Af Maarten van Engeland, adm. dir., ISS Facility Services A/S
Med regeringens konkurrencepakke med krav om mindst 31,5 procent af de kommunale opgaver i udbud i 2015 øges presset på kommunerne for at udlicitere. Samtidig kunne Berlingske den 16. marts i år berette, at flere og flere kommuner stiller sig positive over for mulighederne ved øget udlicitering. Det samme oplever vi i ISS. Der er snart ikke den offentlige indkøbschef, der ikke har spurgt sig selv og os, hvor meget man kan udlicitere og hvordan.
Det er vi glade for som virksomhed. Og det er jeg glad for som borger i vores land. Det er vejen til at skabe et mere effektivt og konkurrencedygtigt Danmark og til at udvikle vores velfærdsstat. Med øget udlicitering får kommunerne mulighed for at fokusere deres ledelseskraft på kerneopgaver som uddannelse, ældrepleje og myndighedsopgaver, mens specialiserede leverandører som ISS leverer viden og ledelse til at opnå de servicemål, som kommunerne politisk fastsætter. Men der er også en række udfordringer, når kommunerne udliciterer. Torsten Schack har spurgt, hvilke barrierer vi oplever, og hvad vi kan og vil bruge regeringens OPS-strategi til.
Ensidigt prisfokus
En af de barrierer, vi støder på i forbindelse med offentlige udbud, er det ensidige fokus på pris. Det kommer hurtigt til at lyde som en klagesang, når vi som privat aktør påpeger, at det ikke altid er den billigste pris, der er den bedste løsning. Men når vi sammenligner offentlige kontrakter med mange af de kontrakter, vi indgår med private virksomheder, oplever vi store forskelle.
Kommunerne fokuserer i dag på pris, pris og pris. De typiske tildelingskriterier er 60 procent pris og 40 procent kvalitet opgjort som det antal af timer, som leverandøren tilbyder. I brancher som vores, sælger vi medarbejderes tid. Derfor er kvalitet opgjort som antal leverede timer blot et andet udtryk for pris. Og værre endnu… antal leverede timer er slet ikke et udtryk for kvalitet, når man negligerer metoder og redskaber. I vores branche er det ikke ualmindeligt på en time at rengøre 450 kvm. med de rigtige redskaber og metoder. Det tager noget længere tid med en kost som dem, vi har derhjemme. Når vi uddanner vores medarbejdere i vores metoder, øger vi deres effektivitet med tocifrede procenttal. Det gælder ofte også for dem, vi overtager fra nogle af vores konkurrenter.
Mens de private virksomheder indgår mangeårige partnerskaber, der her og nu giver en lille besparelse og i hele partnerskabsperioden øger deres konkurrencekraft, så jagter kommunerne store her og nu-besparelser uden at opnå de langsigtede gevinster og effektivitet. Kommunerne høster derfor kun en brøkdel af de fordele, der er ved udlicitering.
Prisfokus presser arbejdsmiljø og kvalitet
For den offentlige sektor kan der være god grund til at fokusere meget på prisen ved førstegangsudbud. Her er der som regel store besparelser. Men når kommunerne første gang har høstet de store besparelser ved at gå fra eget regi til professionelle serviceleverandører, sker de store besparelser ofte ved et urealistisk prispres. Når det fortsat kun er prisen, der er i fokus, begynder leverandørerne at konkurrere på lav kvalitet, arbejdsmiljø og andre lønmodtagerforhold.
Ingen har lyst til at se andre blive nedslidt – uanset om man selv har ansat dem, eller om de kommer fra en underleverandør. Derfor er der behov for at udvikle kommunernes udbudskriterier, og for at tænke i nye former for udlicitering, så vi ikke risikerer, at prisfokus kommer til at gå ud over medarbejderne i sidste ende.
Behov for nytænkning
Man taler om mange modeller for, hvordan kommunerne kan udlicitere. Men man falder hele tiden tilbage til de gamle modeller, hvor kommunerne kaster lunser ud til tilbudsgivere som ISS, og så kigger de på den billigste pris.
Kommunerne bør fokusere meget mere på funktionsudbud i stedet for opgaveudbud. Det vil sige, at den enkelte kommune beskriver, hvor rent man vil have det på et givent sted, og ikke hvor mange mennesker, arbejdstimer og redskaber der skal til for at løse opgaven. Samtidig bør kommunerne udbyde flere opgaver under én kasket, således at de kan bindes sammen. Det giver både kommunerne og leverandørerne meget mere frihed til at levere en løsning, der virker.
Gennem OPS kan kommunerne eksempelvis pålægge private leverandører sociale kontrakter, så de tager del i kommunernes beskæftigelsespolitik. Kommunerne kan eksempelvis give point som en del af tildelingskriterierne for at leverandøren af en udliciteret opgave sikrer, at et bestemt antal lærepladser, samt et bestemt antal folk i aktivering og arbejdsprøvning indgår i opgaveløsningen. Dermed bliver kommunerne i stand til at lave intelligent udlicitering, der dækker flere af deres indsatsområder.
Fra pisk til gulerod
Vil det snævre antallet af potentielle leverandører ind? Overhovedet ikke. Muligheden for at indgå partnerskaber behøver netop ikke være klausuler for at kunne byde på opgaverne, men kontrakter, som er pointgivende på lige fod med pris og kvalitet i udbudsprocessen, og som først forhandles efter kontrakttildelingen.
Endeligt mener jeg, at kommunerne i langt højere grad bør tilskynde en belønningsform, som giver større mulighed for innovation og forbedringer i stedet for kun at bruge bøder og straf i kontrakterne. OPS skal bygge på partnerskabstanken, hvor begge parter udvikler sig, og hvor det er tilladt at tjene penge på velfærd.
Der er mange gode initiativer i regeringens OPS-strategi. Den anerkender udfordringerne med detailkrav i udbuddene og det ensidige fokus på pris i det offentlige. Jeg håber derfor, at OPS-strategien vil føre til aftaler, der på den ene side sætter kommunernes mulighed for at udvikle vores velfærdsstat på fuldkost i stedet for smalkost. Og på den anden side bidrager til et sundt marked, hvor medarbejderne går lige så sunde hjem, som de gik på arbejde. Aftaler hvor kommunernes indkøbspolitik også bidrager til samfundets behov for opkvalificering af alle medarbejdere og kommuners beskæftigelsespolitik.
Stafetten gives til Poul Erik Skov Christensen
Set med mine øjne er det indlysende, at udlicitering kan løse flere problemer for vores velfærdsstat, hvis vi tænker os om. Det har jeg ikke altid været helt enig med 3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, om. Han er blandt de mennesker, jeg synes, at det er mest givende at drøfte vores fælles problemstillinger med, og jeg tror, at vi begge har rykket hinanden over de seneste fire år. Jeg vil derfor sende stafetten videre til Poul Erik for at høre, hvilke svar han når frem til, hvis kommunernes øgede udlicitering fortsætter med ensidigt fokus på pris, og hans medlemmer må betale prisen.
