Foto: Samvirkende Menighedsplejer

Flere tusinde udsatte får nej til feriehjælp

Velfærd

13/07/2016 10:28

Nick Allentoft

Tre af landets feriehjælpsorganisationer har givet afslag til tusinder af børn og voksne, der søgte om ferie.

Selv om stadigt flere familier har brug for hjælp, er der færre midler at sende dem på ferie for, lyder det fra flere af landets største velgørende feriehjælpsorganisationer.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Landets største feriehjælpsudbyder, Dansk Folkehjælp, har i år måttet halvere antallet af deltagere på sine ferielejre fra omkring 4000 personer sidste år til cirka 2000 i år.

Sommeren 2015 bød ganske vist på et rekordstort antal deltagere, men selv hvis man sammenligner med gennemsnittet for de seneste fem år, svarer årets deltagerantal til en markant reduktion.

Men det skyldes ikke et fald i mængden af ansøgere, fortæller Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

- Siden vi i 2005 gjorde feriehjælpen decideret fattigdomsorienteret, har vi kunnet øge tilbuddet år for år, sådan at vores rækkevidde for, hvor mange familier vi kan give feriehjælp, er øget i takt med den større efterspørgsel, siger han til Kristeligt Dagblad.

Faldet betyder, at Dansk Folkehjælp nu må afvise fem familier, hver gang én familie tildeles en tur ud i sommerlandet.

Folkekirkens Feriehjælp, der i et årti har udbudt ferielejre for udsatte familier i Samvirkende Menighedsplejers medlemssogne, står med samme udfordring.

I år er støtten halveret, hvorfor organisationen kun kunne tage 711 udsatte borgere med på ferielejr i år mod 1468 deltagere sidste år.

Hos Røde Kors melder udviklingskonsulent Benedicte Ohrt Fehler også om et større misforhold mellem udbud og efterspørgsel.

- Vi oplever i Røde Kors en stigning i antallet af kommuner og familier, som henvender sig til os og fortæller, at de ikke har råd til ferie og har brug for vores hjælp.

- Og det er klart, at der så er mange, vi desværre må skuffe. Vores lejre blev allerede fyldt op før sommerferien med mennesker, der havde behov, siger hun til Kristeligt Dagblad.

De færre ressourcer skyldes ikke mindst et fald i støtte til de tre organisationer på henholdsvis 3,89, 2,36 og 0,37 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution, hvis midler kommer fra danskernes uhævede feriepenge, og som primært bruges til netop at finansiere ferieophold for de familier, der ikke har råd.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce