Over 13.000 børn er anbragt: Her er fem forhold vi ved for lidt om

Rigsrevisionen har kritiseret indsatsen over for anbragte børn. Der kommer for dårlige resultater ud af de ressourcer, der bliver brugt på indsatsen. Den debat er vigtig – altså hvordan vi bruger offentlige midler og om de bruges fornuftigt, og om der er andre måder at bruge pengene på, som kommer børnene og de samfundet bedre til gode.

Den debat må ikke afspores af politisk forenklede og letkøbte løsninger. Det fører kun til kortvarig demagogi og beskeden praksisudvikling.

Lad os se på udfordringen.

Ved vi hvem børnene er?

I 2014 var der cirka 13.200 anbragte barn i Danmark. Af disse var 6.155 barn i almindelig familiepleje, 283 i netværkspleje, 388 i kommunale plejefamilier og 617 i slægts-familiepleje. Som udgangspunkt er de anbragte børn i plejefamilier lige så forskellige som andre børn, med hver deres unikke historier, individuelle erfaringer og med meget forskellige behov. I børnepopulationen i Danmark har 13-14% til enhver tid nedsat funktionsniveau på grund af emotionelle vanskeligheder og adfærdsproblemer.

Det antages at forekomsten af ovennævnte problemer forekommer hyppigere i den del af børne- og ungdomspopulationen, der er i kontakt med og får hjælp af de sociale myndigheder.

For at give den bedst mulige hjælp, det vil sige ramme så rigtigt så muligt med de tiltag, der iværksættes, skal vi kende det enkelte barn, dets baggrund, individuelle behov og særlige personlighedstræk. For at opfylde denne præmis, skal børn med emotionelle og adfærdsmæssige problemer have ret til at blive kortlagt og udredt for at få den hjælp, de har brug for. Dette gøres ikke systematisk nok. 

Vi ved dermed i dag for lidt om, hvem disse børn er.  

Kender vi anbragte børns problematikker?

Nogle anbragte børn klarer sig godt, men mange kæmper og nogen anbragte børn får ikke den rigtige hjælp i forhold til de problemer, de har.

Omsorgssvigtede børn har langt hyppigere end andre børn erfaringer med vold, misbrug, afvisning, brutal opdragelses-stil og miljøer der ikke yder den nødvendige støtte for barnet (invaliderende miljø). Dette er i sig selv alvorlige risici. Mange har ikke lært tryghed i nære relationer, hvordan de omgås andre (social kompetence) og er ofte uden nære rollemodeller hvad angår stresshåndtering og følelsesmæssig regulering .

Kombinationen af invaliderende opvækstmiljø og manglende følelsesmæssig regulering, udgør betydelige risici for udvikling af adfærdsproblemer, asocial adfærd, alvorlig angst og depression, samt betydelig forhøjet risiko for senskader i kølvandet af traumatiske erfaringer.

Specifik og holdbar viden om disse problemer er pr. i dag mangelfuld. Vi har dermed for lidt systematisk og holdbar viden om hvilke problemer, børn og unge i plejefamilier kæmper med. 

Ved vi hvad de har brug for?

Børn og unge, der har været udsat for omsorgssvigt, har ofte problemer med mangelfuld følelsesmæssig regulering, som viser sig som adfærds-samspilsproblemer og emotionelle problemer. De har ret til at få reetableret relationel tryghed og få mestringserfaring med hensyn til at håndtere egne følelser og opbygge positive relationskompetencer. Følelsesmæssig regulering og positive relationskompetencer læres i trygge relationer fra vi bliver født og generaliseres (overføres) gradvist til aktuelle områder, hvor disse færdigheder naturligt kommer i spil og bruges. 

For at hjælpe børn og unge, som har problemer med emotionelle og adfærdsmæssige udfordringer, skal hjælpen som gives have fokus på regulering af følelser, positive relationer og generalisering af disse færdigheder.

I dag er der for lidt fokus på disse elementer, når børn anbringes i plejefamilie. 

Ved vi hvem, de har brug for?

Udsatte børn og unge, og børn og unge, der har behov for hjælp, har brug for voksne, som engagerer sig i dem, som er stabile, er gode til at skabe tryghed i relationen og er målrettede i forhold til at opbygge fælles projekter (alliance). Men dette er ikke i sig selv tilstrækkeligt.

Disse voksne skal også have forståelse, evne til nær og tæt relation, og kompetence til at handle for at håndtere dårlig eller fraværende følelsesmæssig regulering hos barnet. Videre skal den voksne kunne rumme uhensigtsmæssig relationskompetence. De skal være stabile, langtidsorienterede, kunne rumme ubehag, kunne regulere egne følelser, når det spidser til, vide hvad børn og unge har brug for, og kunne bygge, styrke og støtte børn egen indsats for at mestre.

I dag er der for lidt fokus på oplæring og vejledning af dette i forbindelse med hjælperne, som her er plejeforældrene.  

Men - vi ved, hvad der virker, og for hvem!

Med udgangspunkt i, hvad børn og unge med følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer har brug for, er det forunderligt, at tilgængelige forskningsstøttede interventioner bruges i så ringe grad, som tilfældet er i dag. Flere velafprøvede “programmer” har vist sig effektive for bestemte målgrupper. 

Programmerne begrænses dog af målgruppespecialisering, hvilket kan være en ulempe med hensyn til bredden i problematikker hos anbragte børn og unge. For at imødekomme det brede behov og differentiere mellem forskellige problematikker, repræsenterer Modul Baseret Kognitiv Adfærds Terapi (MB-KAT) aktuelt et af de mest helhedsorienterede og gode tilbud, der findes. 

Der er stærk forskningsmæssig evidens for at hævde, at emotionelle og adfærdsmæssige problemer bedst afhjælpes ved at tage tilstandsspecifikke (målrettet angst, depression, traumeproblematikker, og adfærds-samspil) og bredspektrede MB-KAT interventioner i brug, både på system- og individniveau. 

Når effektive interventioner bruges, ved vi imidlertid også, at den, som udøver en sådan praksis, skal have færdighedsbaseret træning og konkret vejledning i at bruge metoderne sådan, som det er meningen, at de skal bruges, altså så effektivt som muligt. Oplæring og vejledning skal være baseret på forskningsstøttede metoder - det indebærer først og fremmest praktisk færdighedstræning og øvelse gennem egne refleksioner.

Der er i dag for lidt fokus på forskningsstøttet oplæring og vejledning af plejeforældre.

Barrierer 

Det tager i gennemsnit 17 år fra metoder og programmer er fundet effektive og giver gode resultater i kontrollerede studier, til de når ud til praksisfeltet. 

Når de er overført til praksis, er den største barriere for at tage dem i brug, terapeuters og øvrige hjælperes personlige præferencer, sammen med manglende tydelige mål fra virksomhedens ledelse om at tage dem i brug. 

Implementering af “nye interventioner” handler om holdningsændringer og ændringer i måden man udøver praksis. At etablere stabil drift med nye interventioner og metoder, tager tid. Vellykket implementering handler om at træning af færdigheder og udvikling af holdninger, går hånd i hånd og integreres og generaliseres gradvis hos udøveren ved hjælp af mængdetræning over tid.  

En model

I sommeren 2016 startede Olivia DK konkrete sonderinger sammen med Center for Kognitiv Praksis og Olivia Care Norge for at skabe en model, baseret på brug af forskningsstøttede interventioner, for at imødekomme behovene hos plejeforældre, der har udfordrende børn og unge anbragt hos sig.

Modellen bygger på et fundament bestående af 1) forskningsstøttede interventioner (MB-KAT), 2) systematisk brugerinddragelse og 3) dokumentation i arbejdet med anbragte børn og unge, der har emotionelle og adfærdsmæssige problemer.

I modellen skal plejeforældrene gennemføre interventionerne med opfølgning af kompetent KAT-personale, som træner og vejleder plejeforældre i brug af interventionerne. Modellen skal bygge på faglige moduler rettet mod kortlægning, omsorg og ændring - og på holdbar dokumentation for at evaluere resultater af tiltag.

Selve driften organiseres med et center med tilknyttede plejefamilier, et center som forestår kortlægning og analyse, som træner og vejleder plejeforældre med hensyn til deres individuelle behov, og som samtidig varetager dokumentationen. Centret skal også have opgaver som aflastning, vikarordning, fælles aktiviteter, forebyggende aktiviteter med mere.