Forbeholden modtagelse af nye anbefalinger til sundhedsvæsnet

26/06/2017 13:33

Nick Allentoft

- Der er brug for en gennemgribende ændring af sundhedsvæsenets grundlæggende strukturer, hvis vi for alvor skal løfte kvaliteten af patienternes behandlingsforløb, mener Camilla Hersom fra Danske Patienter.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hjælpen til syge skal strammes op, så flere behandles i nærmiljøet og undgår indlæggelser. Det er fokus i en rapport, der med i alt 20 anbefalinger lægger op til, hvordan det nære sundhedsvæsen kan styrkes til gavn for patienterne.

Blandt andet skal børn og unge med psykiske lidelser have mere støtte. Og så skal samarbejdet på tværs af kommuner og regioner øges ved at have flere fælles og koordinerede indsatser.

Udvalget består af repræsentanter fra Danske Regioner, KL og staten. Anbefalingerne bliver et fundament for et politisk udspil, der kommer til efteråret.

Allerede nu er sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) positiv.

- Vi har fået et bredt katalog over indsatser, der vil sikre mere inddragelse af patienten, bedre sammenhæng i udredning, behandling og rehabilitering - og i sidste ende en større tryghed og tilfredshed for den enkelte patient.

- Vi har ikke kunnet blive enige om alt. Men mange af anbefalingerne vil blive omsat til konkret politik på den anden side af sommerferien, siger hun i en pressemeddelelse.

Det er særligt i overgangene mellem patientens egen læge, sygehuset og de kommunale tilbud, at patienterne risikerer at blive tabt mellem to stole. Det kan forværre sygdom og skabe utryghed.

Derfor er det ifølge udvalget vigtigt at få styr på området.

Den holdning deles af flere organisationer, men de frygter, at anbefalingerne er for ukonkrete.

- Der er brug for en gennemgribende ændring af sundhedsvæsenets grundlæggende strukturer, hvis vi for alvor skal løfte kvaliteten af patienternes behandlingsforløb. 

- Her er anbefalingerne simpelthen for svage, siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter, i en pressemeddelelse.

Samme melding lyder fra lægerne. Her kalder man det en positiv vision. Dog er der behov for handling, hvis det hele ikke bare skal falde til jorden.

- Rapporten bærer tydeligt præg af, at man om bordet ikke har kunnet blive enig om at foreslå tiltag, som er konkrete nok til, at de faktisk kan føres ud i livet, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

- Den er lavet på baggrund af embedsmandsarbejde. Hvis ikke der kommer politisk handling, så bliver intet af det til noget. Derfor er der risiko for, at mange forslag blot bliver på skrivebordet eller kommer direkte i skuffen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.