Flere kommuner bryder den lov, der skal beskytte de mest sårbare børn i Danmark.
Det siger de socialrådgivere, der arbejder med børnesagerne, til Arbejdstilsynet, oplyser DR Nyheder.
Det seneste halvandet år har Arbejdstilsynet givet påbud til 16 kommunale børne- og familieafdelinger, fordi afdelingerne har haft et for højt arbejdspres.
I 11 af de kommuner beskriver socialrådgiverne, at arbejdspresset får dem til at bryde loven. Det viser en aktindsigt, DR Nyheder har fået i Arbejdstilsynets dokumenter.
Socialrådgiverne oplyser til Arbejdstilsynet, at de ofte ikke kan nå at lave handleplaner og opfølgninger på børnene inden for de tidsfrister, der står i loven.
Ifølge loven må der for eksempel ikke gå mere end fire måneder mellem, at kommunen finder ud af, at et barn har behov for støtte, og indtil der foretaget en undersøgelse af barnets forhold.
I flere kommuner fortæller socialrådgivere, at de bryder loven næsten dagligt.
Tidsfristerne i loven er lavet for at beskytte børnene, og der er ingen gode undskyldninger, hvis kommunerne ikke lever op til dem.
Det vurderer Anne-Dorthe Hestbæk, der er chef for Børne- og Familieafdelingen hos SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd:
- Det er jo sådan, at selvom man har travlt, så fritager det faktisk ikke kommunen at overholde lovens krav. Jeg kan heller ikke, hvis jeg har travlt en morgen, køre over for rødt, siger hun.
Lektor i sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet Karin Kildedal er rystet over, at socialrådgiverne fortæller, at de lovpligtige tidsfrister ikke bliver overholdt:
- Jeg kan slet ikke forstå, at man lever i et land, hvor man har lov til at begå lovbrud, uden at der sker noget. Det er da et kæmpeproblem.
Karin Kildedal efterlyser, at staten eller Kommunernes Landsforening, KL, griber ind.
Vi kan jo ikke blive ved med igen og igen at høre om kommuner, der ikke lever op til deres ansvar, siger hun.
Hos KL erkender formand for KL's social- og sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S), at kommunerne kan løfte børne- og familieområdet bedre og understreger samtidig, at kommunerne ikke må se gennem fingre med tidsfristerne.
- Kommunerne skal naturligvis overholde loven, længere er den ikke. Så kan der være nogle steder, hvor vi synes, at der er for meget bureaukrati og gerne vil have lavet loven om. Men så længe reglerne er der, skal vi overholde dem i kommunerne, siger han.
Arbejdstilsynets plan er at færdiggøre sine besøg hos børne- og familieafdelinger i adskillige kommuner inden udgangen af 2015.