Foto: Ilona Gondesen

Sveriges socialsystem er langt foran

Hvad kan vi i Danmark lære af Sverige? Meget, når det gælder omsorg og handicapspørgsmål. I Sverige sikres det at metoder som ikke har en videnskabelig base ikke har plads i socialt arbejde, og at brugen af disse metoder altid aftales med brugeren. Dette skærper fokus på at opretholde den enkelte borgers selvbestemmelse og oplevelse af delagtighed langt ud over hvad vi ser i Danmark.

Af Bo Hejlskov Elvén, autoriseret psykolog

Tak for blogstafetten! Jeg har fået det spændende spørgsmål: Hvad kan vi i Danmark lære af Sverige? af Hanne Veje. Det vil jeg selvfølgelig gerne prøve at svare på.

Jeg har boet i Sverige siden midten af firserne og har set hvordan Danmark og Sverige har udviklet sig i forskellige retninger på det sociale område. Jeg har i mange år arbejdet med omsorg og handikapspørgsmål, hvor forskellene har været store. 

Jeg vil fokusere på tre områder: Rettigheder, tilsyn og begrebet evidensbaseret praksis.

I Sverige har omsorgen og socialt arbejde i stort siden omkring 1990 været præget af to linier: Den del som i 1994 indgik i loven LSS (som handler om personer med udviklingshæmning, autisme, hjerneskade og visse andre varige funktionsnedsættelser) og den del som blev i loven SoL, som svarer til den danske Servicelov. SoL har som udgangspunkt at mennsker skal have hjælp i forhold til de behov de har, mens LSS är en rettighedslov i samme stil som den USAs Disability Act. LSS byggede da den kom til på FNs Standardregler om rettigheder for personer med funktionsnedsættelser, og siden 2007 på FNs Konvention om rettigheder for personer med funktionsnedsættelser (det som i Danmark lidt sjusket kaldes Handicapkonventionen). Begge love bygger på kerneværdier som Delagtighed og Selvbestemmelse. Derfor er tvangslovgivning ikke en del af SoL eller LSS, men har egne love. For eksempel bruger man loven LVU (Lagen om vård av barn och ungdomar) hvis man skal tvangsfjerne et barn, en lov som læner sig op ad tvangslovgivningen i psykiatrien. 

Borgerens selvbestemmelse og delagtighed

Netop at man har valgt at ikke blande tvangsindsatser ind i det som i Danmark svarer til Serviceloven er strålende. Indsatser på det sociale område skal derfor aftales med den som skal have indsatsen, ofte i form af en faktisk ansøgning. Der er derfor en tradition af at udforme indsatsen i samarbejde med borgeren. Det gælder på hele det sociale område. 

I praksis har det betydet at man har haft fokus på at opretholde den enkelte borgers selvbestemmelse og oplevelse af delagtighed langt ud over hvad vi ser i Danmark. Man har oprettet en børneombudsmand, som i sine årlige rapporter har fokuseret meget på børns ret til selvbestemmelse og et godt liv på opholdssteder og i andre sociale indsatser. Han har blandt andet påtalt brug af belønning og straf i sociale tilbud, og sat fokus på den ikke-ligeværdighed mange af de metoder vi bruger i socialt arbejde kendetegnes af. Derfor har svenske Socialstyrelsen (som fører tilsyn med al socialt arbejde) udtalt at metoder med base i belønning kun må bruges hvis de udformes i samarbejde med borgeren uden brug af den autoritet man som personale ofte har. 

Det er langt fra hvad der i min erfaring af socialt arbejde i døgninstitutiner kan foregå i Danmark. Begrebet konsekvens har i mange år været styrende på børneområdet i Danmark, selvom det er helt evidensbefriet. Det ville ikke være muligt i Sverige, primært fordi tilsynet er fundamentalt anderledes.

Et uvildigt tilsyn – modsat Danmark

I Danmark har man indtil nu lagt tilsynspligten på kommunalt niveau. Det indebærer at den som fører tilsyn enten er den som køber indsatsen eller den som tjener skattekroner på det arbejde som udføres. Det har således ikke været et uvildigt tilsyn. Uheldige sammenblandninger af tilsynsmyndighedens interesser har været i fokus, for eksempel omkring Schuberts Minde-debatten for et års tid siden. Desuden har fagligheden hos de tilsyndførende sjældent været højere end hos den udførende; de har været socialrådgivere eller pædagoger allesammen.

I Sverige lå al tilsyn tidligere på de regionale myndigheder, men flyttedes for et par år siden til den statlige myndighed Socialstyrelsen. Det er en fagligt højt specialiceret myndighed bestående af mange faggrupper og med i mange tilfælde forskningsuddannet personale. Man fører tilsyn med institutioners rammer, både økonomisk, ledelsesmæssigt og rutiner, men også med indhold i det sociale og/eller pædagogiske arbejde og med opretholdelsen af borgernes rettigheder. Man har borgersamtaler som en fast del af tilsynet. Desuden kommer man med brede anbefalinger af metoder og organisationsformer i form af rapporter.

Ingen praksis uden evidens

Socialstyrelsen bedømmer metoder ud fra begrebet Evidensbaseret praktik: ”Evidensbaserad praktik innebär att den professionelle väger samman sin expertis med bästa tillgängliga kunskap, den enskildes situation, erfarenheter och önskemål vid beslut om insatser.” (Læs om Den Evidensbaserede Model) Begrebet indebærer at man kan bruge alle metoder som har en videnskabelig bevist effekt, hvis man som personale selv er fortrolig med den, indsatsen er tilpasset den enkelte borgers situation og borgeren er med på vognen. Det betyder således at metoder som ikke har en videnskabelig base ikke har plads i socialt arbejde i Sverige, og at indsatser uden videnskabeligt baserede metoder vil få kritik. Men også at brugen af metoder skal aftales med brugeren. Og så er vi tilbage i rettigheden til delagtighed og selvbestemmelse. Og langt væk fra konsekvenser, straf, inddragelse af rettigheder og andre etisk kritisable metoder jeg desværre ofte har set i socialt arbejde i Danmark. 

Selv Sverige ikke fejlfri

I en tekst som denne er man selvfølgelig nødt til også at beskrive hvilke vanskeligheder der opstår når man organiserer sig som man har gjort i Sverige. En vanskelighed er at en rettighedslov som LSS desværre ofte medfører at man kun får det man har ret til, så fokus på behov bliver mindre. Min erfaring fra socialt arbejde i begge lande er dog at det ikke nødvendigvis indebærer at man får færre eller dårligere indsatser. Snarest at visse indsatser er betydeligt lettere at få adgang til i praksis, men at andre skal beskrives lidt kringlet for at passe ind i loven. 

Stafetten går til Bensaid Vincent Jlil

Jeg vil give blogstafetten videre til Bensaid Vincent Jlil, som arbejder med det etiske fokus jeg er vant til fra Sverige, men ud fra en vinkel jeg finder enormt interessant: Pædagogisk kultur. Mit spørgsmål til Bensaid Vincent er: Hvad betyder kultur i forvaltning og indsats for borgerens ret og velbefindende i socialt arbejde?

 

Emneord: Stafetten, Handicap, Social, Socialsystem, Sverige, Selvbestemmelse, Medbestemmelse, Evidensbaseret praksis, Tilsyn, Det store svigt
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1711 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også