Mette Frederiksen klar med velfærdskontrakt i opgør med NPM

Politik

22/11/2016 21:23

Nick Allentoft

Institutioner, der sparer i et år, skal have lov at beholde pengene, lyder et af forslagene i nyt S-udspil.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis de offentligt ansatte lover at gøre deres allerbedste, så skal politikerne holde fingrene væk. Sådan lyder Socialdemokraternes opskrift på afbureaukratisering.

Målet er mindre bureaukrati og større arbejdsglæde, forklarer partiformand Mette Frederiksen (S), der præsenterer forslaget på Socialdemokraternes kongres, der begynder fredag i Aalborg.

- Vi har rigtig mange dygtige lærere, pædagoger og sygeplejersker, der hver eneste dag skaber ret fantastiske resultater for os, hvad enten vi bliver ramt af kræft, eller vores børn skal passes i børnehaven, siger hun.

LÆS OGSÅ: Dennis K og Torfing er positive

- Men der er noget af arbejdsglæden, der er ved at gå tabt, fordi vi beder offentlige medarbejdere dokumentere noget, vi ikke har behov for bliver dokumenteret. Der bliver brugt for meget tid på papirarbejde.

Konkret lægger S op til det, partiet kalder en "velfærdskontrakt." Det skal give større handlefrihed til de offentligt ansatte. 

- Det, vi foreslår er en fingrene væk-reform, hvor vi politikere begynder at blande os mindre i det, der foregår ude i den enkelte daginstitution og på det enkelte plejecenter. Det er medarbejderen og borgeren vi skal have i centrum, siger Mette Frederiksen.

- Vi foreslår helt konkret en velfærdskontrakt, hvor de offentligt ansatte lover at yde det allerbedste de kan, mod at vi politikere lover at blande os mindre i det daglige arbejde.

Derudover vil partiet ændre den måde, det offentlige styrer økonomien på. Hvis en børnehave eller anden offentlig institution er sparsommelig det ene år, skal den have lov at beholde pengene, så den kan bruge dem på et senere tidspunkt.

Spørgsmål: Hvorfor har I ikke gennemført det her, da I selv sad i regering?

- Vi kom et stykke ad vejen. Men jeg må også være ærlig og sige, at det er lettere sagt end gjort, og mange har forsøgt før os. Jeg kan bare mærke, når jeg kommer rundt i den offentlige sektor i dag, at der er ved at være noget metaltræthed. 

- Hvis arbejdsglæden blandt vores dygtige medarbejdere forsvinder, får vi en dårligere offentlig sektor og et dårligere velfærdssamfund. Derfor bliver vi nødt til at sadle om nu, mener S-formanden.

/ritzau/

ARTIKLEN HER BLEV UDGIVET FØRSTE GANG I SEPTEMBER 2016

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.