Bryd tavsheden - det er din pligt

Velfærd

26/12/12 8:12

Puk Sabber

Mange, der arbejder i det offentlige, blander to ting sammen. Nemlig deres tavshedspligt og deres ytringsfrihed.

Ansatte i den offentlige forvaltning er beskyttet af Grundlovens § 77 om frihed til at ytre sig. Offentligt ansatte kan som andre mennesker blande sig i den samfundsmæssige debat og kan som udgangspunkt udtale sig frit om deres arbejde. Ytringsfriheden kan være begrænset af tavshedspligten, men tavshedspligten vil aldrig være brudt, så længe du ikke giver personfølsomme oplysninger som; navne, adresser, personnummer mv. Du må altså godt udtale dig generelt om dit arbejde, og de problematikker du støder på i det daglige arbejde. Vi skal som socialrådgivere blande os - og råbe vagt i gevær, når vi støder på undertrykkelse af de svageste i samfundet.

Ifølge Dansk Socialrådgiverforenings principerklæring, er vi faktisk forpligtiget til at blande os. For et år siden udarbejdede Dansk Socialrådgiverforening et etisk regelsæt for socialrådgivere med 4 enkeltstående værdier. Jeg nævner i denne sammenhæng én af værdierne: Social retfærdighed. Denne værdi indebærer:

”Socialrådgiveren har i kraft af sin profession et særligt ansvar for at fremme social retfærdighed, både i relation til samfundet som helhed og i forhold til den enkelte borger.”

Så hvis man

”i sit arbejde med de allermest udsatte mennesker støder på social uretfærdighed, har man altså en etisk forpligtigelse til at handle herpå. Socialrådgiveren gør arbejdsgivere, politikere, myndigheder og offentligheden opmærksom på, når ressourcerne er utilstrækkelige, og når ressourcefordeling, lovgivning og social praksis virker undertrykkende, uforsvarlig eller skadelig.”

Det lyder jo rigtig fint, men hvordan forholder virkeligheden sig? Jeg oplever som offentligt ansat en indgroet angst fra ansatte i faget til at turde ytre sig. Der er opstået en intern brokkekultur over, at systemet er i forfald, at de allermest udsatte er helt uden retssikkerhed og kastes rundt, og at de ikke får, hvad de har krav på - men ytringerne når aldrig længere end til kantinen.

Enten frygter de ansatte deres næste lønningscheck - eller også er de ikke sikre på, hvad man præcist må ytre sig om - og til hvem. Der er opstået en fælles mundkurvs kultur, der ikke klæder vores fag. Specielt ikke i disse tider, hvor der skæres helt ind til benet i det offentlige. Det er jo vores pligt som socialrådgivere, at vi netop tør stille de kritiske spørgsmål i åbne rum, at vi tør sige dét, som det er - uden at skulle lulle os ind i en undskyldning om tavshedspligt.

Bryd nu tavsheden

-og tænk i stedet på vores grundlovsret til at ytre os som offentligt ansatte, og husk især vores pligt til at oplyse samfundet om: At der forgår ting, som vi som profession ikke længere kan se tavse til med. Langt flere socialrådgivere burde tænke på Deres forpligtigelse til at handle på sociale uretfærdigheder, som der gennem de sidste år nærmere er reglen end undtagelsen. Alle undersøgelser peger på flere udsættelser, færre førtidspensioner til de aller svageste, sanktioneringer, manglende behandlingstilbud til misbrugere og psykisk syge, og hjemtagelser af anbragte børn.

Og husk det nu

- og jeg siger det gerne igen, at hvis du har valgt at blive socialrådgiver, så har du også sagt ja til at påtage dig et særligt ansvar i forhold til at fremme social retfærdighed - men hvordan kan vi det, når ingen tør åbne munden, og fortælle resten af samfundet om den praksis, der føres - som er den mest undertrykkende og med den mest utilstrækkelige ressourcefordeling, der nogensinde har været praktiseret siden profession blev indført i Danmark i 1938.

Brug nu din ret til at udtale dig

- som nok er grundlovssikret, men som også er en helt naturlig del af dét fag, du har forpligtiget dig til på godt og ondt - de svage har kun din stemme.

Link til Dansk Socialrådgiver forenings principerklæring og andre relevante links:

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce