Af Carsten Orth Gaarn-Larsen, direktør, Højteknologifonden
Tak til Gitte Bengtsson for spørgsmålet om det offentlige gør nok for, at mindre virksomheder får mulighed for at skabe ny vækst på sundhedsområdet.
Udgangspunktet er, at vi er et af de lande i verden, der har det højeste budget per indbygger i vores sundhedsvæsen. Både i form af menneskelige ressourcer og teknologi. Det giver oplagte muligheder for at skabe erhvervsmæssig udvikling, som vi for eksempel kender det fra vindmølleindustrien. Meget lykkes vi bestemt også med i dag på sundhedsområdet, men der er også en del udvikling, der løber ud i sandet eller endnu værre: aldrig kommer i gang. Hvorfor nu det? Pointen er, at vi bestemt kan og skal blive bedre.
OPI-stafetten
OPI-stafetten skal udvikle og udbrede viden om, holdninger til, udfordringer for og de mange muligheder i Offentlig-Privat Innovationssamarbejde.
Hvordan kan det offentlige og erhvervslivet sammen udvikle nye løsninger, som har potentiale til at give skatteborgerne mere for deres penge, og virksomheder muligheder for at skabe ny vækst og arbejdspladser?
Det er OPI-Lab - Laboratorium for offentlig-privat innovation og velfærdsteknologi - der igangsætter stafetten på DenOffentlige.dk.
Der er to ting, som jeg særlig gerne vil pege på.
Som overskriften antyder, skal vi have virksomhederne meget mere på banen, end vi lykkes med i dag. For mig at se, kan det offentlige blive mere skarpt til at forventningsafstemme de samarbejder, hvor der deltager virksomheder. Hvad er deres specifikke rolle i konkrete samarbejder? Hvad er deres bidrags/belønningsbalance? Hvis der er uklare krav til deltagerne mister projekter momentum. Og falder momentum mister virksomhederne lynhurtigt lysten til at samarbejde med andre. Det rækker virksomheders tålmodighed ganske enkelt ikke til. Samtidig skal virksomheden tro på, at det er muligt at afsætte deres nyudviklede produkter og services på sundhedsområdet.
En anden side af problemstillingen er, at vi på sundhedsområdet fokuserer rigtig meget på besparelser og mindre på investeringer. Det risikerer at blive en klods om benet på vores bestræbelser for at blive en førende nation på sundhedsinnovation.
Begge disse forhold gør det sværere for mindre virksomheder at komme på banen.
Et enstemmigt signal fra Christiansborg
Vi har mange offentlige tilbud til virksomheder, som ønsker at udvikle nye services og produkter inden for - og sammen med - sundhedsvæsenet. Nogle vil nok hævde for mange. Blandt andet derfor, har Folketinget netop nu startet lovbehandlingen af Danmarks Innovationsfond, der bliver en fusion af Det Strategiske Forskningsråd, Rådet for Teknologi og Innovation og Højteknologifonden. Der er politisk opbakning fra alle Folketingets partier til den nye konstruktion. Et stærkt enstemmigt signal fra Christiansborg.
Efter planen bliver den nye enhed en realitet allerede om et par måneder, nemlig den 1. april. For virksomhederne skal det betyde, at de hurtigt og effektivt kan undersøge mulighederne for at hente risikovillige offentlige investeringer til at starte nye samarbejder med blandt andet aktører på sundhedsområdet.
I den nye Fond bliver det vigtigt at orientere sig efter kunderne, så virksomheder og universiteter får en effektiv og resultatorienteret ramme at samarbejde indenfor - også med de nye samfundspartnerskaber, hvor klinisk forskning er et af de første fokusområder. Et oprigtigt håb herfra er, at Danmarks Innovationsfond samtidig får lavet et effektivt split mellem, hvornår man fokuserer på værdiskabelse, videnopbygning og netværksdannelse.
Tre ting til hver sin tid
Det er tre meget forskellige veje at samarbejde på, som hver i sær giver rigtig god effekt, men blander man dem for meget sammen, mister man fokus og – vil jeg hævde – efterlader virksomhederne rundtossede.
Taler man værdiskabelse er det alfa og omega, at virksomheden har ejerskabet til den god idé, og at fokus er på et snævert gensidigt forpligtende samarbejde. Der skal skabes tillid og det handler om at samarbejde i dybden og dele fortrolig viden.
Videnopbygning handler om at have en mere åben tilgang til samarbejde og at være villig til at afsøge flere felter på én gang. Det handler om at dele hinandens nysgerrighed. Her kender virksomheden præmissen om, at samarbejdet skal indeholde en meget stor del fleksibilitet - men også vil åbne døre til nye muligheder.
Endelig handler netværksdannelse om, at mange parter lærer hinanden at kende – og ud fra det forhåbentlig udvikler kontakterne til egentlige værdiskabende samarbejder.
Det vigtige er: Hver ting til sin tid. Virksomhederne skal kende præmissen for et samarbejde – og de skal købe ind på præmisserne. Sker det, er der stor værdi hente på både kort og langt sigt.
Udgift eller udvikling?
Det fører frem til det andet flag, jeg gerne vil rejse, nemlig at besparelser er bedst, når de stimulerer udvikling. På sundhedsområdet vil det være relevant med en debat om forskellen mellem Scale of Economies og Scale of Experience – stordriftsfordele kontra det, der virker bedst i praksis.
Hvis vi kun beskæftiger os med at reducere udgifter og glemmer at sørge for at tingene fungerer optimalt i praksis, så taber vi sundhedsvæsenets brugere undervejs. Og taber vi brugerne er spørgsmålet, om ikke også vi mister besparelserne? I hvert fald vil jeg påstå, at vi taber en del af den drivkraft, som virksomheder kan levere udefra. De lever nemlig af løsninger – som i den første tid koster ekstra penge, men som senere ofte kommer tilbage som besparelser.
Stafetten går til Kristian Thulesen Dahl
Derfor vil jeg gerne lade stafetten gå videre til de politikere, der står for den overordnede rammesætning af sundhedsområdet. Nærmere bestemt formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl. Hvordan ser du det offentlige sundhedssystem – som en udgift eller et udviklingsområde?
