EU bekræfter: Græsk reformliste er modtaget til tiden

Politik

24/2/15 8:14

Nick Allentoft

Grækenland skal præsentere reformer, som tilfredsstiller øvrige eurogruppelande, for at opnå låneforlængelse.

Den græske regering har afleveret en længe ventet liste over forslag til økonomiske reformer, som er et krav for at landet kan få forlænget eksisterende lånepakke, bekræfter EU-Kommissionen på Twitter.

Kommissionen skriver, at listen er modtaget inden for fristen.

Det var ellers planen, at den græske regering skulle aflevere listen senest mandag, da sagen haster. 

Flere af landene i eurogruppen skal stemme om en eventuel låneforlængelse i de nationale parlamenter.

Græske reformer er en betingelse for landets ansøgning om fire måneders forlængelse af den lånepakke, der holder liv i græsk økonomi. 

En kilde i kommissionen siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at man finder listen "tilstrækkeligt omfattende" til at kunne danne grundlag for den videre proces. 

- Vi er særligt glade for at se en stærk vilje til at bekæmpe skattesnyd og korruption, siger kilden til Reuters. 

Den nuværende lånepakke udløber lørdag, og grækerne har brug for en aftale for at forhindre et økonomisk kollaps. 

/ritzau/