Hvad er samskabelse?
”Manifest for National Bevægelse for Samskabelse” indeholder denne beskrivelse af formålet:
”Formålet med den nationale samskabelsesbevægelse er at fremme etableringen [af] samskabende fællesskaber, der bringer relevante offentlige, private og frivillige organisationer og aktive og interesserede borgere sammen i et konstruktivt samarbejde med henblik på at løse vigtige samfundsproblemer, realisere fælles visioner og målsætninger, og forbedre kvaliteten af vores kollektive velfærdsløsninger ved at udfordre vanetænkningen og gå nye og uprøvede veje.”
Mere om Bøjes Verden
Bøje Larsen har både været konsulent for og underviser af offentlige ledere og medarbejdere, især i regi af eget firma, han har været forfatter og forsker. Han var senest professor ved CBS, hvor han nu er tilknyttet som adjungeret.
Bøje Larsen spidder stemninger og normative opfattelser og inviterer til respektfuld debat.
Læs mere fra Bøjes Verden lige her.
I tråd hermed er der i manifestet et lyrisk afsnit om ubrugte ressourcer, hvor endda politikere får smukke ord med på vejen::
”Hvis vores fælles fremtid og velfærd skal sikres, er der brug for at vende opmærksomheden mod det store potentiale, der ligger i en større og mere systematisk ressourcemobilisering. En øget vægt på samskabelse vil bidrage til at mobilisere politikernes visionære handlekraft, de offentlige lederes strategiske fremsynethed og strategiske lederevner, medarbejdernes faglige viden og kompetencer, borgernes erfaringer og ideer, civilsamfundets værdier, kapacitet og ressourcer, samt virksomhedernes entreprenørskab og adgang til ny teknologi.”
Der er også efter min mening uudnyttede ressourcer. Men det er dog ikke sådan, at de har ligget helt brak, indtil ”Samskabelsesbevægelsen” blev født. Center for Frivilligt Socialt Arbejde oplyser, at der er ca. 100.000 foreninger for frivilligt arbejde i DK, 65% af befolkningen har været aktive inden for de seneste 5 år, ca. 40% er det pt. (svagt faldende), og der er 241 kommunale frivillighedskonsulenter. Langt de fleste frivillige arbejder i foreningsregi. En lille del i kommunalt regi. Efter idræt er det største område social og velfærd. Det er især det gode formål og et sjovt samvær med andre, der motiverer de frivillige. Her er et link til den seneste undersøgelse til download (2017).
Min kritik i det følgende sigter ikke på at fjerne ”samskabelse” fra paletten af ledelsesmuligheder, men på at nuancere det ved at rejse nogle kritikpunkter eller områder for overvejelse.
Kritik 1: For mange plusord, der ikke indeholder noget nyt
Hvorfor skal det hedde et nyt ord som ”samskabelse” og ikke blot ”bedre samarbejde”?
Jeg har prøvet at se, om jeg kunne finde en definition af samskabelse i forhold til samarbejde i teksterne. En direkte sammenligning finder jeg ikke. Men der er noget i afsnittet efter det oven for citerede, hvor der tales om ”et ligeværdigt og gensidigt anerkendende samarbejde”, altså en bestemt slags samarbejde. Senere hedder det: ”I den traditionelle styringskæde ser man helt bort fra det positive bidrag, der kan komme fra virksomheder, organisationer og civilsamfundsforeninger” (og det vil samskabelse gøre anderledes). Endelig er jeg faldet over denne passage i manifestet:
”Samskabelse handler om at gøre tingene sammen, og om at gå i dialog med hinanden så tidligt som muligt, så alle får mulighed for at bidrage og få ejerskab til løsningen. Ideelt set skal både problemforståelsen, designet af nye løsninger og deres praktiske gennemførelse være genstand for samskabelse.”
Jeg kan dog ikke se, at det tilføjer noget væsentligt. Hvem går ind for ensidigt (modsat: ”ligeværdigt”) og nedladende (modsat: ”anerkendende”) samarbejde? Hvem synes, at samarbejde er et egnet ord, hvis man ”helt ser bort fra” bidrag fra dem, man vil ”samarbejde” med? Så er det ikke samarbejde, men gidseltagning.
Andre plusord, der anvendes, er ”bevægelse” og ”manifest”. Arbejderbevægelsen. Dér kunne man mange år efter dens begyndelse vel bruge ordet. Allerede ved Modstandsbevægelsen begynder det at knirke (ret få var aktive).. Men Samskabelsesbevægelsen? Burde man ikke vente til, der var lidt flere deltagere end de under 20, som jeg så i en artikel..
Problemet med plusordene forstærkes, når der ikke er særligt meget i manifestet om konkrete værktøjer. De består, som jeg forstår det, mest af opfordringer til myndighederne om at være åbne, ikke blot løse problemerne på kommunens præmisser. Altså en form for holdningsændring, der måske kan fremmes med kurser. Men ofte skabes ligestilling ikke ved at sende de stærkere på kurser, men ved at styrke de svagere. Men det kalder manifestet for et ”modstandsdemokrati”, som skal afløses af et ”medspilsdemokrati”. For resten også et godt plusord.
Kritik 2: Unødvendig og ubehagelig national retorik
I overskriften og i teksten til en anden artikel om samskabelse fra med-stifterne, professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen hedder det, at Danmark skal være verdensmester i samskabelse. Det siges også, at samskabelse skal være en ”landsdækkende bevægelse”.
Hvad skal vi dog med denne nationale og nationalistiske retorik? Andre der vil lancere noget stort, har også brugt den. Forskningsinstitutter, der vil slå sig op, kalder sig ”Nationalt Center for ….”, selvom de ikke er mere nationale eller center end cykelsmeden på hjørnet. Gyldendals fine encyklopædi blev også kaldt den ”nationale encyklopædi”. Man kan sikkert rejse flere penge med udtrykket, men … Gyldendal måtte for kort tid siden lukke for sin internetversion af sit ”nationale” produkt. De måtte opgive over for det internationale frivilligt-skabte produkt Wikipedia, som først blev foragtet, men nu må anerkendes. Hvorfor lukke sig inde i en dansk national forestillingsverden?
Jeg har søgt på SAGE, der er et af de største forlag for videnskabelige tidsskrifter. Også inden for ledelse mv. Samskabelse ("co-creation") giver 206.324 hits. Jeg har ikke læst dem, de fleste er nok på kanten af, hvad de danske stiftere mener med deres begreb. Men havde det ikke været fair at nævne, at det ikke er et unikt dansk fænomen?
For mig står det i sammenhæng med en generel tendens f.eks. i danske medier til at fremhæve Danmark som førende eller potentielt førende overalt – som ”verdensmestre”. I avisoverskrifter, når en dansk virksomheder har leveret en gulvmåtte til en måneraket, så hedder det, at ”Danmark hjælper med at nå månen”. Det er en national selvglæde, som efterhånden ikke altid er velbaseret. Jeg elsker også DK, sproget og det dårlige vejr og min opvækst i Valby i København, hvor jeg i min daglige gang til Rughavevejens skole, hvor også Keld og Hilda Heick gik, kom forbi Benny og Yvonnes hus, kun få meter fra Nordisk Film. Men én ting er nostalgi, en anden ting fremtiden. De modigste, jeg kender, taler om ”skandinavisk ledelse”. Og der er endda flere lande uden for dette område med en vis offentlig sektor og visse idealer om hæderligt samarbejde.
Kritik 3: Samskabelsestanken antager, at folk lever i fysiske lokalsamfund og har deres interesse dér. Det er en forældet ide. Det trækker det repræsentative demokrati skævt
Sådan var det nok en gang. Man fødtes og døde i sin kommune. Havde sin familie, sit job, sin horisont og brugte sin tid dér. Jeg vil kalde dem ”de lokale”. Mine forældre boede i den samme lejlighed i Valby fra de blev gift i 1934 til ca. 1995, hvor de efter kort tid på et plejehjem døde.
Nogle har stadig en sådan høj tilknytning. Men selvom nogle vil beklage det, så tror jeg, at det bevæger sig mod lavere tilknytning. Folk flytter tiere. Deres mere eller mindre voksne børn er andre steder i landet eller udlandet. Man arbejder i en anden kommune, tager afsted kl. 7.00 om morgenen og kommer hjem kl. 19.00 eller 23.00 – f.eks. karrierefolket. De har ikke tid til den lokale inddragelse. De føler sig ikke knyttet til en kommune.
Selv bor jeg i Tyskland og Frankrig. Jeg betaler fuld skat i Danmark (men er som udlandsboende frataget stemmeret). Mine venner bor forskellige steder i Europa. Det er mit ”lokalsamfund”. Det danske system melder sig kun, når de vil have min selvangivelse eller undersøge, om jeg er død. Normalt er jeg det ikke.
Jeg kunne godt forestille mig områder, hvor jeg gerne ville inddrages i noget samskabelse om min situation, alt fra at få min stemmeret igen til de mange praktiske måder, det danske system ikke er gearet til ,at danskere bor i andre lande. Mange hjemmesider smider f.eks. én bort, hvis man har et postnummer på mere end 4 karakterer, og et telefonnummer på mere end 8 karakterer. Men det åbner den implicitte lokalsamfundsmodel ikke og den nationalistiske retorik slet ikke for. Dette ikke fordi min situation er af betydning, men for at give et eksempel.
Det er de lokale, der inddrages i samskabelse. Det er dem, der trækker ressourcerne i retning af deres ønsker. Den socioøkonomiske og politiske sammensætning af dem, som således inddrages, er anderledes end dem, der kommer hjem kl. 19.00 og dem, der bor i udlandet. Det viser bl.a. den nævnte frivillighedsundersøgelse: Det er de unge og pensionisterne og folk i Nordjylland, der er mest aktive. Respekt! På foreningsområdet ser jeg ikke dette som et problem. Man bruger sin egen tid og penge, f.eks. betaler de fleste kontingent. Men samskabelse går også på at bruge offentlige ressourcer.. De 9 eksempler på samskabelse, der nævnes i manifestet, er stadig små og uskyldige Jeg støtter dem gerne. Men principielt trækker det det repræsentative demokrati skævt.
Kritik 4. Samskabelse placerer sig selv som en egnet afløser for ældre ledelsestanker. Men det er det ikke. Dertil bygger det for meget på en harmoniopfattelse
Manifestet placerer samskabelse i forhold til en række tidligere og forkerte løsninger (alt andet end samskabelse synes at være forkerte løsninger): F.eks. løsninger i 60erne og 70erne, der skabte ”underdanige og taknemmelige borgere” (dog nok lige undtagen ungdomsoprørets folk og Vietnam-krigs-demonstranterne) og senere så ”borgerne som kunder” (jeg har svært ved at se problemet hermed), grønthøstermetoder i styringen, den afskyelige konkurrencestat, hvor borgerne har flere muligheder (manifestet kalder det at ”shoppe rundt”, så man kommer til at tro, at de foretrækker en monopoløkonomi). Vi forstår også, at det er galt, at borgere organiserer sig og forsøger at blokere kommunen f.eks. med underskriftsindsamlinger mod dette og hint. Sidstnævnte er vist et eksempel på det tidligere nævnte beklagelige ”modstandsdemokrati”, hvor borgerne er ”veto-aktør, hvis rolle det er at stoppe, bremse eller protestere mod nye offentlige løsninger”, hvor manifestet i stedet vil udvikle et ’medspilsdemokrati’.”
Kommunerne som målgruppe, staten er ude
Så vidt jeg kan se f.eks. på den eksempelliste, der er i manifestet, er systemet især blevet praktiseret på kommunale områder. Jeg ser ingen statsinstitutioner blandt de 9, der nævnes. Tillige er det ikke kommunale områder, hvor der er oplagte interessekonflikter mellem systemet og borgerne, men f.eks. på fritid og kultur, hvor det anlagte harmoniperspektiv er mere oplagt.
Kan samskabelse være egnet som styringsinstrument mellem staten og dets underliggende institutioner? Jeg kan ikke se, at det kan afløse f.eks. mål- og resultatstyring. Med mindre man vil nedbryde departements-styrelses-institutionsmodellen..
Kan samskabelse være egnet mellem f.eks. Skat og skatteyderne? Selvfølgelig er der noget samskabelse: Borgerne udfylder selv deres selvangivelse eller i hvert fald godkender den. Men har der ikke været for meget samskabelse mellem Skat og store virksomheder, som har fået lov til at køre dem?
Og der er dele af den kommunale forvaltning, f.eks. mht. jobcentre, hvor man kan sige, det er fint med noget samskabelse, men der er også en myndighedsfunktion – uanset at NPM kritikken anser det som humanistisk forkert eller i hvert fald finder, at det administreres forkert - hvor samskabelse må tage en anden form. Tilsvarende med områder som byudvikling, byggesager, miljø, økonomi.
Politiet og samskabelse. Der er nogle opgaver, hvor politiet har fremelsket en fredelig og pædagogisk omgang med borgerne. Måske kan man få banderne inddraget i at bekæmpe bandeuvæsenet. Og det mener jeg ikke drillende. Men der er vel også her en grænse et sted, hvor myndigheden er på den ene side, og borgerne eller forbryderne er på den anden. Det siger manifestet for lidt om.
Alt i alt har det været inspirerende at læse oplæggene. Også selvom jeg er blevet inspireret til ikke helt konforme tanker. Godt at nogle vil slå store boller op. Og dejligt, at der fra de akademiske miljøer ikke blot kommer kritik og brok (som jeg så er kommet til at stå for), men positive forslag. Jeg glæder mig til eventuelle kommentarer.
