Alene i løbet af de seneste to måneder har i omegnen af 7500 personer søgt asyl i Danmark.
Det svarer til halvdelen af antallet for hele 2014, der ellers slog rekord med næsten 15.000 asylansøgere - et tal, som fik det daværende oppositionsparti Venstre til at tordne mod den forrige regering for at bære ansvaret for den voldsomme stigning i asyltilstrømningen.
Flygtninge overblik
Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre. Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.
Men i dette efterår er antallet af asylansøgere eskaleret yderligere. Det fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde onsdag i Statsministeriet:
- Siden 5.-6. september, hvor denne her situation eksploderede, skønner vi, at der er indrejst over 56.000 mennesker. Og tallet er måske lavt sat. I den første lange periode var det en forsvindende lille del, der søgte asyl i Danmark. Men der er i omegnen af 7500 af dem, der har valgt at søge asyl i Danmark, sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte: - Der er en stigende tendens, og det tror jeg er et spejlbillede på, at andre lande også handler, og derfor må vi tage yderligere skridt. I ugevis har integrationsminister Inger Støjberg (V) forhandlet med de øvrige partier i den blå blok om en pakke med udlændingestramninger, blandt andet en omtrentlig halvering af ydelser til folk, der ikke har opholdt sig i Danmark i syv af de seneste otte år. Men det er nu overhalet af virkeligheden, må man forstå på statsministeren:- Det, vi har lagt på bordet fra integrationsministeren er ikke tilstrækkeligt, pointerede Lars Løkke, der derfor bebuder en ny pakke med stramninger på området, som fremlægges fredag.
Løkke frygter at flygtninge gør Danmark usikkert Regeringen er bange for, at stort flygtningepres vil medføre farlige bymiljøer og et illegalt arbejdsmarked. Udviklingen i flygtninge- og migrantstrømmen presser Europa og Danmark til det yderste. Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde onsdag. Og presset er nu blevet så stort, at det ifølge statsministeren kan føre til kaos og utrygge bymiljøer. Løkke maler en dystopisk fremtid, hvis vi i Danmark ikke strammer udlændingepolitikken yderligere. - Der er en grænse for, hvor mange ikkevestlige immigranter og flygtninge vi kan håndtere i Danmark. Hvis vi skal kunne genkende Danmark, og hvis vi skal kunne løse integrationsopgaven. Og hvis vi skal kunne færdes trygt i vores bymiljøer og undgå kaotiske tilstande og ikke se et stort illegalt arbejdsmarked komme frem, siger Lars Løkke. Ønsket om at stramme op kommer i kølvandet på, at andre europæiske lande har gjort det samme. Samtidig havde regeringen regnet med, at der ligesom tidligere år ville være kommet færre asylansøgere i vintermånederne. Men den tendens er nu ophævet. - Nu sker der det modsatte. Tallet vokser kraftigt, siger Lars Løkke Rasmussen. På pressemødet i Spejlsalen på Christiansborg ridsede han fire overskrifter for pakken op: Regeringen ønsker at stramme yderligere for adgangen til Danmark. Det sker blandt andet ved at forkorte varigheden af opholdstilladelser til flygtninge og nedsætte ydelserne til asylansøgere yderligere. Samtidig skal indsatsen for at hjemsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold styrkes. Det nye stramninger glæder regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Thulesen om Løkkes nye asylstramninger: Endelig! DF ser frem til nærmere detaljer om, hvordan regeringen vil stramme udlændingepolitikken endnu en tand. - Endelig er regeringen kommet til den erkendelse, at den nuværende situation er uholdbar for Danmark. At den nuværende flygtninge og migrantsituation skal ændres, skriver partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, på Facebook. Fredag skal partilederne mødes om pakken, og Kristian Thulesen Dahl ser frem til at høre nærmere om detaljerne, som statsministeren ikke ruttede med på pressemødet onsdag. Dansk Folkeparti håber at pakken er "markant". Ellers vil vi i Dansk Folkeparti stille de forslag, som måtte mangle, for at vi får udlændingesituationen på ret kurs, skriver Thulesen Dahl. Ifølge DF viser situationen, at det "går for langsomt med EU i spørgsmålet om migrantstrømmen". - At der ikke er kontrol ved EU's ydre grænser. Det viser vigtigheden i, at Danmark selv kan bestemme sine egne regler i forhold til udlændinge, skriver Thulesen Dahl og kæder spørgsmålet sammen med folkeafstemningen om retsforbeholdet: - Nu mangler vi blot erkendelsen af, at et nej tak 3. december er nødvendigt for lige præcis at sikre dansk suverænitet og selvstændighed på dette område. Mens DF glæder sig er tonen ikke overraskende meget anderledes hos de Radikale. Radikale: Løkkes asylstramninger er et kapløb mod bunden De Radikales formand, Morten Østergaard, er på ingen måde begejstret for regeringens nyvarslede stramninger i den danske udlændingepolitik. - Det er håbløst bare at stramme skruen igen, som statsministeren nu foreslår. På trods af en strakspakke med stramninger satte asyltallene rekord i oktober. Det er bare et kapløb mod bunden, siger Morten Østergaard til Ritzau. Selvom Danmark står overfor en udfordring, mener Morten Østergaard ikke, at flere stramninger vil løse problemer og få flygtningene til at vende næsen hjemad igen. - I stedet er der brug for en helhjertet indsats for en fælles EU-løsning. Og se dog nu at få hjertet med i modtagelsen herhjemme, siger Morten Østergaard. I Morten Østergaards optik er der risiko for, at regeringens forslag vil forværre situationen for asylansøgerne. - Vi vil ikke tilbage til situationen fra 00'erne med elendige forhold i asylcentre, hvor familier sad i årevis, siger Morten Østergaard. FAKTA: Sådan vil Løkke bremse tilstrømningen til Danmark * Der skal strammes yderligere for adgangen til Danmark. Blandt andet skal varigheden af opholdstilladelser til flygtninge forkortes, regler for familiesammenføring skal strammes yderligere for flygtninge med midlertidig beskyttelse, og ydelser til asylansøgere skal nedsættes yderligere. * Indsatsen for at hjemsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold skal styrkes. * Kapaciteten for at indkvartere de mennesker, der søger asyl, skal tilpasses på en måde, så Danmark kan håndtere det økonomisk og praktisk, og så det mindst muligt belaster kommunernes mulighed for at integrere dem, der får asyl. * Myndighederne skal have de redskaber, der skal til for at håndtere en situation med illegale udlændinge i Danmark, så kaotiske tilstande som i andre lande kan undgås. Kilde: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde i Statsministeriet 11. november 2015. /ritzau/