Majgaard: Skoleudvikling i sparetider

Velfærd

28/02/2011 11:56

Nick Allentoft

Mine to forgængere her på bloggen er tilsyneladende uenige om, hvilken overskrift der skal sættes for udviklingen af folkeskolen. Egelund lægger ud med ”Effektivisér undervisningen i folkeskolen”. Og dette retter Kjeldsen hurtigt til ”Kvalificér undervisningen i folkeskolen” – i protest mod den ”neoliberale, endimensionelle økonomiske model”, der ligger bag effektivitetsbegrebet (så kan vi lære det!)

Af Klaus Majgaard, adm. direktør, Børne- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningen

Som praktiker står jeg noget uforstående over denne modstilling. Vi skal jo begge dele – både kvalificere og effektivisere. På den ene side er der brug for at udvikle indholdet og kvaliteten i skolen, hvis vi skal kunne ruste alle børn til at uddanne sig videre efter deres tid i folkeskolen. På den anden side kan vi kun udvikle kvaliteten, hvis vi formår at omlægge og målrette brugen af ressourcerne. At kvalificere og effektivisere er to sider af samme mønt.

Kvalificere

Det største problem i folkeskolen er, at et stort og stabilt mindretal af eleverne ikke er rustede til at gennemføre en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen. Vores strategiske hovedopgave er at skabe en skole, der får alle med – det vil sige hjælper alle børn og unge med at udvikle de kompetencer og den motivation, som gør dem klar til mere uddannelse og et aktivt samfundsliv.

Her må vi arbejde på flere fronter:

• Vi må skabe et mere sammenhængende læringsforløb fra dagtilbud og ind i indskolingen. Det pædagogiske arbejde i dagtilbudene favner et rigt potentiale for at give børnene mere lige muligheder, når de påbegynder deres skolegang. I de fleste kommuner er der udviklet gode overgange fra dagtilbud til skole, men der er sjældent udviklet en mere indholdsmæssig sammenhæng mellem læringsforløbene i de to tilbud.

• Vi skal udvikle en skoledag, der gør op med det stive skel mellem undervisning, pauser og fritid og i stedet giver plads til alsidige og afvekslende læringsforløb, som passer med den konkrete børnegruppes behov.

• Vi skal udvikle en ny overbygning, som er langt mere integreret med ungdomsuddannelserne og giver differentierede veje ind i ungdomsuddannelserne – hvor det praktisk talt skal være umuligt at falde fra uden at starte på noget nyt.

• Og vi skal integrere special- og almenpædagogikken, så børns behov for særlig støtte i langt højere grad kan gives i almenmiljøet.

Dette kræver, som Kjeldsen rigtigt påpeger, en række støttende tiltag, herunder bl.a.:

• Kompetenceudvikling af skolens medarbejdere – både som formaliseret efteruddannelse og som praksislæring på skolen

• Inddragelse af forskningsbaseret viden i skolens praksis

• Adgang til at trække på specialviden og støttende foranstaltninger, når vi skal skabe inkluderende læringsmiljøer

• Et konstruktivt samspil mellem skoler, forvaltning og politikere

Alt i alt kræver kvalificering, at vi kan sætte ressourcerne i spil på nye måder.

Effektivisere

Dette bringer os til den anden side af mønten: Effektivisering. Næsten overalt i landet gennemfører kommunerne lige nu omfattende besparelser, og nogle rammer også skolerne. Det aktuelle problem er, at der mangler penge. Men om få år vil vi blive stillet over for en knaphed, som er langt mere alvorlig: Vi kommer til at mangle kvalificerede medarbejdere. Og skal det offentlige ikke lægge beslag på en voldsomt større andel af arbejdsstyrken, kommer vi til at drive vores tilbud med markant færre ansatte.

Spørgsmålet er nu: Hvad findes der af godartede tilgange til effektivisering? Med ”godartede” mener jeg, at de ikke skader kvaliteten af undervisningen og elevernes udbytte.

Her er der en række muligheder, som også påpeges af Egelund:

• Skabe en skolestruktur, som muliggør klasse-optimering og fagligt bæredygtige miljøer

• Målrette brugen af medarbejdernes tid – vi kan mange steder nedbringe den tid, lærerne ikke bruger på undervisning ved at prioritere mellem deres opgaver

• Nedbringe spildtid, jf. Egelunds forslag

• Omlægge midler fra specialundervisning til udvikling af de almene læringsmiljøer

• Etablere fælles ledelse mellem dagtilbud og skoler – i større omfang end i dag

• Skabe øget stordrift i administrative og tekniske støttefunktioner

Disse virkemidler er alternativet til mere ”ondartede” tiltag – f.eks. reduktion i timetal.

Egelund og ensretning?

En række af Egelunds effektiviseringsforslag indebærer en egentlig standardi¬sering og ensretning af undervisningen. F.eks. foreslår han, at der skal udvikles et nationalt curriculum ledsaget af 2-3 autoriserede lærebogssystemer med tilhørende IT-materiale og test.

De forslag, som jeg selv har anført ovenfor, har alle det til fælles, at de skaber rammer for en effektiv anvendelse af ressourcerne i skolens hverdag. Men de foreskriver ikke, hvordan skolens medarbejdere præcist skal arbejde i relation til den konkrete børnegruppe. Egelunds forslag går imidlertid dette skridt videre i retning af standardisering.

Det er i mine øjne en stor fordel, at lærere har adgang til et udvalg af digitale ressourcer, og at dette kan nedbringe brugen af tid til forberedelse. Men selve valget af pædagogisk strategi og metode er imidlertid situationsbestemt og må træffes i mødet med den konkrete børnegruppe.

Det største aktiv for skolens udvikling er engagerede og kompetente medarbejdere, som kan træffe kvalificerede valg af, hvilke strategier, metoder og materialer der er brug for i en konkret situation. En standardisering af metoder og materialer vil ikke fremme denne evne – men risikere at skabe et maskinelt skolevæsen, hvor lærere og pædagoger blot er operatører.

Kjeldsen og frygten for kvantificering?

Kjeldsen udtrykker en berettiget kritik af den ureflekterede brug af simple kvantitative mål og målinger, som grundlag for skoleudviklingen. Han argumenterer for en flerdimensionel model – som hviler på et videnskabsteoretisk reflekteret grundlag.

Dette synspunkt kan jeg langt hen ad vejen følge. Men dette burde ikke føre til en afvisning af at sætte mål for effektivitet, men snarere for at udvikle et rigere sæt af mål for effektivitet.

Derfor er det efter min mening overraskende, at Kjeldsen på andre områder helt uproblematisk betjener sig af simple kvantitative mål. F.eks. er han rig på forslag til meget specifikke mål for klassekvotienter og timetal. Mener Kjeldsen, at disse på nogen måde giver et sigende billede af kvalitet? Netop disse mål er udtryk for en yderst industriel tilgang til regulering af folkeskolen, hvor vi regulerer ved at sætte normer for ”ressource-input”.

Styre på rammer, støtte på indhold

Formlen for styring af folkeskolen er efter min mening, at vi skal styre på rammer og støtte på indhold.

Vi skal styre på rammerne ved

• at sætte ambitiøse mål,
• at sætte ressourcerne i spil på nye måder
• at insistere på at alle deltager i en forpligtende videndeling
• og ved at følge op på resultaterne

Vi skal støtte på indholdet ved:

• at respektere, at skolerne finder forskellige veje
• at yde aktiv sparring og støtte til refleksion

Herigennem kan vi skabe et konstruktivt samspil mellem skoler, forvaltning og politikere – hvor vi på én gang kan udvikle kvaliteten og effektivisere ressourceanvendelsen.

Stafetten går til Justine Grønbæk Pors

Med disse ord sender jeg stafetten videre til ph.d.-studerende Justine Grønbæk Pors på CBS, der forsker i skoleledelse. Justine kan give os et billede af, hvad der skaber dynamik og udvikling i samspillet mellem den kommunale forvaltning og de lokale skoler.

Mest Læste

Annonce