Det er blevet anslået, at 10 % af befolkningen oplever betydelig stress. Det tal stiger og stiger. Stress bliver betragtet som en diagnose. Noget, vi som samfund antager, er en sygdom på linje med depression eller et brækket ben. Men stress er ikke en diagnose. Det er en reaktion på noget, der opleves vanskeligt.
Vi har stået med patienter gennem 14 år og set det gang på gang. Mennesker bliver ”diagnosticeret” med stress, men ingen kigger bagom og identificerer det egentlige problem. I bund og grund er mange patienter fejldiagnosticeret med en diagnose, som ikke findes.
Ved at dvæle ved stress som en diagnose flytter vi som samfund fokus fra det reelle problem. Det, der i virkeligheden er problemet for den person, der oplever stressreaktionen.
Nedenunder kan der ligge reelle psykiske diagnoser, samarbejdsproblemer eller vanskeligheder i livet. Noget, der på overfladen ser meget ens ud, er så forskelligt, når vi dykker ned bagom.
Derfor bør vi aflive den falske stressdiagnose og blive mere bevidste om, hvordan vi bruger ordet stress. I stedet for at tale om stress som en diagnose skal vi tale om stress-symptomer som en naturlig reaktion på noget vanskeligt.
Vi skal søge efter roden og behandle den. Behandlingen handler helt konkret om at få stillet den rigtige diagnose, hvis en person er blevet syg, eller få identificeret det vanskelige og få gjort noget ved det.
Myterne om stress
Myterne om, at stress er en diagnose og bliver behandlet meget konkret, lever i bedste velgående i vores samfund. De er med til at fastholde den dårlige spiral. Flere og flere bliver stressede, for vi formår ikke at sætte ind der, hvor det virkelige problem er. Vi finder ikke ud af, HVORFOR folk reagerer med stress.
Vi kigger ikke bagom – men kigger på selve stressen og betragter den som noget veldefineret. Noget, vi ved, hvordan vi skal tackle. Og det gælder hele vejen rundt. Hos personen selv, hos virksomhederne og hos mange professionelle behandlere.
Mange tror, at der træder en bestemt hjælp i kraft, når stressdiagnosen lander. Men det sker ikke. For stress er ikke veldefineret og kan ikke kategoriseres til at være noget bestemt. Det betyder, at folk generelt ikke får løst de virkelige problemer eller får den rigtige diagnose.
Hvis vi lader stressdiagnosen stå som noget selvstændigt, vil folk ikke lede videre efter den rigtige årsag til deres reaktion. De vil tro på og agere ud fra, at de "bare" har stress. Det samme gør omgangskredsen, arbejdspladsen og samfundet.
Stress er ikke bare overbelastning
Alt for mange sætter lighedstegn mellem stress og overbelastning. Som samfund har vi fået tudet ørerne fulde af, at stress er reaktionen på, at der har været for meget af noget. Derfor er logikken efterfølgende, at behandlingen er mindre af det, der var for meget af. Det resulterer ofte i sygemelding, fred og ro.
Men stress er langtfra bare en overbelastningsreaktion. Vi skal gøre op med den fortolkning som en regel. Stress er en naturlig reaktion på noget vanskeligt. Og det behøver ikke at være for meget arbejde. Det kan i lige så høj grad være en underliggende diagnose som depression eller angst. Den diagnose, som kommer tættest på betegnelsen stress, er tilpasningsreaktion, som er det normale menneskes følelsesmæssige reaktion på udfordrende livsomstændigheder.
Vi bør som samfund tale om stress-symptomer på en helt ny måde. Vi skal tale om stress-symptomer som en naturlig reaktion og et tegn på, at der skal graves. Årsagen skal findes. Det er den eneste måde, folk reelt får den rette hjælp på, og det er løsningen i forhold til det eskalerende stressproblem i Danmark.
Vi skal ikke tale om stress. Vi skal tale om det, der ligger under.
Alle taber i stressdiagnosen
Dette opråb handler om et reelt ønske: Mennesker, der oplever stress, skal have den rigtige hjælp. De skal opleve at få det bedre hurtigst muligt og komme videre i deres liv på en god måde.
Men det sker desværre sjældent, som det er i dag.
Som samfund er vi ukritiske og diffuse og har ikke et klart sprog. Vi gemmer os bag ordet stress, lader refleksionerne ligge og sætter automatpiloten på. Vi sygemelder og lader os sygemelde, og derfor starter det hele forfra, når vi er i gang igen.
Alle taber. Den enkelte, virksomheden og samfundet.
I det sekund et menneske med stress bliver sygemeldt med en stressdiagnose uden nogen form for hjælp til at finde de underliggende årsager eller til at få beskrevet det egentlige problem, f.eks. i form af sygdom – så svigter vi. Og når mennesker går for længe med diagnosen stress, tager de ikke initiativ til at få anden hjælp. De tror fejlagtigt, at den rigtige diagnose er stress.
Det sker dagligt. Hele tiden.
Den hjælp, samfundet sætter ind med, er fred og ro, men det hjælper ikke på hverken depressioner, problemer på arbejdspladsen eller livsudfordringer. Den falske stressdiagnose skaber handlingslammelse, fordi den er så bred.
Fokus på ansvar
Konsekvenserne af at fastholde mennesker i en stressdiagnose er meget klare og forudsigelige. De får det ikke bedre, hvis de ikke får den rigtige hjælp. Personens livskvalitet forringes, virksomheder mister arbejdskraft, og samfundet taber penge.
Vi taler ikke for, at mennesker, der reagerer med stress-symptomer, skal arbejde mere. Vi taler for, at de får en rigtig diagnose, hvis de har udviklet en sygdom, og ingen diagnose, hvis de ikke har, og dermed bliver bedst muligt hjulpet.
Der skal skabes bedre rammer.
Som virksomhed kan man starte processen selv. Tag ansvar. Vær opmærksom på jeres medarbejderes behov. Tag følelsesmæssige belastninger alvorligt. Spørg ind til dem og lyt. Få identificeret, hvor problemerne er. Og lad være med at skelne mellem privatliv og arbejdsliv. Det hænger sammen. Accepter, at menneskers følelsesliv går op og ned, og skab en kultur og nogle rammer i virksomheden, hvor det ikke er tabu.
Som medarbejder kan man også starte processen selv. Tag ansvar. Vær åben, og søg professionel hjælp, hvis du har det dårligt. Pas godt på dig selv, og skab en hverdag, der hænger sammen både privat og arbejdsmæssigt.
Og i behandlersystemet opfordrer vi til, at vi stopper med at bruge ordet stress og i stedet for stiller rigtige diagnoser, når det er påkrævet. Vi skal hjælpe med at identificere de forhold, der opleves vanskelige for personen, og behandle stressrelaterede sygdomme målrettet.
