Det kan blive problematisk.
Lige nu læser andre
En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Sparekassen Kronjylland og Gjensidige slår fast, at to ud af tre danskere enten ikke tror eller ved, om deres primære betalingskort har nogle særlige begrænsninger i udlandet.
Det kan være en udfordring, lyder det fra fagchef for betalingskort i Sparekassen Kronjylland, Jan Mågård.
”Når man rejser på ferie i udlandet, er det vigtigt, at man på forhånd kender de muligheder, man har med sit betalingskort. Ellers kan man pludselig opleve at stå i restauranten ved den spanske riviera uden at kunne betale familiens regning. Den situation vil de fleste gerne undgå”, forklarer fagchefen fra Sparekassen Kronjylland og uddyber:
”For eksempel går rigtig mange af os rundt med et Visa/Dankort i lommen eller på mobilen, men det er de færreste, der er klar over, at der er et særligt loft for, hvor meget kortet kan bruges på udenlandske betalinger – og dermed for kortets Visa-del, forklarer han.
Læs også
Vær opmærksom på betalingsloftet
Dette betalingsloft kan man i princippet allerede have brugt op, inden ferien starter, hvis man ikke er opmærksom.
”Når du svinger dit Visa/Dankort på en udenlandsk hjemmeside, er det Visa-delen af kortet, du benytter. Det er det ofte også, når du betaler med Apple Pay eller andre udenlandske wallets (dog ikke MobilePay). Køber du på en udenlandsk hjemmeside en dyr rejse eller ting, kan du godt risikere, at der ikke er mere at give af på Visa-delen, når du skal bruge den på din ferie i udlandet. Loftet kan variere fra bank til bank, men i Sparekassen Kronjylland er den ligesom i en række andre banker 25.000 kroner pr. løbende 7 dage”.
Husk to kort på rejsen
Jans bedste råd – udover at være opmærksom på, hvilke grænser der gælder for netop dit betalingskort, er at have to kort med på rejsen.
”Med to kort har du 2 x betalingsloft i spil, men endnu vigtigere, så har du et kort i reserve, hvis du mister det ene. Derudover er der flere fordele ved at have to typer betalingskort med til udlandet. Man kan nemlig godt risikere, at et biludlejningsbureau sværger til at modtage betaling med et kreditkort som eksempelvis et Mastercard. I andre butikker kan det omvendt være Visa/Dankortet. Af den grund har jeg altid selv to slags kort med, når jeg er ude at rejse, lyder det fra Jan Mågård.
Louise Hertzum Andersen, Fagchef i Gouda Rejseforsikring, som er den del af Gjensidige, tilføjer, at det desuden er vigtigt at huske sikkerheden med forskellige kort på rejsen.
”Det er en god ide at opbevare kortene på forskellige steder eller fordelt på flere personer. På den måde minimerer man risikoen for f.eks. at miste begge kort, hvis man er så uheldig at få sin pung stjålet,” afslutter hun.