var alt afgørende i forhold til at kunne fortage faglige skøn, om et menneske have behov for hjælp, er helt forsvundet, også selvom loven forsat forskriver, at en sådan skal fortages. Der står fx i aktivlovens § 81:
”Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.”
Hvis Amin var blevet mødt af en socialrådgiver, der havde fået kendskab til hans opvækst - og nuværende livssituation, da havde hun/han vurderet sagen ud fra et socialfagligt perspektiv, ville det være indlysende, at det blot ville forværre Amins livssituation - at han blev hjemløs, hvorfor man udfra en konkret vurdering i en overgangsperiode undtagelsesvist godt kunne havde bevilliget betaling af huslejen, indtil at kommunen kunne tilbyde ham en billigere bolig, som han kunne betale ud af en kontanthjælp på 5000 kr. mdr. Man kunne også havde bevilliget det mod tilbagebetaling.
Sociale problemer eksisterer ikke
Der forgår så mange tiltag og forringelser fortiden på det sociale område, at man som socialrådgiver dagligt forundres over, at alle følgevirkningerne aldrig ser dagens lys. Der er så mange skuffecirkulærer - og konstante nye omstruktureringer og reformer, der udhuler systemet langsomt op indefra. For de socialrådgivere, der arbejder i systemet, er det tydeligt, at der snart kun er en tom skal tilbage, der langsomt knækker og går helt itu.
Tilsidst ender vi med et system, hvor sociale problemer er ikke eksisterende, men blot afskaffes ved pålæg, sanktioner og rådighedsbeløb. Men hvad bliver der af alle dem som Amin - alle dem der ikke kan læse eller aldrig har haft et job - med en benhård opvækst i bagagen? Jeg spørger ikke for at være dum, men fordi de vel ikke bare sådan forsvinder ud i den blå luft ved blot at ignorere dem.
Link til Aktivlovens § 81 om enkeltudgifter – hjælp i særlige tilfælde:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=127214#K10
