”Jeg læste et sted, at svenskerne er meget generte. At det er derfor, de ikke taler med os. Er det rigtigt?” spørger Yousef Rasheed.
Vi sidder i hans familielejlighed på Furutorpsgatan i Helsingborg – en gade fyldt med rækker af etagelejligheder, som så mange andre gader - og taler sammen på svensk. De sparsomme møbler i stuen ser ud til at være fra IKEA.
Om Huset Zornig
Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.
Yousef er 33 år og har været her i flere år nu. Et år i en flygtningelejr ”ude i skoven” - et sted, hvor man skulle gå en time for at møde et menneske, man kunne tale med, som han siger med et smil - indtil han fik asyl, og så to år i Helsingborg. Han var sammen med sin far, der for længst har rundet de 70 år, familiens fortrop i et forsøg på at finde et nyt liv, da bomberne begyndte at falde i Damaskus og ødelagde deres hjem.
Sidste sommer stødte Lisbeth på seks af Yousefs familiemedlemmer, inklusive hans to femårige niecer, på vejene ved Rødbyhavn og gav dem et lift hjem til mig. De havde været på rejse i over fyrre dage, og havde kun det tøj, de stod og gik i. Hvad de havde med sig fra rejsens begyndelse, havde de mistet undervejs. Jeg bød på kaffe i stuen og kørte dem bagefter til Kastrup togstation, så de kunne komme til Helsingborg. Det var den dag, da flygtningestrømmen for alvor ramte Danmark, og hvor Sverige tog imod alle syriske flygtninge med åbne arme. Det var dengang. Siden blev vi dømt for menneskesmugling for at give dem et lift og byde på kaffe. Men det er en anden historie.
”Jeg tror både svenskere og danskere er mere private, end så mange andre folkefærd,” siger jeg. ”Det gælder vist også finner, nordmænd og islændinge. Der kan være helt tavst i en bus i Danmark, og i supermarkedet taler man ikke med andre, som man ikke kender. Det er meget anderledes, end i de sydeuropæiske lande. Måske er vi mere utrygge ved det fremmede, som ikke ligner os selv.”
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Yousef nikker. ”Jeg kan mærke det. Mange svenskere svarer ikke, selv om jeg smiler og hilser på dem. Det er et problem. Vi er nødt til at lære svensk for at få arbejde her og tjene vores egne penge, men det er svært at finde svenskere, der vil tale med os.” Han nikker ud til gaden. ”Næsten alle her i kvarteret er udlændinge. Det er virkelig svært at finde en svensker, man kan tale med. Der er en på biblioteket, som vi kan snakke lidt med. Problemet er, at han taler virkelig skånsk,” siger Yousef og smiler bredt.
Den griner vi ad. Younes, hans yngre bror, bryder ind: ”Det meste af tiden taler Yousef og jeg svensk med hinanden for at øve os. Vi er dem, vi taler mest svensk med. Og så konkurrerer vi om, hvem der kan mest.”
Younes var en af de familiemedlemmer, som Lisbeth gav et lift i september sidste år. Han er 22 år, og læste til farmaceut på universitet i Damaskus, før krigen brød ud.
”Jeg kan blive misundelig på mine venner,” siger Yousef. ”Nogle af dem bor nu i Grækenland, andre i Spanien. De lærte alle sproget der på kun tre måneder, fordi alle der taler med dem, så de fik øvet det hel masse. Jeg kæmper stadig. Det er svært at finde mennesker, jeg kan øve mig med.”
Yousef er teletekniker. Både han og Younes har for nylig fået deres uddannelser godkendt af de svenske myndigheder, og kan nu søge ind på uddannelser eller dokumentere kompetencer over for arbejdsgivere. Men det har taget tid, og det er ikke let for Yousef.
”Jeg søger arbejde hver dag. Her, over hele Sverige og selv i Norge. Men de gange, jeg er kommet til samtale, er ansættelsen faldet på, at jeg ikke taler svensk godt nok. Det er enormt frustrerende. Jeg har haft en masse jobs på restauranter og rengøring, fordi jeg vil tjene mine egne penge, men det stopper altid, når prøveperioden udløber. Jeg har til gengæld ikke haft et job, hvor jeg kan gøre det, jeg er uddannet til. Det er nu fire år siden, jeg arbejdede med teleteknik. Mine kompetencer bliver forældede. Det er meget frustrerende.” Han lader et øjeblik det ellers konstante smil falme. Så samler han det op igen. ”Men jeg bliver ved, jeg giver ikke op. Det skal nok lykkes.”
Integration - det væsentlige
Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side.
Jeg nikker. Men andre giver netop op. De kan ikke finde vej. De har svært ved sproget. De har ikke det netværk, der skal til for at få et job. De resignerer. Så jeg spørger til det, og han svarer.
”Ja, der er dem, der ikke lærer sproget, men læner sig tilbage og nøjes med at modtage understøttelse,” siger Yousef. ”De findes bestemt. Vi er alle forskellige. Jeg vil bare ikke være en af dem.”
Deres aldrende far kommer ind i stuen. Han har været på sprogskole her til formiddag, ligesom deres mor. Hende blev de genforenede med i vinter. Hun havnede i Tyrkiet under flugten fra Syrien, hvor hun opholdt sig adskilt fra sin mand og sine børn i tre år, før hun fik tilladelse til at blive forenet med dem.
”Det var lange år for min far og mor,” siger Yousef. ”De har været sammen hele livet og har ikke så mange år tilbage.”
Flere af Yousefs og Younes’ søstre opholder sig i Tyskland. En af dem vil gerne Helsingborg, men har fået afslag på asyl der. De ved ikke hvorfor. De er otte søskende i alt.
”Vi ville til vores familie i Sverige,” siger Younes. ”Vi vil ikke være splittede som familie, fordi nogen besluttede, at vores hjem i Damaskus skulle bombes i stykker.”
Younes nikker mod sin far. ”Han skulle på hospitalet, og jeg tog med ham, men de kunne ikke forstå, hvad han sagde, og jeg kunne ikke svensk nok til at forklare dem det. Det var frygteligt,” siger han og ser mig direkte i øjnene. ”At stå der og ikke kunne hjælpe den mand, der har beskyttet mig hele mit liv. Der besluttede jeg mig for at lære svensk så hurtigt, som jeg overhovedet kunne, om der var plads på sprogskolen eller ej.”
Hvordan de øver sig bliver klart, da vi får the. Lisbeth spørger, hvilket krydderi der er i the’en, og Yousef finder et billede frem på sin mobil af kardemomme. Med et tryk på applikationen siger en stemme på klingende svensk: ”Kardemumma.” Det gentager de så adskillige gange, så ordet sidder der.
Younes’ gamle far smiler. Han er ikke ferm til det svenske, så han får hjælp af sine sønner. Men han siger ”tusen tack”, mens han ser på Lisbeth, bukker let, og smiler mere. Han gentager det. Det er et ord, han bruger flittigt. Det gjorde han også den aften for et år siden, da Younes og hans bror og hustru og små niecer nåede sikkert frem til Helsingborg. Der kom et opkald, og den gamle stemme sagde tak på svensk i telefonen flere gange, end jeg nogensinde før har hørt i en telefonsamtale.
Niecerne, som nu er seks år, er i øvrigt ikke hjemme. De er i børnehaveklassen. Yousef undskylder mange gange, men det er deres pligt. Det er tydeligvis ikke en familie, hvor man skulker.
”Jeg håber I bliver her længe,” siger faren ved hjælp af sine sønner. ”I må overnatte her, I må blive og sove,” siger han, og lægger hænderne sammen mod kinden, mens han hælder hovedet på skrå.
Vi smiler og takker, men siger, at vi må tilbage om ikke så længe. Lejligheden består i øvrigt af en stor stue, to soveværelser, et køkken og et badeværelse – i øvrigt så renskuret, at det skærer i øjnene. Der er madrasser gemt af vejen til sovepladser for mange mennesker. Men der er plads også til os. Venligt nok.
Yousef nikker mod sin far og forklarer. ”Han er meget taknemmelig, for at I hjalp hans familie.” Så skifter han blikket først mod Younes, og så mod Lisbeth: ”For min bror er du et symbol. Han er sikker på, at du blev sendt af Gud for at hjælpe dem. De var seks, og du havde seks tomme sæder i bilen.” Han smiler, mens Younes flytter sig i stolen, men blikket er fast: ”Inch Allah.”
Jeg kan kun smile tilbage. Og så siger jeg, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark, så måske skulle vi se på mulighederne i København.
Note: Samtalen foregik på usikker svensk, der kan forekomme unøjagtigheder.
