Danmarks politiske købmænd fejler

Politik

20/9/13 10:03

Freja Eriksen

Vi udvikler middelklasseløsninger til underklasseproblemer, og forbavses over, at de ikke virker. Hos vores naboer Sverige, Tyskland og Storbritannien er ”kun” 15 pct. af borgerne på overførselsindkomster i gennemsnit. I Danmark er tallet 22 pct., og det koster de danske skatteydere 50 milliarder kroner om året i meromkostninger sammenlignet med nabolandene. Måske skulle vi se på, hvad det er, vi gør så anderledes, end vore naboer.

”Valgkampagne er spild af penge” var overskriften i Politiken forleden. Det handler om, at de danske regionspolitikere – som er til valg den 19. november til kommunalvalget – har afsat en halv million kroner til at få de unge til at stemme.  

Ifølge Roger Buch, Ph.d. i statskundskab og forskningschef hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er pengene spild.

Læs Ekspert: Dialog og frivillige øger ikke valgdeltagelsen

“Er man for alvor interesseret i at højne valgdeltagelsen, så skal man søge de grupper, hvor valgdeltagelsen er lavest”, siger han, og kalder kampagnens prioritering ”skæv og uigennemtænkt”. Læs mere her.  

Uigennemtænkt er den nu ikke. Politik er en markedsplads, og som på alle andre markedspladser er det vigtigt at få fat i de unge, nye kunder, der kan levere politisk valuta i form af stemmer mange år frem. Så det giver god mening, at politikerne prøver at få nye kunder i butikken. Det gør alle gode købmænd.

Men den øvelse bør være en sag for de politiske partier, ikke velfærdssamfundets fælleskasse. Hvorfor i al verden skal politikere på valg bruge skatteyderkroner på at få middelklassens curlingbørn til at rent faktisk at bruge deres demokratiske stemmeret? Er det ikke noget, som forældrene og lærere burde have indprentet dem?

Hvis vi skal gøre noget for at højne valgdeltagelsen bør det, som Roger Buch siger, handle om de grupper, hvor valgdeltagelsen er lavest – de borgere, der føler sig udenfor fællesskabet. Samfundets svageste. Hvad enten de er unge, ældre, indvandrere eller syge.

Kun 32 pct. af kontanthjælpsmodtagerne stemte ved det seneste kommunalvalg. Og det på trods af, at netop den gruppe er stærkt afhængig af, hvad fællesskabet er klar til at levere i form af velfærdsydelser. Det er mennesker i livskrise, på samfundets skyggeside, udenfor arbejdsmarkedet og uden aktier i den danske drøm.

Netop derfor stemmer de ikke. Fordi den politik, der bliver diskuteret, og de beslutninger, der bliver taget, intet har med deres virkelighed at gøre. Hvilket sådan set er en opgave, som politikerne selv burde løfte i direkte dialog med vælgerne.

Tag for eksempel Københavns toiletpolitik. For at undgå svineri på offentlige toiletter, hvad middelklassen bestemt ikke bryder sig om, skal der en mønt i boksen for at få lov til at udrette din nødtørft. Hvis du er hjemløs eller på kontanthjælp, hvor 20 kroner er hvad du har at leve for på en dag, er betalingstoilettet en mur mellem dig og alle os andre.

Den virkelighed er ikke tænkt ind i Københavns toiletpolitik. Man kan håbe på, at det ser anderledes ud i andre kommuner. Men hvor mange politikere inddrager rent faktisk samfundets svageste i såkaldt brugerdrevet innovation, når de udvikler ny toiletpolitik? Mon ikke de fleste løsninger er udtænkt af mennesker, der møder til rengjorte toiletter på arbejdspladsen og går hjem til økoskyl i boligen.

Så vi udvikler middelklasseløsninger til underklasseproblemer. Og forbavses over, at de ikke virker, men kun forværrer problemerne.

Lad os se på det i et større perspektiv. I Sverige, Tyskland og Storbritannien er ”kun” 15 pct. af borgerne på overførselsindkomster i gennemsnit. I Danmark er tallet 22 pct. Forskellen er umiddelbart svær at forklare. Men den koster de danske skatteydere 50 milliarder kroner om året i meromkostninger sammenlignet med nabolandene.

I betragtning af, at vi i fællesskab bruger 250 milliarder kroner om året på socialområdet, var det måske værd at se på, hvad det er, vi gør så anderledes, end vore naboer. Hvorfor er vi så meget dårligere til at udvikle løsninger, der rent faktisk virker for samfundets svageste?

Omkostningerne ved vores udygtighed rammer ikke kun de socialt udsatte borgere. Vi sparer bananer og højtlæsning og personale væk i børnehaverne, hvor middelklassens børn tilbringer deres hverdag, fordi vi ikke har råd til det med alle de udgifter vi har på socialområdet. Var det ikke en ide, at gøre det lidt bedre? Bare 10 procents større dygtighed udløser milliarder, der kan bruges til andre formål. Som en frugtskål i børnehaven.

Hvis vi skal nå dertil, så er vi som velfærdssamfund nødt til at tage vores kunder alvorligt. De svageste borgere er eksperter i deres eget liv, som alle kunder, så hvorfor ikke spørge dem, hvad de ser og vil, hvorfor ikke invitere netop dem ind i demokratiets fællesskab og udvikle løsninger, der rent faktisk virker?

Når det ikke sker, handler det dybest set netop om, at de svageste i samfundet ikke stemmer. De bruger ikke deres demokratiske valuta. Og dermed bliver de politisk uinteressante. Og derfor bruger regionspolitikerne hellere skatteyderpenge på at få middelklassens forkælede unge til at bruge deres stemme.

Problemet med logik er bare, at det forstærker skellet mellem de ressourcestærke og ressourcesvage, hvilket med det velfærdssamfund vi har i dag koster middelklassen kolossalt dyrt, fordi vi fastholder mennesker i offentlig omsorg. Så det er at skyde sig selv i foden.

Måske skal vi gentænke det danske samfundssind. Måske skal vi hente inspiration udefra. Den amerikanske økonom og professor Michael Porter på Harvard Business Schools Institute for Strategy and Competitiveness har udviklet et såkaldt Social Progress Index, der måler nationers social fremskridt eller samfundsmæssig robusthed – eller det gode samfund. Han definerer det sådan:

”Et samfunds evne til at tilfredsstille sine borgeres grundlæggende menneskelige behov, etablere byggestenene for at borgere og fællesskaber kan styrke og vedligeholde deres livskvalitet, samt skabe betingelserne for, at alle individer kan indfri deres fulde potentiale”.

Det lyder som en definition, vi burde kunne gå ind for i Danmark. I så fald – hvor dygtige er vi så til at indfri alle borgeres potentiale? Måske skulle vi tage en grundigere snak med dem, der er langt fra at indfri noget, og finde ud af, hvad der skal til, frem for at bruge tid og kræfter på dem, vi der har en fremtid, men bare ikke gider at stemme.   

 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce