Af Morten Kliim-Due, udviklingschef, Rudersdal Kommune
Med fare for at lave en alt for banal sammenligning er det måske sådan med evalueringsdata i form af prøve- og testresultater, nøgletal og såmænd også nogen gange mere bløde data, at de kan sammenlignes med en almindelig køkkenkniv. Køkkenkniven er et ganske fremragende redskab til indtil flere gøremål i køkkenet og der er næppe mange hjem, der ønsker at være den foruden. På grund af dens evne til at skære i ting er vi nødt til at lære at omgås den med en vis forsigtighed.
Børnene introduceres til køkkenets farlige redskaber under voksensupervision for at lære dem at vælge de rigtige redskaber til opgaven, hvordan de kan bruges hensigtsmæssigt og hvordan de undgår skader på væsentlige legemsdele. Det går selvfølgelig galt en gang imellem og fingre må plastres og i nogle tilfælde oven i købet en tur på skadestuen. Men stadig synes vi at køkkenkniven er en helt naturlig del af vores daglige og tilgængelige redskaber. Selv ikke det forhold, at de i værste fald kan bruges til at true andre med og måske ligefrem påføre dem alvorlige skader mindsker mandens glæde ved det nyerhvervede knivsæt fra Japan.
Den simple forklaring er jo, at problemet ligger i anvendelsen. Og mere end det. Det ligger nogle gange i forestillingen om anvendelsen. Selvom vi ved, at knive er potentielt skadelige og i værste fald livstruende, anser de fleste risikoen for så lav, at fordelen ved en passende samling af køkkenknive langt overgår risiciene. Vores grundlæggende forestilling om køkkenkniven er domineret af de mange konkrete erfaringer vi har med gode stunder i samtalekøkkenet, hvor løg er blevet hakket, stegen er skåret og juleanden parteret uden nævneværdige skader til følge.
Evalueringsdata er noget nyt
For evalueringsdatas vedkommende forholder det sig lidt anderledes på dansk folkeskolegrund. Erfaringsgrundlaget er en hel del kortere end i køkkenknivens tilfælde. Vi har ikke en særlig lang tradition for en systematisk anvendelse af forskellige evalueringsdata i folkeskolen.
Vel har skolen haft forskellige eksamens- og afgangsprøveformer i stort set hele skolens historie, men jeg bliver næppe uenig med særlig mange skolefolk, hvis jeg påstår, at resultaterne ikke har været inddraget i skolens interne vurdering af kvaliteten af sit arbejde. Først i begyndelsen af dette århundrede valgte daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs under højlydte protester, at offentliggøre prøveresultaterne. Protester, der i vidt omfang gik på muligheden for misbrug, frem for en berettiget diskussion, af deres validitet som et isoleret udsagn om skolens kvalitet. En diskussion, der kunne have handlet om, hvordan forskellige typer af gode kvalitative og kvantitative data kan bruges som redskab for skolens løbende kvalitetsudvikling og dialog med sin omverden. Det valgte skolen så ikke.
Men vi har god erfaring med trusler
Den valgte i vidt omfang sammen med dele af det politiske niveau at tale om trusler. I modsætning til vores erfaringsbaserede tryghed ved køkkenknive havde folkeskolen kun få erfaringer med evaluering og endnu mindre med at gøre det i fuld offentlighed. De konkrete erfaringer byggede primært på ubehagelige historier ikke mindst om det engelske inspektionssystem, der efterlod skoler som rygende ruinhobe, i et evalueringssystem præget af et stærkt hierarki, lav tillid og truslen om fyring som den primære motivation for den menige medarbejder.
Oven i det var folkeskolen påvirket af en oplevelse af, at pressen som afslutning på den årlige agurketid, havde en fest med at skrive om folkeskolens mange fejl og mangler lige op til skolestart.
Og så tabte ”vi” mulighederne på gulvet
Men tog vi i skolen så handsken op og sagde nu skal I pokker mig høre en anden historie om folkeskolen? Satte vi os for at undersøge, hvordan vi kunne give skolens omverden et sagligt indblik i hvordan vi forvalter den helt centrale samfundsopgave vi er blevet betroet? Gjorde vi os nogen forestillinger om, at vi måske ligefrem selv kunne blive klogere på effekten af alle de kræfter vi bruger på at arbejde med børnene, hvis vi fandt nogle fremgangsmåder til at skaffe os viden på? Viden der måske i sidste ende kunne udgøre et passende alternativ til pressens til tider uunderbyggede eller overfladiske kritik? Desværre må det generelle svar være nej!
EVA’s rapporter fra 2005 – 06 viser sammen med den første OECD-rapport fra 2005 om evalueringskulturen i folkeskolen med al mulig tydelighed, at vi ikke tilbød en troværdig modhistorie. Som konsekvens blev folkeskolen udstyret med kvalitetsrapport, elevplaner og nationale test. Så kunne vi lære det kunne vi!
Et forkvaklet forhold til vores omverden
Nu kunne eventuelle læsere forledes til at tro, at jeg er modstander af de tre obligatoriske redskaber kommuner og skoler blev udstyret med. Men det er jeg sådan set ikke. Jeg er mere ked af baggrunden for det valg man traf og det politiske klima, de kom til verden i, fordi det fortalte en historie om skolens forhold til sin omverden. Et forhold præget af mistillid på begge sider.
På den ene side en skole, der oplevede sig som misforstået og et vist omfang truet. På den anden side en offentlighed, der oplevede skolen som tillukket og utilbøjelig til at ville stå til regnskab for de resultater, der i form af gentagne PISA-undersøgelser og senest EVA’s nedslående rapport om undervisningsdifferentiering, peger på alvorlige problemer på centrale områder i folkeskolen.
"Vi" ser trusler før muligheder
”Giv ham kniven!” kan uden for kontekst både tolkes som en bemærkning mellem kokke, kirurger på et hospital eller banditter i gang med et overfald i en mørk gyde. At få kniven kan altså både være en velkommen hjælp og en meget kraftig trussel.
Kvalitetsrapporten, elevplanerne og de nationale test blev i vidt omfang introduceret i et klima, der af mange skolefolk oplevedes som noget der i større omfang lignede en mørk gyde end et michelin-køkken og tilgangen til dem var fra starten præget af usikkerhed og mistillid. Måske derfor oplever en del skolefolk, at det evalueringsregime, der for tiden præger samfundet udgør en trussel for det de ser som skolens grundlæggende værdier, i et omfang, der næsten har et deterministisk præg.
- Hvis vi indfører test vil lærerne med sikkerhed indrette undervisningen efter dem.
- Hvis vi laver sammenligninger mellem skoler vil skolerne med sikkerhed sætte alt ind på at komme op ad ranglisten.
- Hvis evalueringer foregår i det offentlige rum, vil skolerne med sikkerhed prøve at fremstille et idylliseret billede.
- Hvis vi fokuserer på resultater vil vi med sikkerhed hindre innovation og lysten til at eksperimentere.
Jeg er med på, at der er tale om helt reelle trusler, der i andre lande har ført til manglende udvikling for de børn, der var den oprindelige kilde til bekymring. Men i dansk sammenhæng er de dog kun mulige trusler ikke med sikkerhed forestående begivenheder.
På Noma eller i en mørk gyde
Evaluereringslitteraturen rummer mange eksempler på, hvordan politikere og embedsmænd har forsøgt at understøtte en bestemt udvikling eller adfærd et eller andet sted i det offentlige system gennem forskellige mål- og kontrolsystemer, men til deres forbløffelse har opnået noget ganske andet end det man ønskede. Gennemgående for eksemplerne på disse utilsigtede effekter er, at der ikke har været en samklang mellem de medarbejdere, der i sidste ende havde ansvaret for opnåelsen af de ønskede resultater og de, der formulerede de oprindelige mål, udpegede indikatorerne og valgte målemetoderne.
Hvis skolen oplever, at de centralt fastlagte evalueringsformer er udtryk for mål de er fremmede over for, målemetoder, der måler forkert og en brug af resultaterne, der opleves som truende, så har Skoleleder Peter Gottlieb helt ret i, at lærerne helt forståeligt vil sikre sig mod eventuelle sanktioner frem for at turde det usikre. Det er et helt menneskeligt træk, at handle ud fra vurderingen af om man befinder sig i en mørk gyde eller er blevet ansat i køkkenlaboratoriet Noma.
Kigge ind på andre betingelser
Men der er jo ikke sikkerhed for at det er sådan. Ind til videre har jeg i hvert fald ikke kendskab til at Danmark har fået ”engelske tilstande”. Men når jeg nu taler om trusler må jeg minde om, at hver gang man fra centralt hold har strammet styringsskruen om skolen har vi undladt at tage bolden op og gå ind i positiv dialog med vores omverden om hvilke behov vi har for at arbejde systematisk, målrettet og resultatorienteret med skolens dannelsesopgave samtidig med at vi lader vores omgivelser – herunder vores politiske foresatte – få mulighed for at kigge ind – også på deres betingelser.
Evaluering er redskaber
Tillid er godt, men tillid baseret på nærvær, åbenhed og fælles nysgerrighed på at udvikle vilkår for børnenes læring frem for sikring af bestemte resultater er endnu bedre.
Vi bør ikke afvise evaluering og evalueringsdata fordi de rummer potentielle farer. Vi bør se dem som nødvendige redskaber for, at vi fortsat kan arbejde undersøgende, eksperimenterende og innovativt i en løbende dialog med vores omverden. En dialog, der vil være med til at minimere risikoen for dårlige køkkenvaner. Husk de fleste skader sker i hjemmet!
Stafetten går til Anders Balle
På det grundlag vil jeg gerne give stafetten videre til Skolelederforeningens formand Anders Balle med spørgsmålet: Hvordan kan vi i skolen fastholde vores behov for et professionelt råderum som lærere, ledere og forvaltere samtidig med, at vi imødekommer omverdenens legitime ønsker om indsigt og dialog med skolen?
