Ligeledes ser hun heller ingen problemer i, at en række folketingsmedlemmer vælger at boykotte gudstjenesten i protest mod en præst.
- Det er kirkeministeren, der har valgt ham, og det tror jeg bestemt, hun har gjort med omtanke. Det kan jeg ikke forestille mig andet om Mette Bock, siger Pia Kjærsgaard.
Hun afviser at forholde sig til udtalelserne fra valgmenighedspræsten Morten Kvist, som kritikere mener har sammenlignet homoseksuelle med pædofili.
Udtalelserne faldt i 2008 og er på ny blevet hevet frem, da han skal prædike i Christiansborg Slotskirke, inden Folketinget åbner tirsdag.
Men det er ikke en opgave for Folketingets formand at forholde sig til udtalelserne, lyder det.
- Det vil jeg slet ikke forholde mig til. Det er slet ikke den mission, jeg har. Jeg møder op og hører på budskabet og synes, det er godt at få det med, som jeg har gjort i de 35 år, jeg har siddet i Folketinget, siger Pia Kjærsgaard.
Udtalelserne faldt i 2008, da Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn.
Til Politiken sagde Morten Kvist blandt andet:
- Der kan nemt gå rettighedsfundamentalisme i det. For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile - har de også rettigheder?
SF har som parti valgt at boykotte gudstjenesten. Dele af rød blok mener, at det havde set anderledes ud, hvis en imam - altså en muslimsk forkynder - var kommet med udtalelserne.
Det afviser formanden at tage stilling til.
- Jeg tror næppe, at man havde indbudt en imam til at komme og holde gudstjenesten, når Folketinget åbner.
Spørgsmål: Men rent overordnet, hvis en imam var kommet med de udtalelser, havde det så set anderledes ud?
- Det har ikke noget med det at gøre. Det har noget at gøre med, at han er indbudt til at tale i Slotskirken på åbningsdagen, siger Pia Kjærsgaard.
FAKTA: Kritiseret udtalelse fra præst bag åbningsgudstjeneste Valgmenighedspræsten Morten Kvist skal afholde prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste tirsdag. Han er blevet kritiseret for at skulle have sammenlignet homoseksuelle med pædofile.Det fandt sted i 2008, da Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn, hvor Morten Kvist sagde:
- Der kan nemt gå rettighedsfundamentalisme i det. For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile – har de også rettigheder? De pædofile har et stærkt behov for at være sammen med børn, skal de så have lov til det? Det er jo et overgreb, og det er vi alle sammen enige om. Homoseksuelle som plejeforældre er selvfølgelig ikke et overgreb, men så vil jeg alligevel sige: at dét at være homoseksuel, det er anderledes. Den anderledeshed må man respektere, ligesom alle mulige andre minoriteter må affinde sig med at afvige fra det normale. Kønnet er nu engang en vigtig identitetsmarkør i vore dage, og jeg synes, man er nødt til at spørge sig selv: Hvorfor skal homoseksuelle have ret til det her? For hvis skyld er det – er det for deres eller for børnenes skyld?
Kilde: Politiken.