Narkomaner har også drømme

Velfærd

28/12/2012 00:47

Puk Sabber

Som narkoman tilhører man en af de mest udstødte grupper i samfundet. Man har som regel mistet sit netværk, man er blevet enten fysisk eller psykisk syg - eller sågar begge dele. Man er kriminel, ofte hjemløs og lever usundt og har ekstremt dårlige tænder.

Når man lever et sådant et liv, handler det udelukkende om at overleve. Mange af de narkomaner, der har været på stoffer gennem 10-20 år - og som ofte selv er børn af misbrugere - og deres børn er det måske også - har utallige behandlingsforsøg bag sig. Mange af dem er nået dertil, hvor de har opgivet nogensinde at komme til at leve et normalt liv - også selvom de drømmer om det. Hvis man fx spørger dem - hvad drømte du om at blive, da du var en lille dreng eller pige - havde du ikke en drøm der? Mange af dem svarer umiddelbart: Det kan jeg slet ikke huske, men hvis man bliver ved med at spørge dem, kan de fleste faktisk godt huske, hvad deres drøm var. Mange af dem havde en drøm om at stifte familie. At få et normalt liv. Men de har opgivet håbet og lever fra dag til dag - eller fra time til time.

Mange er voldsomt misbrugende på grund af smerter i deres tandsæt, da de ikke har penge til tandlæge, og fordi de er så ødelagte af metadon, coke og rygeheroin, at de sidder som brune løse klumper, der volder ekstrem smerte, hvis de ikke er konstant dopet. Hvis man skal hjælpe en sådan narkoman videre i livet, må der være tre helt basale ting, der skal være opfyldt fra systemets side af:

1. Disse mennesker skal ikke sanktioneres i deres kontanthjælp, fordi de udebliver fra de såkaldte jobsamtaler - eller i aktivering, ved et eller andet total ligegyldigt og dyrt projekt som kommunen har købt fra ekstern leverandør. De skal blot løbe endnu hurtigere og lave endnu mere kriminalitet for at skaffe penge til stoffer, hvis man tager deres kontanthjælp.

2. Man skal ikke stille krav om motivation, før man skønner, at de kan bevilliges behandling. For det kan godt være, at der fra kommunerne er stillet en 14 dages behandlingsgaranti, men det hjælper jo ikke, hvis disse mennesker skal møde dagligt på et bestemt tidspunkt og skal sidde på en stol og observeres i over en time og dertil møde ind til flere samtaler, før man kan vurdere, om de er motiveret. Det eneste, der sker ved det, er, at de ikke kan honorere disse krav og dermed helt fravælger behandling, men udelukkende forbliver på deres suttekludsdosis, som de kan hente en gang om ugen - og så ellers passe sig selv. Deraf navnet statsjunkier med sidemisbrug.

Det virker som om, at man ikke længere ser på individet i de behandlingstilbud, der gives. Der er tre muligheder: Ambulant behandling i dagsgrupper, indstilling til døgnbehandling eller afhentning af bevilliget stabiliseringsmedicin i form af fx metadon eller subotex. De fleste gamle narkomaner har ikke været i døgn i over ti år. Det er så godt som blevet umuligt. De skal igennem hele førnævnte producere - og de ved godt selv, at de ikke engang kan møde op på andendagen grundet deres ustabile livsstil, hvor de aldrig ved, hvor de befinder sig i næste time. Dermed fastholdes de i deres misbrug uden mulighed for forandring – behandlingstilbuddet til denne gruppe eksisterer simpelt hen ikke – det er ren vedligeholdelse.

For at vende tilbage til drømmen - så er de her mennesker faktisk meget meget stærke i deres tro på livet - og hvis en gammel narkoman kommer og siger, at han eller hun gerne vil have hjælp til at forandre deres liv, da skal man tage det alvorligt og hjælpe dem. Alle har krav på misbrugsbehandling. Men behandlingen skal ikke være på systemets præmisser, der i sin nuværende form udelukker de dårligt stillede narkomaner.

Frigiv nu den behandling uden krav om udvisning af motivation og stabilitet. Det er da for helvede en motivation i sig selv at bede om hjælpen. Afskaf de åndssvage regler som at møde dagligt i en længere periode og skulle observeres. De kan jo ikke overholde det - og det ved de fleste behandlere, der sidder på kommunale rådgivningscenterene vel?

3. Giv disse mennesker gratis tandbehandling under narkose, så de ikke skal doope sig for at holde smerten ud og dermed ende i en ond cirkel, hvor de ikke kan slippe misbruget på grund af deres fysiske elendighed. Mange af dem skammer sig - og har svært ved at grine og holder ofte hænderne oppe foran munden, når de skal smile. De ved, at de med deres udseende aldrig vil blive accepteret nogle steder. Jeg har set, hvad det kan gøre ved et menneske, der har fået lavet 5 rodbehandlinger, har fået boret 15 huller ud og trukket et par tænder eller to ud. De begynder at smile og tale om muligheder i livet.

Der er oprettet et tilbud ved navn ”Bisserne”, hvor frivillige tandlæger tilser hjemløses tænder. Jeg har et par gange forsøgt at få en narkoman derud, men de kan desværre kun tilbyde at trække tænderne ud, hvilket mange mennesker jo ikke ønsker, hvis de står til at kunne redes. Derfor fravælger mange dette tilbud.

Hvis vi blot kunne imødekomme de tre ovenstående tiltag - ville der være mulighed for, at de mest udstødte i samfundet måske ville have bare en lille bitte chance for at blive inkluderet - og turde håbe på deres største drøm - at stifte en familie som dig og mig. At se deres anbragte børn, at turde ringe til deres forældre - og måske en dag at se sig selv i øjerne igen.

Med det nuværende system fastholdes og pines disse mennesker i varig substitutionsbehandling uden håb om nogle sinde at få et tåleligt liv – ja, mange af dem venter kun på at dø - langsomt - og dyrt på statens regning.

Link til forslag om folketingsbeslutning vedr. behandlingsplaner mv: http://retsinformation.w0.dk/Forms/R0710.aspx?id=143663

Mest Læste

Annonce