Det fag etiske dilemma er tilstede, når man er sat til at forvalte andre menneskers liv med en pose penge. Når posen med penge er sluppet op, opstår der situationer hvor enhver socialrådgiver må se sig selv i øjnene og spørge: Hvad kan jeg gøre for dette menneske uden økonomiske midler? For det er virkeligheden for mange socialrådgivere i dag. De har simpelthen fået frataget sig deres beslutningskompetencer og forvalter ikke selv længere de sager, som de er sat til at passe. Tag fx en kontanthjælpsmodtager; For bare få år tilbage sad den enkelte socialrådgiver med muligheden for at arbejde med hele spekteret i det enkelte menneskes liv. Gik køleskabet i stykker kunne han/hun beslutte, om der skulle bevilliges et nyt. Eller hvis der var behov for merudgifter i forbindelse med medicinbevilling, eller hvis det fx var åbenlyst, at et menneske kunne komme videre via forskellige former for ophold eller revalideringsforløb.
Denne mulighed har vi som faggruppe ikke længere. Vi er splittet i atomer og sidder i små selvstændige enheder uden at tale med hinanden. Konsekvensen er mærkbar. For os som faggruppe føles det nyttesløst, da vi ikke længere har nogle paragraffer at handle ud fra. Samtidig skal vi forsøge at motivere et nedbrudt menneske videre med ét eneste tilbud - eller et nej. Dilemmaet opstår som regel, når vi kan se, at det menneske slet ikke kan opfylde det ene tilbud, der eksisterer. Det vil sige, at vi rent faktisk kun har én mulighed, hvilket er et nej - og en henvisning til en ”nej paragraf.” Hvor længe kan man som socialrådgiver blive ved med at sige nej til et menneske, som man ved hænger i med negle og klør for at overleve på en så lav ydelse, at du og jeg ville være lost for længst, hvis det da ikke lige var for vores netværk, der kunne hjælpe os igennem en kritisk periode.
Jeg møder i mit arbejde rigtig mange socialrådgivere, der bliver mere og mere i tvivl om det arbejde de udfører giver mening - men når nu man har brugt flere år på en uddannelse og har det som et kald at hjælpe andre er det svært at skife fag. Mange bliver derfor hængende i faget, men kæmper konstant en moralsk kamp imellem at være der for de svage, men samtidig være vidne til en offentlig sektor, der skrumper så meget ind, at det ikke længere er muligt at udøve sit embede under nogle nogenlunde fagetiske rammer.
Mange socialrådgivere indretter sig, og deres normer overskrides langsomt, så det til sidst bliver normalt kun at have mulighed for at sige: Nej, det er bare ærgeligt kammerat, du må passe dig selv. Der er opstået en praksis i forvaltningerne, hvor der er ansat sikkerhedsvagter, da det jo hænder at nogle mennesker bliver så desperate, at de rent faktisk forsøger at slå en socialrådgiver ihjel.
Det er alvorligt, når man kommer helt derud, hvor man som faggruppe bliver nød til at agere lovens lange arm overfor mennesker, der ikke har andre at henvendte sig til. Vi skal huske at se os godt for på vejen. Ikke lade os rive med af den kultur, der hersker - og som dikteres benhårdt rundt om i forvaltningerne. Vi skal reagere på ulovlig praksis - og hele tiden minde os selv om, hvorfor det var vi valgte at blive socialrådgivere. Vi skal ikke være en social skraldespand, der aldrig bliver tømt – og som tillader at udsatte mennesker får lov at rådne op. Vi skal bevæge os på en line uden at falde ned, men til hver en tid forsvare de mennesker, som ingen muligheder har.
Når vi som faggruppe går for langt og er med til at normalisere, at det er ok, at dem der ligger ned bliver sparket på, så sker det, at vores arbejde bliver meningsløst, og på grund af menneskelig desperation ender det med, at vi skal bære våben og bruge vagter for at skærme os mod de sultne og desperate mennesker, der står ude foran glasruden og råber på hjælp.
Link til oplysning om vold mod socialrådgivere: http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=6466
