Forsker: Danskerne stemte både ja og nej til Europa

Politik

26/05/2014 09:48

Suleman Haider

Klart patent-ja og massiv fremgang til EU-skeptiske DF er et paradoks, mener forsker.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er noget af et paradoks, at danskerne stemte overbevisende ja til den europæiske patentdomstol, når man ser på det sideløbende valg til EU-Parlamentet, mener Rebecca Adler-Nissen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

- Det er interessant, at EU-kritiske Dansk Folkeparti får et fantastisk valg, mens det samtidig bliver et ret rungende ja til patentdomstolen. Det er, som om danskerne har stemt ja med højre hånd og nej med venstre hånd, siger Rebecca Adler-Nissen.

Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, har været en af de markante stemmer for et dansk nej til patentdomstolen.

Dansk Folkeparti gik fra to til fire mandater og blev valgets store vinder som det største danske parti i parlamentet.

- Logisk set må der jo være en del af dem, der har stemt Dansk Folkeparti, der samtidig har stemt ja til patentdomstolen, siger Rebecca Adler-Nissen.

I løbet af søndag aften stod det klart, at danskerne havde sagt ja til at gå med i den europæiske patentdomstol. Da omkring 75 procent af stemmerne var talt op, var nej-siden så langt bagud, at der ikke kunne mønstres et flertal.

På forhånd var det ventet, at patentafstemningen kunne blive en lejlighed for mange danskere til at lufte en generel EU-skepsis ved at stemme nej. Men det overbevisende flertal tyder på, at det ikke blev tilfældet, mener Rebecca Adler-Nissen.

- Jeg tror, at det handler om, at diskussionen om patentdomstolen faktisk ikke kom til at handle om for eller imod EU. Men måske mere snusfornuftigt og pragmatisk om, hvad der kan betale sig for Danmark, siger hun.

Læs også: Halvdelen er i tvivl om krydset til EU-parlamentsvalget 

Patentdomstolen er et resultat af et årelangt samarbejde i EU, som dog er endt som et såkaldt forstærket samarbejde, fordi det ikke var muligt at få alle EU-lande med.

Det endelige resultat af folkeafstemningen om patentdomstolen stod klart natten til mandag.

Ifølge Danmarks Statistik stemte 60,45 procent af vælgerne ja, mens kun 36,19 procent valgte at sætte deres kryds ved nej. 3,36 procent stemte blankt. 

/ritzau/

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.