Et flertal i Folketinget er enige om at ottedoble bøderne for hvidvask for de største banker, oplyser erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).
- Dermed får Danmark formentlig det højeste bødeniveau i Europa, siger ministeren.
Aftalen kommer, efter at Danske Bank onsdag har præsenteret en advokatundersøgelse af en omfattende sag om hvidvask i bankens estiske afdeling.
- Vi har arbejdet med aftalen et stykke tid, men har afventet offentliggørelsen af Danske Banks undersøgelse i dag, men selvfølgelig ligger der et større arbejde bag, forklarer Jarlov.
Jarlov forklarer, at med de nye bødestørrelser ville en bank, der havde tjent 1,5 milliarder på hvidvask, få en bøde på 24-30 milliarder kroner mod i dag omkring tre milliarder kroner.
Det vil dog ikke ramme Danske Bank i den aktuelle sag.
- Det er klart, at når vi laver lovgivning gælder det fremadrettet. Det betyder, at de bødestraffe kommer ikke til at gælde, siger Jarlov.
- Hvidvasklovgivning har nok ikke været stram nok ind til videre. Det er derfor, vi strammer den i dag. Det har vi et fælles ansvar for i Folketinget, siger ministeren.
Det er partierne i den finansielle forligskreds - der blandt andet står bag bankpakkerne - der har indgået aftalen. Det vil sige regeringen, Dansk Folkeparti, De Radikale, Socialdemokratiet og SF.
- For SF har det været vigtigt, at vi får en af de hårdeste og strammeste lovgivninger i Europa, og at vi sikrer en langt bedre whistleblowerordning end i dag, siger erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Morten Bødskov (S), der er formand for Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget, siger:
- For Socialdemokratiet har det været vigtigt, at bødeniveauet ikke bare skærpes, men skærpes markant.
Bødskov forsikrer, at der vil være de nødvendige ressourcer til Bagmandspolitiet og Finanstilsynet, så de kan komme helt til bunds i sagen om hvidvask i Danske Bank.
- Så forældelse ikke bliver et spørgsmål, og de spor, der måtte være i Danske Banks egen rapport, bliver udforsket, siger han.
Finanstilsyn genåbner hvidvaskundersøgelse Finanstilsynet har besluttet at genoptage undersøgelsen af forhold omkring Danske Banks estiske afdeling. Det oplyser tilsynets direktør, Jesper Berg, til TV2.
Det sker på baggrund af en intern undersøgelse fra Danske Bank.
- Vi genåbner den undersøgelse af banken, som vi i første omgang afsluttede i maj. Når der kommer nye oplysninger, vil vi altid kigge på dem og se, om der er noget yderligere at komme efter.
- Vi har nu siden maj løbende fulgt sagen. Men nu intensiverer vi arbejdet, vi har på området, siger han.
Danske Bank præsenterede onsdag konklusionerne i undersøgelsen af formodet hvidvask for milliarder gennem bankens estiske afdeling.
Her stod det blandt andet klart, at Danske Bank ikke har været i stand til at kortlægge omfanget af mistænkelige transaktioner gennem den estiske afdeling.
Men det samlede beløb, der flød gennem filialen fra udenlandske kunder, beløber sig til 200 milliarder euro eller knap 1500 milliarder kroner.
Onsdag sagde Finanstilsynet, at man ville se nærmere på konklusionerne og overveje, om sagen skulle genåbnes. Overvejelserne tog altså mindre end et døgn.
Bankens undersøgelse har været undervejs gennem et år. Da Finanstilsynet i maj foreløbigt afsluttede sin undersøgelse af sagen, udtalte tilsynet hård kritik af banken.
Danske Bank fik otte påbud og otte påtaler. Desuden blev banken pålagt fremover at sætte et tillæg på fem milliarder kroner ekstra af i kapitalsikring til at afdække bankens risici.
Finanstilsynet fandt ikke anledning til at rejse sager mod enkelte medlemmer af ledelsen eller ansatte. Men tilsynet gjorde det samtidig klart, at det kan ændre sig.
- Bankens igangværende undersøgelser kan tilvejebringe nye oplysninger, som kan føre til nye vurderinger og tilsynsreaktioner, lyder det fra Finanstilsynet.
Danske Banks interne undersøgelse er den hidtidige kulmination på et årelangt forløb, hvor potentiel hvidvask af milliarder fra blandt andet Rusland og Aserbajdsjan gennem Danske Banks estiske filial fra 2007 til 2015 er blevet oprullet.
Sagen er trin for trin blevet gravet frem af Berlingske Business, der i over et år har afdækket suspekte pengestrømme på mindst 53 milliarder kroner, en ignoreret whistleblower og indikationer af ledelsens viden.
Onsdag afleverede bankens topchef, Thomas Borgen, sin opsigelse som følge af sagen.
/ritzau/