Fra anbringelse til egen bolig: Faderfigur hjælper Max til normalt liv

Velfærd

08/01/2015 14:07

Suleman Haider

En kontaktperson er afgørende for at anbragte unge kan få succes med at flytte i deres egen lejlighed. For det er svært, når de pludselig selv skal passe skole, ordne vasketøj og fylde køleskabet, uden at kunne få hjælp fra mor eller far. Det skriver DR Midt & Vest.

- Min kontaktperson, Rune, betyder meget, han er nærmest blevet min nye far. Det er ham der holder styr på mig. Han er min daglige kontakt og min nye familie. Det er ham, jeg ringer til, når jeg har problemer i hverdagen, eller lige skal have et råd, fortæller Max Henriksen.

Han er en af fire unge i efterværn gennem opholdsstedet Vestgruppen nord for Ikast. Ligesom mange andre unge havde han travlt med blive selvstændig og flyttede straks i sin egen lejlighed, da han blev 18.

- Jeg havde nogle opstartsproblemer med at lære at vaske tøj og handle ind. Men jeg får hjælp – blandt andet til at gøre rent, når huset sejler, og så får jeg hjælp til at fordele SU’en til husleje og mad, så det går ret godt, fortæller han til DR Midt & Vest.

For anbragte unge som ham, er trangen til selv at få magten over sin hverdag tit stor. 

Men overgangen fra faste rammer med voksen og professionel styring af hverdagen er ekstra overvældende, for mor og far ikke lige er et telefonopkald væk. For pludselig står man alene med spørgsmål om alt fra rudekuverter og husleje til rengøring og tøjvask.

- De unge anbragte unge går fra en totalt beskyttet tilværelse til at stå mere alene end de fleste andre unge. Og de skal ofte klare sig selv tidligere end deres kammerater. Sådan en overgang kan ingen klare alene, og derfor er efterværnet så vigtigt, siger Trine Teglgaard, som har undersøgt betydningen af kontaktpersoner.

Hendes specialeundersøgelse ved Danmarks Pædagogiske Universitet viser, at kontaktpersoner er afgørende for at tidligere anbragte unge kan klare sig. Ni ud af ti er nu er selvstændige voksne.

- Det er en god investering både menneskeligt og økonomisk, fordi de her unge faktisk kan klare sig selv fra de er 23 helt uden pædagogisk indblanding. Alternativet er jo, at man risikerer at de unge ender på psykiatrisk afdeling og skal være der i en årrække. Det er en utroligt stor udgift og et alvorligt knæk for de unge, siger hun til DR Midt & Vest.

Max Henriksen er ved at uddanne sig til tømrer. Men hans hverdag ville se trist ud uden hans kontaktperson Rune Bjerregaard:

- Så var det ikke gået så godt, så havde jeg stadig været en rigtigt sløset teenager, som bare sad herhjemme i en rodet lejlighed og hang ud, siger han.

De to har et tæt forhold, og Max spiser jævnligt sammen med Rune og familien.

- Vi har haft en utroligt god kemi lige fra dag et, så det er helt naturligt, at han er blevet en del af min familie, fortæller han.

Rune er egentlig bogholder ved Vestgruppen, men siden han hjalp Max med at få overblik over sin økonomi i den nye lejlighed, har de to hængt sammen. Nu har de fokus på at bygge gode vaner op en af gangen.

- Max er kommet utroligt langt, han har styr på sin hverdag, skolen og efterhånden tøjvasken. Lige nu arbejder vi så på hvordan hans lejlighed skal se ud, fortæller han smilende, mens Max griner.

- Det var meget overvældende, at der pludselig ikke var nogen som bestemte hvornår jeg skulle gå i seng, eller holdt øje med om jeg tog i skole. Så der gik jo kun to måneder, så droppede jeg ud af HF. Men nu fokuserer jeg på, at jeg skal have min uddannelse som tømrer, og så skal det hele nok gå, siger han til DR Midt & Vest.

Tidligere anbragte unge har ret til efterværn indtil de bliver 23. Men når deres kontakt om tre år ikke længere er formel, fortsætter de med at ses:
- Du skal da komme og besøge mig på plejehjemmet, siger Rune Bjerregaard.

De to har et tæt forhold, og Max spiser jævnligt sammen med Rune og familien.

Mest Læste

Annonce