Vi ser det desværre lidt for meget. Kommuner, forskningsinstitutioner, styrelser eller ministerier udsender historier, der “godkender” svigt, fejl og mistrivsel.
En ud af fem elever trives ikke i folkeskolen. Næsten to ud af ti unge kommer aldrig videre med en ungdomsuddannelse. Op mod to ud af fem beskæftigelsessager er fyldt med fejl. En ud af fem sygedagpengesager afgøres forkert.
Men her går det godt.
Offentlig kommunikation er begyndt at antage en form, der freder fejl og dårlige resultater. I et forsøg på at fokusere konstruktivt, fremhæver offentlige aktører i stigende grad de store tal frem for de små tal. Det store flertals tilfredshed frem for ubehaget hos de mennesker, der behandles dårligt, har det skidt eller aldrig får hjælp.
Men vores læsere, seere og lyttere forventer - med rette - at det går godt.
Kommunikation skal skabe historier - ikke kvæle dem
Vi vil gerne være konstruktive mod- og medspillere for offentlige aktører, men alt for ofte propper dialogen til i ligegyldige historier eller forglemmelse af, hvad en god historie er. Derfor inviterer medierne i hovedstadsområdet til at gøre noget.
De senere år er offentlig kommunikation blevet alt for meget happy-halleluja kommunikation, der glemmer læserne, seerne og lytterne, ja, vælgerne og borgerne. Det er et stigende problem, fordi den frie presse har det svært. Vi har ikke længere ressourcerne til at dobbelttjekke alle de historier, vi bliver præsenteret for.
Men det er også et demokratisk problem, fordi happy-halleluja skaber en form for kollektiv passivisering af os alle sammen.
Som markedsføring af chefer, strategier og organisationer giver den form for kommunikation mening, men vi vil tillade os at rejse spørgsmålet om offentlige organisationer er sat i verden for at gøre reklame for folkevalgte, ledere og ansatte?
Målet må være konstant at udvikle gode rammer for - og med - borgerne. Her adskiller den offentlige sektor sig væsentligt fra privat virksomhed.
Vi er overbevist om, at den aktuelle situation bidrager til en passiv og opgivende stemning i debatten. Det er også et stort kommunikationsmæssigt svigt. Den gode historie er særlig. Anderledes. Spændende.
“Her går det godt” vinkler spilder reelt vores din og vores tid, for vi forventer, at det går godt og vandrer derfor videre. Man kan groft sagt spørge, hvorfor der skal være kommunikationsfolk, hvis de fleste historier er ligegyldige.
Kommunikation skal ledes
Udviklingen har også en anden og for demokratiet værre konsekvens. Vigtige historier bliver overset.
Vinklingen “her går det godt” kvæler væsentlige debatter både i pressen men sandelig også hos beslutningstagerne. Begyndende eller etableret skæv udvikling får lov til at blive værre eller direkte katastrofal, før nogen interesserer sig for den.
Konsekvensen er, at udvikling står i stampe, fordi den dominerende fortælling handler om noget, som borgerne med rette kan forvente og ved i forvejen. Hvorfor så bruge tid på at læse, høre eller se historien, når informationsmængden er så enorm derude i forvejen? Hvorfor så have en kommunikationsafdeling?
Mange offentlige aktører har kommunikationsafdelinger på størrelse med mindre og mellemstore medier, og dermed kommer den meningsløse og til tider ligegyldige kommunikation til at fylde meget.
Sådan kan udviklingen ændres
Der er tre centrale spørgsmål til den aktuelle udvikling, som både kommunikationsfolk men også ledere og politikere må stille sig selv.
-
Er det godt, når en ud af fem mistrives eller to ud af ti sager er fyldt med fejl?
-
Bliver vi dygtigere, når vi overser potentialet for forbedring?
-
Er det tilfredsstillende kommunikation, når det handler mere om at markedsføre organisationen, projektet eller personen end om at forbedre vores samfund?
Når kommunikationsfolk får lov til at sætte retningen - eller er villige instrumenter for ledelse uden ansvar - forsvinder selvkritikken og fokus på udvikling til det bedre. Der er brug for, at ledere og fagmedarbejdere finder tilbage til kernen. Målet om at blive bedre hele tiden.
Medierne lever af historier, der er særlige. Anderledes. Fantastiske. Overraskende. Chokerende. Spændende. Den slags historier er ofte afsæt for nye historier, der perspektivere, engagerer og udvikler.
Sammen kan vi engagere mennesker og søge svarene på tidens udfordringer
Hvis to ud af ti unge aldrig kommer videre med en ungdomsuddannelse, hvad er kommunerne så forpligtet til at gøre med de netop de to?
Når alle skal arbejde, men 2-5 procent af enhver årgang før eller siden rammes af alvorlig sygdom, ulykker eller almindelig ledighed, hvad kan de så forvente af det offentlige?
Efterhånden som antallet af borgere over 80 år vokser, hvordan skal kommunerne så indrette deres ældreservice og -pleje?
Når flere og flere unge søger psykisk hjælp, er det så en succes, at gratis tilbud om psykologhjælp har mange unge patienter?
Vi kan som medier godt forholde os til kompleksitet, men det forudsætter, at vi kender den. Vi kan og vil gerne anerkende perspektivering, men det forudsætter at mediernes arbejdsvilkår anerkendes.
Tænk, hvis kommunikationsfolkene påtog sig opgaven med at formidle kompleksiteten - ikke ved at forsimple den, men ved at rent faktisk forklare os kompleksiteten frem for at mørklægge den. Der er jo sandsynligt, vel nærmest normalt, at nogle bliver utilfredse og der sker fejl - eller som kommunikationsfolkene ville sige: utilsigtede hændelser.
Tænk hvis ledere og politikere i højere grad spurgte sig selv, om de ville interessere sig for de historier, de er med til at sende i omløb og forurene borgerne med.
Tænk, hvis vi kunne lære og forstå mere, fremfor at blive talt ned til af smart markedsføring.
Lige nu er vi mest af alt vidner til en perverteret form for positiv psykologi, der roser bandet på Titanic, og ignorerer at skibet er ved at synke.
