Universiteter i lederskabspres

Ledelse

10/10/2011 21:30

Nick Allentoft

Det er tankevækkende, at mange universiteter i en tid med flere studerende og færre ressourcer til uddannelserne primært er optaget af organisatoriske strukturer. Undervisningsindsatsen og den pædagogiske udvikling må ikke blive nedprioriteret i jagten på ”bigger and better”, skriver dekan Jesper Strandskov i Lederskabs-stafetten.

Af dekan, professor, dr.merc. Jesper StrandskovDet Samfundsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet

Den Offentlige.dk's Lederskabs-stafet er af Anders Trillingsgaard overdraget til mig. Anders spørger, hvilke tanker jeg gør mig om ledelsens rolle i den offentlige sektors næste skridt.

Universiteterne er i disse år under kraftig forandring. For omverdenen er det nok mest tydeligt i form af et ændret universitetslandskab med færre og langt større universiteter. Netop nu er der yderligere strukturændringer undervejs et par steder. Aarhus Universitet og Københavns Universitet gennemfører radikale ændringer af deres organisationer med nedlæggelse af fakulteter, sammenlægning af institutter og forskningscentre etc. Parolen er ”bigger and better”, hvor universiteterne går efter at etablere sig som såkaldte ”world class” universiteter. Indsatsen og investeringerne sker især inden for forskningsområderne, mens udvikling af uddannelserne og undervisningen ikke forekommer at få helt den samme opmærksomhed og prioritering.

I en netop udgivet bog ”The Innovative University: Changing the DNA of Higher Education from Inside Out” skrevet af Harvard professor Clayton M. Christensen og hans medforfatter Henry J. Eyring gøres der en lang række tankevækkende observationer om udviklingen i universitetssektoren. Betragtningerne vedrører ikke så meget strukturer og rammer, som især drøftes i Danmark, men i højere grad de underliggende konkurrencemæssige bevægelser og strømninger.

Det klassiske universitet er under pres

Bogens hovedbudskab er, at det klassiske, elitære universitet med de brede forskningsbaserede uddannelser er under pres, og det på flere fronter. En del af udfordringerne kender vi også i den danske sektor:

- der er en voksende underskov af nye uddannelsesudbydere, som også omfatter ukendte private aktører, der udbyder kortere og mere koncentrerede uddannelsesforløb typisk på bachelorniveau og baseret på online-learning (e-læring)
- Der er stigende udgifter til uddannelserne, uden at budgetterne følger med. (En McKinsey-undersøgelse fra 2009 viste, at de danske universitetsuddannelser er underfinansierede i forhold til deres faktiske udgifter, forstået sådan at de bevillinger universiteterne modtager til uddannelserne ikke er dækkende, og derfor anvendes nogle af midlerne, der er givet til forskning, til at dække uddannelsesudgifterne)
- Der er større pres for, at universitetsforskerne skal publicere deres resultater i internationale fagfællebedømte tidsskrifter, som i dag er en forudsætning for meritering og for en fast stilling, men også for hvor stor en andel af de offentlige forskningsmidler et universitet får
- tilgangen af studerende til de videregående uddannelser er stigende, og mange af vores nye studerende er 1. generations akademikere, dvs. de kommer fra ikke-akademiske hjem

Flyt fokus fra organisation til forskning og uddannelse

Det er tankevækkende, at mange universiteter i en tid med flere studerende og færre ressourcer til uddannelserne primært er optaget af organisatoriske strukturer, der særligt er relevante for organiseringen af forskningen.

Den ledelsesmæssige udfordring, som jeg ser den, er at få forskning og uddannelse til at balancere - ikke mindst i universitetets verdensbillede og selvopfattelse.

Undervisningsindsatsen og den pædagogiske udvikling må ikke blive nedprioriteret på det klassiske universitet i jagten på world class.

Vi har i disse år i lyset af de ovenstående udfordringer netop behov for at sætte ekstra fokus på undervisningssiden. Og vi er som aktører på et marked i forandring dermed nødt til at tænke i nye forretningsmodeller for vores uddannelser.

The Innovator's Dilemma

Og så vender jeg igen tilbage til Clayton Christensens bog. Bogens analyse bygger på den teoriramme om innovationers udvikling og spredning, som Clayton Christensen opstillede i sit epokegørende værk ”The Innovator’s Dilemma” fra 1997. Teorien er senere blevet tilpasset, udviklet og afprøvet på en lang række erhvervs- og brancheområder inden for såvel den private som offentlige sektor. Christensens udgangspunkt er, at en sektor eller en branche historisk er præget af en dominerende forretningstænkning – eller -logik – eller for at blive i forretningssproget en bestemt forretningsmodel.

De nedbrydende innovationer

Nøglen til forståelsen af en sektors eller et erhvervsområdes dynamik ligger ifølge forfatterne i de såkaldte nedbrydende innovationer (’disruptive innovations’), som opstår med mellemrum i alle sektorer. Mønsteret, der går igen, er, at hovedparten af de veletablerede og ofte markedsdominerende udbydere driver den teknologiske og markedsmæssige udvikling ved at satse på bevarende (”sustainable”) innovationer, hvor drivkraften netop er ”bigger and better”. Problemet er imidlertid, at aftagerne ikke nødvendigvis har behov for alle de karakteristika og egenskaber, et produkt eller en ydelse repræsenterer. I den proces kan produktet blive for komplekst og multifunktionelt i forhold til behovene. Derved skabes der plads til nye og mere enkle løsninger.

Universitetslederens udfordringer

Og det et netop her, vi som ledere skal være innovative og turde se med nye øjne på vores ”forretningsmodel”. Det indebærer også en lang række selvkritiske spørgsmål, vi som organisationer må håndtere. Helt konkret: Hvordan sikrer vi, at vores studerende tilegner sig den relevante forskningsbaserede viden? Hvordan sikrer vi, at den viden er nyttig og kompetencegivende, uden at den bliver for dyr eller for kompleks i forhold til aftagernes behov?

Efter min mening er svarene på disse spørgsmål, at universiteternes ledere blandt andet skal arbejde langt mere målrettet med vores uddannelsestilbud og læringsforme. Vi skal se være mere åbne for mulighederne for at kombinere traditionelle undervisningsformer med nye teknologisk baserede undervisnings- og indlæringsformer. Teknologien kan, selv om den er stabil og udviklet, fungere som en potentielt nedbrydende - ”disruptive” – faktor set i forhold til traditionelle – ”sustainable” - undervisningsformer.

Den danske vinkel

I ”The Innovative University” gives konkrete eksempler på, hvordan en række udviklingsbærende amerikanske universiteter er kommet langt i reformen af uddannelsesudbud og –curriculum ved hjælp af blandt andet ny teknologi. Formentlig også presset af at de i langt højere grad agerer på et kommercielt marked.

Vendes blikket imod Danmark er det offentligt finansierede uddannelsessystem dog også under kraftigt pres. Traditionelt set er alle danske heltidsuddannelser finansieret af offentlige midler via kollektive skattebetalinger, og retten til fri og lige adgang til uddannelse er et bærende princip. Der forventes imidlertid fremover relativt færre penge til universiteternes uddannelser på trods af, at tilgangen til de videregående uddannelser fortsat forventes at stige kraftigt i de kommende år.

Med risikoen for en kraftig underfinansiering af de videregående uddannelser bør den danske universitetssektor først og fremmest overveje muligheden for at indrette og udforme uddannelserne radikalt anderledes og billigere, inden man kaster sig over andre muligheder, som eksempelvis brugerbetaling der vil gøre op med princippet om fri og lige adgang til uddannelse.

Uden at reducere uddannelsernes kvalitet – der er faktisk brug for det modsatte - kan det bl.a. netop ske ved at indføre mere tidssvarende læringsformer og undervisningsforløb (studenteraktiverende undervisning og multimodal læring), der også imødekommer den måde nutidens unge tilegner sig viden og lærer på, dvs. en læring, der også foregår gennem både tekst, billeder, lyd, rolle- og simuleringsspil etc. – såvel fysisk ved fremmøde som virtuelt. Og det uden at negligere den nødvendige forskningsbasering.
 

Stafetten går til Jens-Peter Poulsen

Jeg vil gerne videregive stafetten til direktør Jens-Peter Poulsen, PA Consulting Group A/S, der med sin og sit firmas rådgivning netop i disse år gør en forskel ved at tilrettelægge og medvirke i store forandringsprojekter inden for den offentlige sektor. Jeg kunne godt ønske mig at høre hans erfaringer med at implementere store forandringsprojekter, herunder udfordringerne til ledelserne.

Noter:

Clayton M. Christensen: The Innovator’s Dilemma. When New technologies cause Great Firms to Fail”. NY: Harvard Business School Press, 1997
Clayton M. Christensen and Henry J. Eyring:”The Innovative University: Changing the DNA of Higher Education from Inside Out”. Jossey-Bass, 2011
DEA: ”Uddannelse og virksomhedernes konkurrenceevne – rækker den offentlige finansiering til international topklasse?” København 2010

Mest Læste

Annonce