Kære velfærdssystem, fri os fra diagnosernes kvælende magt

Velfærd

31/1/16 6:00

Anders Dinsen

Oplæg fra Det Etiske Råd rammer plet på en tragisk situation for alt for mange mennesker. Diagnosen kan være det bedste for den enkelte, men magtspillet er blevet diagnosernes følgesvend. Det er på tide, at der tages politisk ansvar.

Jeg deltog i workshops om ADHD i Det Etiske Råd for godt et år siden. De ville høre helt almindelige menneskers holdninger til etiske dilemmaer. Resultatet af deres arbejde blev præsenteret på en konference på Christiansborg tirsdag den 26/1-2016.

Under overskriften ”Etiske spørgsmål ved anvendelsen af diagnoser” gives borgere, patienter, pårørende og professionelle en stemme mens man stiller skarpt på dilemmaer omkring tre diagnoser: ADHD, depression og diagnoser indenfor funktionelle lidelser.

”De tre diagnoser er udvalgt, fordi flere og flere danskere får dem og fordi hver enkelt af de tre diagnoser illustrerer væsentlige etiske temaer knyttet til at have – og at stille en diagnose,” skriver Det Etiske Råd på hjemmesiden

 

Magtspil og viden

Når man har ondt i livet giver diagnosen adgang til viden og forståelse, men viden har en søster, der følger den: Magten.

Og det er magtens spil, der fører til at mennesket bag diagnosen ikke får den rette hjælp.

Jeg har gennem årene som pårørende og foreningsaktiv mødt utallige professionelle, der kæmper hver dag i systemet for at hjælpe mennesker. Professionelle, som har vilje og kompetence til at gøre en ekstraordinær indsats. Professionelle, der ikke bare brænder for sagen, men som også er loyale medarbejdere og gode kolleger i de rammer, hvori de virker.

Men jeg dirrer af harme hver gang jeg bliver vidne til diagnosens kvælende magt, den magt, der sætter ind og for tit fortrænger tankerne om mennesket det handler om.

Den magt, der reducerer individer til begreber, udgiftsposter i et regneark eller tal i en statistik.

Diagnosesystemet udreder og kategoriserer vigtig viden, men diagnosesystemets magtanvendelser reducerer det menneskelige til en nødvendig bagage i systemets egen dynamik.

 

Diagnosen i performancesamfundet

De fleste jeg kender med diagnoser ville ikke være deres diagnose foruden. ADHD kan for eksempel være ufatteligt svært at leve med, men den forståelse som diagnosen giver er befriende.

Men diagnosens sorte side oplever man i det øjeblik man siger højt: ”Jeg har ADHD”. For da følger en myriade af negative forventninger. Var man før et menneske, der kæmpede, så er man nu en post i et regneark, der skal kontrolleres og styres:

Nu tvinger kommunen mennesket i ressourceforløb og bestemmer, at hun skal til psykiater for at få piller, der kan give hende den performance hun mangler. Nu sætter systemet næsten uendeligt mange hindringer i vejen for at manden, der engang har fået diagnosen og ordineret medicin, får det arbejde han så gerne vil have og er god til. Nu er den udsatte nødt til at gå til lægen for at få et diagnostisk stempel, for overhovedet at kunne søge støtte fra velfærdssamfundet.

 

Svend Brinkmann og nissen

Psykologiprofessor Svend Brinkmann udtrykker i en video fra Det Etiske Råd bekymring over det han kalder en diagnosekultur. 

Men han tager fejl når han udpeger den udbredelsen af det diagnostiske sprog som et problem. Han mener at løsningen er at gøre menneskers problemer til alles ansvar og bringe de gamle optikker i spil igen.

 

Svend Brinkmann arbejder åbenlyst for at vi vender tilbage til et 70'ernes socialkonstruktivistiske perspektiv på mennesker. Han vil have mindre individ.

Men det vil intet ændre.

For nissen flytter jo med, selv hvis vi skifter bolig.

 

Aben er sendt nedad i systemet

Det, der kan hjælpe på problemet er, at vi grundlæggende får menneskeligheden tilbage i fokus i velfærdsstaten.

Der skal rettes en alvorlig systemfejl: I kommunerne er diagnoserne de facto blevet en adgangsbillet til sociale ydelser og selvom det ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, så bruges princippet alligevel for at nå et større mål: Menneskelig performance.

Det sker fordi lovgivningen er dobbeltmoralsk: Med den ene hånd beskrives de fine idealer, men med den anden pisker man både kommuner og mennesker til vækst, effektivitet og performance.

Nina Tejs Jørring foreslår et etisk kodeks, men det vil ikke forslå.

Vi er nødt til at ændre lovgivningen.

For i øjeblikket stikkes udsatte og skatteydere blår i øjnene med fine floskler om velfærd og rettigheder, der alligevel ikke opfyldes. Er det rimeligt?

Nej, men at pege på kulturen eller udgive endnu et kodeks vil blot skubbe aben nedad i systemet. Det har man gjort for længe, nu er det på tide at der tages politisk ansvar.

Kunne man mon håbe på en ærlig tilgang til menneskers problemer og velfærdsstatens økonomiske rammer i den kommende revision af Serviceloven?

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce