Det er langt lettere at få Dansk Folkeparti med til at sænke bundskatten i forårets skattereform end at hæve topskattegrænsen, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu åbner for. Det siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.
- Hvis der skulle være penge tilovers til foråret, så er vort udgangspunkt stadig, at skattelettelser skal være i bunden. Det er et større problem, at det for mange danskere ikke kan betale sig at arbejde, mener Dennis Flydtkjær. Lars Løkke Rasmussen vil hæve topskattegrænsen, fordi Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti hverken vil sløjfe topskatten eller sænke procenten fra 15 til 10 procent, påpeger DF's skatteordfører. Nu betaler færre danskere topskat på 15 procent af den sidst tjente krone. Grænsen blev hævet i 2012, da S-R-SF-regeringen lavede skattereform med Venstre og De Konservative, men uden Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. - Det er en udfordring, at de, som tjener rigtig meget, nu skal have mere ud af det, siger Dennis Flydtkjær. Spørgsmål: - Er det et nej til at forhandle topskat? - Vi stiller aldrig ultimative krav. Men det er ikke vores kop te eller en blomst, der er groet i vores baghave. Det er et langt større problem, at mange danskere får meget lidt ud af at arbejde, siger Dennis Flydtkjær. Han tvivler på, at samfundet tjener 16 milliarder kroner, som Dansk Industri anslår. Det er langt fra sikkert, at danskerne vil arbejde meget mere med lavere skat. Måske vil de hellere holde mere fri, mener Dennis Flydtkjær. - Rent skattemæssigt koster det penge. Beregningerne svinger fra fem til ni milliarder kroner, siger han. DF's førsteprioritet er at sænke bundskatten, understreger Dennis Flydtkjær, og det vil Liberal Alliance heller ikke afvise selvom partiet dog har en anden hovedprioritet. LA vil skrotte topskat - ikke hæve skattegrænse - Der skal også ske noget med bundskatten Det bakker vi op. Flere skal ud på arbejdsmarkedet, og det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi skal fjerne topskatten, fordi det vil øge vækst og velstand betragteligt, siger Merete Riisager. Samfundet tjener 16 milliarder kroner på at fjerne topskatten, siger LA's skatteordfører, Merete Riisager. Det rækker ikke at hæve topskattegrænsen, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbner for, siger Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager. - Det er godt, at Lars Løkke er klar til at se på topskatten. Men hvis han skal efterleve ambitionen i regeringsgrundlaget, så skal han gøre noget ved procentsatsen. Høje marginalskatter er så skadelige for vækst og velstand, siger Merete Riisager. Spørgsmål: - Er det ultimativt, at topskatten skal væk? - Vi arbejder ikke med ultimative krav. Men vi står meget fast på de rationelle argumenter, siger hun. Socialdemokraterne er på linie med Dansk Folkeparti. - Vi vil ikke reducere topskatten. Men der er stor forskel på at sikre, at folk med almindelige indkomster ikke skal betale topskat, og så på at reducere selve topskatten, som vil føre til markante skattelettelser for dem, der tjener mest, siger Bjarne Corydon (S) til Børsen. FAKTA: Så meget betaler danskerne i topskat Cirka 506.000 danskere betaler topskat. Det svarer til ti procent af alle skatteydere. Regeringen har ifølge regeringsgrundlaget en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde medarbejdere. Her er en række fakta om topskatten i 2015: * Topskatten betales af danskerne, der tjener 459.200 kroner eller mere, efter at arbejdsmarkedsbidrag er trukket fra. * Topskatten er på ekstra 15 procent af lønnen over 459.200 kroner. * Cirka 506.000 danskere betaler topskat. Det svarer til ti procent af alle skatteydere. * I forhold til 2014 er topskattegrænsen 10.000 kroner højere i 2015. * Staten ventes at få et topskatteprovenue på over 15 milliarder i 2015. * Cirka 120.000 danskere har en indtægt på over 750.000 kroner om året. * Knap 1,5 millioner danskere har en indtægt på mellem 300.000 og 500.000 kroner. Kilder: Skatteministeriet og Børsen /ritzau/