Siger tak for tiden som offentlig ansat med et opråb: Lyt noget mere til personalet i frontlinien

Aktuelt er den danske debat fyldt med gode råd og ideer fra eksperter og gode intentioner fra politikkerne om hvordan vi kan få den danske velfærdsstat på ret kurs igen og levere ”more for less.”  Det er forholdsvis let at blive imponeret over alle de mange gode perspektiver og analyser som der bliver delt af både politikere, forskere og eksperter. Der fremsættes ligefrem en positiv og opløftet stemning over at politikere og andre aktører samarbejder om at løse udfordringerne for fremtidens velfærdssamfund. Måske fordi det har været en almen kendt mekanisme i medierne, at vi har en tendens til at tale eksperterne op og politikerne ned. Det antages at eksperterne går efter sandheden og politikerne går efter magten. Det er der vel ikke noget entydigt svar på. 

Der bliver talt om ledelseskommissioner som skal komme med forslag til ny styring og ledelse i den offentlige sektor og andre steder bliver der iværksat samskabelsesprocesser med henblik på at invitere borgere, politikere og virksomheder til at gå i dialog og indgå nye partnerskaber.

For mig som menig frivillig og aktiv i velfærdsuniverset ser det ud som om, at deltagelsesmulighederne for den almene borgere bliver udvidet, fordi det er gået op for politikkerne at læring og udvikling og innovation hænger uløseligt sammen med deltagelsesmuligheder og myndiggørelse.   

 

Læs meget mere fra debatten om overstyring

Et af svarene kan findes i de mange års styring af den offentlige sektor, som har skabt en oplevelse af, at adgangen til de store politiske beslutninger er blevet mindre demokratiske. Det har mindsket deltagelsesmulighederne for praksiseksperten og umyndiggjort viden som eksisterer under ledelses-niveauerne.  Det har langsomt betydet en styrkelse af det demokratiske klagefolk mens det demokratiske deltagelsesfolk er blevet svagere. 

Praksiseksperter skal invitere sig selv ind i debatten.  Offentlige praksiseksperter har en vigtig stemme i debatten om fremtidens velfærd, fordi at de har en detaljeret viden om de processer, opgaver og brugere som de arbejder med.  Praksiseksperten kan anskues som bindeleddet mellem det offentlige system og borgeren.

Praksiseksperten som agent, er bærer af de strukturelle og organisatoriske muligheder og begrænsninger som systemet muliggør i forhold til at producere offentlig velfærd til borgerne.  De har samarbejdsrelationer på tværs af myndigheder og får dermed også viden om hvad der fungerer og ikke fungerer hos andre producenter af offentlige serviceydelser. Samtidig har praksiseksperten en privilegeret position, da de i deres direkte møde med borgerne, opbygger en enorm viden om borgernes problematikker og møde med systemet. 

Praksiseksperten besidder altså viden om hvordan der er sammenhæng og overensstemmelse mellem systemets tilbud og borgernes forventninger og behov. De opbygger en viden om hvad der skal til for at vi kan opnå positive resultater til gavn for borgerne og dermed samfundet. Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i denne viden, som ofte forbliver tavs viden.

Skab muligheder for deltagelse fremfor passivisering

Praksiseksperters position samt systemets hierarkiske opbygning legitimerer at kommunikationen foregår oppefra og ned gennem systemet. Vi taler om at politikere og ledere er oppe i ”toppen” af systemet og praksiseksperterne er nede i ”bunden” af systemet. Eksempelvis ser man ofte følgende formuleringer i sagsfremstillinger, strategier og projekttekster:

"Vi skal have medarbejderne med på ideen."

"Medarbejderen skal føle ejerskab."

Ideer og løsninger og tiltag kommer ofte oppefra og skal ”sælges” nede i systemet. Min pointe er, at vi med vores hierarki har skabt en passiviserende og umyndiggørende samarbejdskultur, som lider under den enorme topstyring.

Hvad hvis man vendte perspektivet 180 grader og forestillede sig, at praksiseksperter, med deres specialviden og kendskab på tværs af områder, både udfyldte deres kerneopgave men også aktivt faciliterede nye måder at tænke ledelse og løsning af kerneopgaven.

Tænk sig hvis kommunikationen og deltagelsesmulighederne bliver mere fri så den store vidensbank hos praksiseksperterne skyder opad i systemet og beriger samarbejdsrelationer, ledere og politikere.

Hvad nu hvis vi i højere grad anerkendte, når offentligt ansatte praksiseksperter sagde ”vi skal have politikere og ledere til at føle ejerskab for denne forandring eller dette tiltag”?

Jeg er opmærksom på, at det er at vende alt ledelsestænkning på hovedet, men det er vel også en del af processen ved at arbejde innovativt. At arbejde innovativt fordrer samtidig at kompetenceudviklingen ikke kun hænger sammen med professionalismen men også med udvikling af vores måde at tænke på.

Vi skal turde udfordre eksisterende tankesæt så velstand i højere grad kommer direkte fra innovation og ikke fra optimering.

Velstand bliver ikke opnået ved at perfektionere det kendte, men ved ufuldkomment at bemægtige sig det ukendte (citat ukendt).