Astronaut-Andreas er landet: Jeg var rundtosset efter landingen

Infrastruktur

12/9/15 6:28

Nick Allentoft

Den danske astronaut Andreas Mogensen fortæller kort tid efter at være landet på Jorden, hvordan det føltes. ESA-direktør Johann-Dietrich Wörner siger efter rumrejse, at dansker klarede opgaverne til perfektion.
Da den danske astronaut Andreas Mogensen kom ud af den kapsel, der havde transporteret ham fra rummet og tilbage til Jorden, kunne han øjeblikkeligt mærke tyngdekraften.    - Egentlig var landingen helt fin. Men da jeg kom ud af kapslen, kunne jeg godt mærke på hovedet, at jeg var noget rundtosset, siger Andreas Mogensen til Ritzau i Köln i Tyskland, omkring 12 timer efter, at han landede på Jorden.   Rundtossetheden skyldes ifølge den 38-årige danske astronaut fra Hellerup, at ørerne skal vænne sig til tyngdekraften efter ti dage i vægtløs tilstand.   - Jeg kan stadig mærke i benene, at de er meget, meget tungere, end jeg er vant til. Det var en stor overraskelse efter ti dage. Det føles, som om jeg er i et fitnesscenter med en masse vægt på ryggen, for jeg skal vænne mig til min egen kropsvægt igen, siger han til Ritzau.    Selve landingen, som udefra ser voldsom ud med et stort lysglimt og en kæmpe hvirvel af røg og støv, var da heller ikke blid.    - Landingen var ikke ligefrem blød, men sædet beskytter én, så det gik fint, siger Andreas Mogensen.   Han synes selv, at han har det så godt efter landingen, at han tror, at han kan komme hjem til sin kone allerede lørdag aften.    - Jeg har det helt fint. Men det er noget, jeg må tale med min læge om, siger han.   Andreas Mogensen befinder sig lørdag i Köln, hvor Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, ligger. Mogensen bor selv i Tyskland.   Andreas Mogensen landede på Jorden - nærmere bestemt på en slette i Kasakhstan - klokken lidt i tre natten til lørdag dansk tid. Det var også derfra, han blev sendt af sted.   Rumchef: Ny dansk rumrejse er politikernes beslutning Det bliver en politisk beslutning, der kommer til at afgøre, om den danske astronaut, Andreas Mogensen, kommer ud i rummet igen.  Sådan lyder det fra direktøren for Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, lørdag, cirka et halvt døgn efter, at Andreas Mogensen landede på jorden efter ti dage i rummet.   - Det hele afhænger af, hvordan Europa beslutter at gå videre med rumprogrammet. Jeg håber, at vi fortsætter, og jeg håber også, at vi udvider det. Dermed vil der være chance for en ny tur, siger ESA-direktøren Johann-Dietrich Wörner til Ritzau i Köln, hvor Andreas Mogensen vil møde pressen efter sin rumfærd.   Ifølge direktøren er nationalitet ikke med i bedømmelsen af, hvem der bliver sendt ud i rummet. Andreas Mogensen blev valgt blandt flere end 8000 rumaspiranter ud fra blandt andet sin fysik. Direktøren lægger ikke skjul på, at Andreas Mogensen har klaret de opgaver, han skulle løse på Den Internationale Rumstation, ISS, til punkt og prikke.    - Vi var lidt bekymrede, da vi fik meldingen om, at turen på ISS blev forkortet med to dage. Men han klarede de 15 opgaver til perfektion. Han løste opgaven fint, og nu tænker jeg kun på hans helbred. Det er næste vigtige punkt.    På rumstationen skulle han blandt andet prøve en tætsiddende dragt, der skal mildne nogle af de gener, som kroppen oplever ved vægtløshed. På Twitter har Andreas Mogensen skrevet, at dragten ikke er en ubetinget succes, da den hæmmede hans bevægelser. Derudover har han blandt andet styret en robotarm på Jorden med et joystick fra rumstationen.   - Da jeg introducerede ham for russerne, sagde jeg, at han var Danmarks Gagarin (russisk rumhelt, red.). Han er en pioner for Danmark og en ambassadør for Europa. Han er en europæisk astronaut med dansk nationalitet, siger Johann-Dietrich Wörner.   ritzau/

 

Annonce